På All That vil vi gerne give flere stemmer – gerne med forskellig baggrund – plads til at dele deres begejstring for musik her på bloggen. Det gør vi ved at invitere gæsteskribenter til eksempelvis at anbefale live-oplevelser.
I denne omgang har vi bedt Jon Albjerg Ravnholt redaktør på musikmediet Passive/Aggressive, medlem af Odense Musikudvalg og musikjournalist på en række medier her i blandt All That om at anbefale en lille håndfuld koncerter.
Skrevet af Jon Albjerg Ravnholt
Da jeg for fem år siden flyttede tilbage til Odense, var det, fordi det var blevet en helt anden by end den, jeg var vokset op i havde forladt i midten af 90’erne. Der var begyndt at være koncerter med alt muligt weird fra hele verden på Teater Momentum i den gamle Flodbio, på toppen af et parkeringshus lå en smugkro, hvor man kunne høre freejazz, dungeon synth og dårlig heavy metal, og lige ovre på den anden side af åen fra, hvor jeg kom til at bo, var der lavet punkerkollektiv i en tilgroet villa med grindcore-koncerter i kælderen. Og alt sådan noget er jo i konstant forandring, så for mig har udfordringen siden været at blive ved med at finde steder i Odense, hvor jeg kunne blive overrasket over, at min gamle hjemby også kunne være sådan.
Imod kulturimperalisme
Resonator Festival
Spillested: Magasinet, Frølageret, Studenterhus Odense, Posten og Dexter
Dato: d. 5-7. november
Genre: Roots

Noget af det allerbedste, jeg slet ikke havde turdet håbe på, at Odense kunne være, er en kæmpe fest spredt ud over hele city, som handelsstandsforeningen engang har gennemtrumfet, at vi kalder bymidten. Over en forlænget weekend i november kuraterer genreorganisationen for rootsmusik, TEMPI, sammen med lokale bookere Resonator Festival med navne fra såvel det globale syd som Europas udkant i en fejring af alle de musikalske udtryk, det amerikanske kulturelle hegemoni endnu ikke er lykkedes med at kvæle. Det er ret så fantastisk at vade så forudsætningsløst som overhovedet muligt ind i og blive overvældet.
Imod kridhvid bluesrock
Hilal Kaya (Danmark/Tyrkiet)
Spillested: Dexter
Dato: d. 4. september
Genre: Anatoli-rock/Roots
Heldigvis er Resonator ikke bare tre novemberdage, hvor det hele bliver brændt af, og så kan vi ellers resten af året blive spist af med kridhvid bluesrock. Siden i vinters har der på Dexter været opvarmningsshows med navne, der blander, fortolker og fornyer regionale udtryk. En af de sidste af de koncerter inden selve festivalen er dansk-tyrkiske Hilal Kaya, der indtil nu har samarbejdet med Kalaha på flere af deres plader. Hun har også medvirket på plader med Haluk Levent, der sammen med Altın Gün har stået bag en revival for 70’ernes psykedeliske anatoli-rock – og det er den lyd, hun er aktuel med solodebuten Sümbül.
Imod søvnen
Rosýan (Danmark/Iran)
Spillested: Teater Momentum
Dato: d. 4. september
Genre: Improvisation/Drone
Jeg har et mildest talt uafklaret forhold til den neoklassiske komponist Max Richter og hans hovedværk Sleep, et 8 ½ time langt værk for strygere, kor og elektronik, som er blevet opført for sovende publikum i senge. For mig er det en instrumentalisering af musikken og en optimering af søvnen, men som en, der da godt nok også tit har siddet og nikket tungt med hovedet til ellers gode koncerter, er der også noget interessant ved konceptet. Derfor håber jeg, at jeg får lejlighed til at tage direkte fra Hilal Kaya ned på Teater Momentum, hvor den dansk/iranske cellist Rosýan fra kl. 22 spiller en ti timer lang improviseret koncert for et publikum på medbragte liggeunderlag. For det gør noget interessant ved søvnen, når man lader den ledsage af musik, der blander sig med ens drømme.
Imod renhed
Imundo (Portugal)
Spillested: Dexter
Dato: d. 27. oktober
Genre: Drone/Kraut)
Weekenden efter Hilal Kaya og Rosýan skal jeg se to af mine danske yndlingsbands, Lack og Smertegrænsens Toldere, spille på Frølageret, og det ved jeg bliver fedt, for jeg har set begge bands flere gange, end jeg kan overskue at tælle sammen – men det betyder så også, at jeg går til den koncert med en ret klar forventning om, hvad jeg skal se. Det ved jeg ikke, når Dexter under overskriften “OM – Original Music” præsenterer koncerter med studerende fra Syddansk Musikkonservatorium. Men i program teksten refererer den portugisiske duo Imundo, der blev dannet på konservatoriet i Odense, til Kali Malone, Nadja og Wreckmeister Harmonies, der alle begår sig i grænselandet mellem drone og doom metal, nævner samtidig inspiration fra krautrocken og kalder sig jo altså i øvrigt Imundo, som ifølge min portugisk-dansk ordbog betyder beskidt og snavset.

Imod sceneskræk
Spillested: Odense Musikbibliotek
Dato: Hver anden onsdag efteråret igennem
Genre: Jazz m.m.
Et lignende super sympatisk samarbejde laver Odense Musikbibliotek med SDMK Sessions: Omtrent hver anden onsdag kl. 17 overlades den lille scene nederst på anden sal til studerende fra konservatoriet, der spiller gratis koncerter for venner, medstuderende, biblioteksgæster og togpassagererne på rulletrapperne ude i banegårdscentret. Det er en lejlighed til at spille for et publikum under tilpas uforpligtende rammer til, at de studerende ikke behøver ængstes for, at der ikke dukker nogen op, fordi det endnu er de færreste, der lige ved, hvem Perrine Pacherie-Basseux, Hanna Åsedal, Christian de Fine Olivarius, Casper Pflug Brynald eller nogle af de andre navne i efterårsprogrammet er. Kig ind ind og bliv glædeligt overrasket – eller skynd dig at låne nogle af de plader, musikbibliotekarerne anbefaler og forlad stedet igen med en undskyldende grimasse, som om du har frygtelig travlt, hvis det er noget bavl, de spiller.

Imod … vokaler?
Spillested: KRFTWRK
Dato: d. 25. september
Genre: Hvem ved?
Lige nede ad vejen, hvor jeg bor, lå det gamle musikkonservatorium, inden det rykkede sammen med Scenekunstskolen inde i det nye koncerthus Odeon nogle hundrede meter længere inde ved siden af Odense Symfoniorkester. Den store, gule bygning er blevet brugt af politiet til at øve sig i at sparke døre ind og afsøge fjendtligt territorium og af misbrugere og prostituerede til at finde ly for vejret, men nu er den blevet istandsat og skal blive til Odenses nye samlingspunkt for det musikalske vækstlag. Jeg har lyst til at lave en vits om, at navnet KRFTWRK signalerer, at det udelukkende bliver for instrumentalmusik, men helt reelt glæder jeg mig til at se og høre, hvad der kommer til at ske i de mange nyistandsatte øvelokaler og i den mellemstore koncertsal, hvor de skal præsentere det. Første bud på det kommer til åbningsarrangementet d. 25. september – programmet vides endnu ikke.
