Så kan debatten starte. Roskilde Festival har lagt ud med de første navne til næste års festival. Og sikke en start. Velkendte navne, nye stjerner – og masser af forskellige genrer. Også jazz.
Måske er det ikke længere så mærkeligt, at jazzen dukker op på Roskilde Festival. For mens genren på overfladen og i folkemunde kan synes som et levn fra fortiden, der lever sit eget stille liv på genrefestivaler, er jazzens evne til at blande sig med alt fra afrobeat og hiphop til drum’n’bass, elektronisk musik og punk større end nogensinde.
De første 18 navne til Roskilde Festival 2027 giver endnu et fingerpeg.
Det er naturligvis et stort spørgsmål at stille på baggrund af to navne på et festivalprogram. Men når Ezra Collective og Nu Jazz begge er blandt de første 18 offentliggjorte navne til Roskilde Festival 2027, er det værd at standse op et øjeblik.
For måske handler det ikke så meget om, at jazzen er på vej tilbage. Måske handler det om, at den aldrig rigtig forsvandt – den har bare bevæget sig. Som den iøvrigt altid har gjort. Nu rykker den for alvor fra at være en nichegenre til en ’need to have’ genre på enhver festival med nysgerrigheden i behold. Ud af jazzklubberne og ind på festivalerne. Ind i hiphoppen, elektronikken og klubmusikken. Ind i nye generationers musikalske bevidsthed.
Hos britiske Ezra Collective er jazzen først og fremmest noget, man kan danse eller bevæge sig til. De har et ry som et af de absolut stærkeste live-navne på den moderne jazzscene, hvilket tidligere besøg her til lands – senest i 2024 i Amager Bio – så rigeligt har dokumenteret.
Gruppen har siden begyndelsen af 2010’erne været en central del af den stærke, unge London-jazzscene og har bygget sin lyd op omkring jazzens improvisation og samspil, men med soul, afrobeat, hiphop og caribiske og cubanske rytmer som ligeværdige ingredienser. Det er musik, der både peger bagud og fremad.
Gruppen slog for alvor igennem internationalt med albummet You Can’t Steal My Joy i 2019, fulgte op med Where I’m Meant to Be i 2022 og udgav i 2024 Dance, No One’s Watching. Sidstnævnte titel siger på mange måder noget om gruppens tilgang: Musikken er skabt til at blive mærket i kroppen, uanset om man er alene eller en del af et dansegulv. Where I’m Meant to Be indbragte desuden gruppen den prestigefyldte Mercury Prize i 2023.
De har netop udsendt det helt nye album Here Because of Hope, der i den grad tænder håb om en helt ekstraordinær oplevelse til næste års festival i Roskilde.
Gruppen har samtidig en stærk forbindelse til næste generation; flere af medlemmerne mødte hinanden gennem Londons ungdoms- og musikmiljøer og engagerer sig selv i arbejdet med unge musikere og musikundervisning.
De er mere end music. De er et eksempel på at #Musicmatters.
På en helt anden – men beslægtet – måde arbejder amerikanske Nu Jazz med at flytte jazzen videre. New York-bandet blander jazzens improvisation med drum’n’bass, noise og elektronisk musik og placerer sig dermed i et musikalsk felt, hvor grænserne mellem jazz, klubmusik og eksperimenterende lyd bliver stadig mere flydende.
Det er måske netop her, noget af den nye jazzhistorie skrives. For jazzen er ikke længere nødvendigvis lig med siddekoncerter, hvor der nærlyttes og klappes pænt efter hver en solo. Den kan spilles alle steder, og være elektronisk, højlydt, dansabel, punket, hiphop-inspireret eller nærmest umulig at sætte genrebetegnelse på.
Roskilde Festival har gennem årene været et sted, hvor den slags musikalske grænseoverskridelser har kunnet finde et stort publikum via navne som Loyle Carner, Arlo Parks, Anderson .Paak, Kamasi Washington, Bremer/McCoy, Smag på dig selv og Svaneborg Kardyb.
Med Ezra Collective og Nu Jazz ser den tradition ud til at fortsætte i 2027.
Men Roskildes første programudspil handler ikke kun om det nye. Patti Smith Quartet bringer mere end 50 års rockhistorie, poesi og samfundsengagement til festivalen. Smith er både en del af musikhistorien og stadig en aktiv kunstnerisk stemme. Det er hendes fjerde optræden på festivalen, som hun senest gæstede i 2010.
Hendes navn står side om side med højaktuelle og relevante navne Tame Impala, Caroline Polachek og Kacey Musgraves. Dertil kommer en række yngre kunstnere, der er i gang med at definere deres egen tid.
Det er også tilfældet med britiske Lambrini Girls, som kommer med en helt anden slags energi. Den Brighton-baserede trio trækker tydelige tråde tilbage til punkens rå og konfrontatoriske udtryk, men med en nutidig vrede og vildskab. Old school punkenergi med nye problemer at råbe op om.
Det er kun første udspil fra et program, der ifølge Roskilde Festival kommer til at tælle tæt på 200 musiknavne. Der er metal fra Neurosis, Konvent og Drain. Elektronisk musik fra G Jones B2B Eprom. Hyperpop og DIY-æstetik fra Underscores. Hiphop fra Kundo og Karpe.
Det er med andre ord svært at sige, hvilken retning Roskilde Festival 2027 tager. Men måske er det netop pointen. For hvis de første 18 navne skal bruges som pejlemærker, bliver der igen plads til både det velkendte og det uforudsigelige. Til Patti Smith og Lambrini Girls. Til Tame Impala og Ezra Collective. Til musik, der bygger videre på historien, og musik, der forsøger at finde en ny.
Og måske er det derfor, jazzen dukker op igen og igen. Ikke nødvendigvis som en genre med faste rammer, men som en musikalsk tilgang, der bliver ved med at give, og altid giver publikum noget med hjem.
