Den 36-årige svenske sanger og sangskriver Albin Lee Meldau har allerede optrådt to gange på Roskilde Festival, og i år var gav han også et par succesfulde koncerter på Tønder Festival. Hans star-quality er således ikke ukendt på denne side af sundet. Og dog. For til koncerten i en halvfyldt Bio var hovedparten af tilskuerne tydeligvis landsmænd, måske fordi de igen gerne ville nyde ham i intime rammer, nu hvor han i hjemlandet er kommet op på Arena niveau.
Den 27. september i år udsendte han albummet Discomforts, der rent faktisk er det første album han har udgivet på engelsk siden hans debutalbum fra 2018.
Men hans popularitet skyldes ikke mindst de par album, han har udsendt på svensk i den mellemliggende periode, forstærket af at han har medvirket i blandt andet Alsang på Skansen og hele to gange i TV-succesen Så mycket bättre, der er Sveriges svar på Toppen af Poppen.
Discomforts, indeholder 13 personlige sange, som ikke prøver at skjule konsekvenserne af et mangeårigt misbrug med stoffer og alkohol. Musikalsk stikker det i mange retninger – lige fra pop til rock, via soul, vise og reggae, men der er generelt en god sammenhængskraft i både tekst og musik.
Meldau er anerkendt for at være en ganske udtryksfuld artist live, og det ry levede han glimrende op til i Amager Bio. Koncerten var slået op som en del af hans aktuelle ’Discomforts’ tur, men det blev hurtigt klart at han trods det aktuelle mål om et internationalt gennembrud, ikke ville snyde publikum for de mest elskede af hans svenske numre.
Han indledte dog med et direkte hattrick af en vellykket start på koncerten. Først de soulfyldte ”Forget About Us”, og ”Elvis, I Love You”, der blev fulgt op af en overraskende rocket udgave af ”Show Me” – alle numre hentet fra det nye album.
Herefter gav han en version af hans største hit – det meget Cornelis Vreeswijk-ish ’Josefin’, der har næsten 75 millioner afspilninger alene på Spotify. Et fedt nummer, der dog blev fremført lettere uinspireret, som om han hellere ville have spillet den nye engelske udgave, som han har indspillet med amerikanske Lissie til det nye album.
Til gengæld fik han varmet hjerterne hos alle blandt publikum, der har deres moder kær med en både intens og nærværende fortolkning af ”Mama”, oprindeligt indspillet af Maja Francis med First Aid Kid.
Lige her havde han både momentum og hele salen i sin hånd, men det greb tabte han desværre langsomt. Første gang da han jokede lidt om alle de interview han skulle give i forbindelse med albummet, og hvor mange gange han skulle svare på hvorfor han dog var begyndt at spille reggae.
Svaret gav han ikke – men gav i stedet for den sløje UB40-ish udgave der er at finde på det nye album – nummeret ”Girlfriend” i en helt akustisk udgave. Det blev det dog ikke meget bedre af.
Meldau og hans lidt for tilbageholdende men stabilt spillende band kom dog tilbage i den stemningsfulde ”Under jord”, der var tilføjet en passende tung rytme. En dragende og stor version, der til fulde beviste hvor god en sanger og sangskriver Meldau er når han er bedst.
Festen fortsatte i den spansk klingende ’Tårer af guld’, der til gengæld også afslørede at Meldaus arrangementer til tider rent rytmisk ligger faretruende ’røvballe’ grænsen, og derfor kom dette nummer nok aldrig for alvor kom helt ud over scenekanten.
Det gjorde til gengæld pop-perlen ’På riktigt’, der for første gang satte gang i fællessangen og de løftede arme rundt om i salen.
Den stemning kunne ikke følges bedre op end med den gudesmukke ballade ”If You Never Change Your Mind”, der dog ikke lykkedes med at blive bragt til nye himmelske højder. Men en god sang kan bare ikke holdes nede. Og tak for det og den.
Det var ligesom at Albin Lee Meldau allerede herfra var havnet på en lidt mere ufokuseret slingrekurs, der aldrig forløste det tydelige potentiale, også selvom han ofte selv rakte armene mod himlen.
Charme, selvtillid og lækket hår er bare ikke nok, når man ikke live formår at få følsomheden frem i en sang som ’When You’re Here’, og man som iagttager i stedet tager sig selv i at stå at glæde sig til at genhøre sangen fra albummet.
Det hele lykkedes meget bedre i den efterfølgende ”Sinking Like a Stone”, der var lige så fremragende og storslået som på det nye album. ’Hallelujah’ sang han, og lige der følte man sig rent faktisk som en del af noget større.
Hyggesnakken mellem numrene tog til uden dog at bidrage som andet end fyld. En længere indledning om forklaringen bag en ny sangs pointe om at der er så mange smukke steder man ikke vil bo, flyttede ikke på det faktum, at visen ‘Kurt Olssons Turne’ fra et kommende album på svensk næppe kommer til at gøre indtryk på denne side af sundet.
Og herfra gik det mere eller mindre galt i en koncert, hvor Meldau blev mere og mere sjusket med sit ellers stærkeste kort … hans kraftfulde vokal.
En forceret og raspende vokalpræstation i en spag og usexet udgave af “I Heard It Through the Grapevine” blev præsenteret som en hyldest til Robert Plant og Robert Johnson. Det lød nærmere som tæt på ‘majestæts’ fornærmelse.
Efter godt 70 minutters koncert var koncerten nået sin slutning erklærede han, men alligevel kunne han ikke få sig selv til at gå hjem, og den var publikum da med på.
Så det endte med yderligere fire numre, men kun den underskønne og rørende ”Spela min favoritvals” ramte med en sjælfuld wauw effekt, mens et længere Elvis medley mere burde være havnet på overskudslageret, fremfor som en halvdårlig afsluttende underholdning. Det skulle vidst være tænkt som en hyldest, det virkede som en parodi.
Det nye album skulle efter sigende været startskud til et nyt sobert kapitel for Meldau. Om det var derfor at hans præstation i anden halvdel af koncerten var langt fra berusende er svært at bedømme. Fakta er at man som tilhører nærmest blev lidt bekymret for om nogle måske havde puttet andet end vand i flasken, for fokus og skarphed forsvandt simpelthen langsomt i en koncert, hvis første halvdel ellers var særdeles fremragende, fuld af pondus og ja – Star Quality. Nu endte det hele bare uforløst, og føltes lidt som et misbrug af et uovertruffen talent.
Alle foto: © Torben Christensen @ Copenhagen