Tekst: Kjeld Frandsen
Selv om den amerikanske pianist Bill Evans blev færdig med verden i en alder af 51 år for 46 år siden, er verden aldrig blevet færdig med Bill Evans. Jazzarkæologer og andet godtfolk finder til stadighed optagelser, som bliver udgivet for første gang, endog med uhyre høj lydmæssig og kunstnerisk kvalitet. Dertil kommer løbende Bill Evans-hyldestkoncerter og -udgivelser og nu også en spillefilm om jazzlegenden, om end den handler om en kort – og langt fra musikalsk eller munter – periode i hans liv.
Den aktuelle film ’Everybody Digs Bill Evans’ tager udgangspunkt i 1961, da pianisten Bill Evans spiller med sin trio i New York, nærmere betegnet på The Village Vanguard, som ikke er en hvilken som helst jazzklub. Den er grundlagt i 1935 af litauisk-amerikaneren Max Gordon og er i første omgang en klub for unge beatpoeter samt et kuld af folkesangere som Woody Guthrie, Leadbelly og Pete Seeger.
Men fra midten af 1950’erne er klubben bare stedet for den nye og progressive jazz. Alle, der er værd at lægge ører til, spiller her, og at indspille en ”Live at the Village Vanguard”-lp bliver et adelsmærke for enhver ambitiøs jazzmusiker.
I 1961 er det således ikke blot Bill Evans’ kunst, der bliver foreviget. Også den fremadstormende John Coltrane sætter en af sine milepæle på matriklen. Ja, for alverdens jazzfolk er den lille klub i Greenwich Village også den dag i dag, hvad Peterskirken er for alverdens katolikker, og blandt alle Bill Evans’ udgivelser står denne, optaget – eftermiddag og aften – søndag den 25. juni 1961, fortsat som et højdepunkt.
For helt at forstå optagelsens og udgivelsens betydning og dermed også filmen – uden at der her skal blive tale om en ’spoiler’ – er det værd at prøve at forstå fænomenet Bill Evans.
Kort fortalt er han opvokset med en storebror, Harry, der tidligt modtager klaverundervisning, og den unge Bill aflurer ham hans tangentøvelser for senere at overhale ham rent kunstnerisk.
Fra begyndelsen af 1950’erne er Bill Evans aktiv på New York-scenen, og der bliver bud efter denne talentfulde musiker. Meget karakteristisk hedder den lp, han udgiver i 1959, Everybody Digs Bill Evans. Og det er ikke nogen tom påstand. Omslaget prydes af citater fra en gruppe mildt sagt agtværdige jazzfolk:
Miles Davis: I’ve sure learned a lot from Bill Evans. He plays the piano the way it should be played.
George Shearing: Bill Evans is one of the most refreshing pianists I have heard in years.
Ahmad Jamal: I think Bill Evans is one of the finest.
Cannonball Adderley: Bill Evans has rare originality and taste and the even rarer ability to make his conception of a number seem the definitive way to play it.
Ja, hvad er det ved Bill Evans’ klaverspil, der fascinerer så mange?
Det er ikke blot virtuost. Hans harmonisering er original med strejf af klassisk impressionisme, og han har en særlig evne for at forfølge sine idéer – ofte på tværs af melodi og rytme – men altid med en klar kunstnerisk konklusion. Han fornyer triogenren, skønt han holder sig inden for den store amerikanske sangbog og egne kompositioner i standardformat. Utallige jazzpianister vil skrive under på, at han er jazzens betydeligste pianist.
Men ved siden af musikken har Bill Evans også en mørkere og alt for trofast følgesvend – nemlig heroin, et misbrug, han i øvrigt deler med sin mangeårige kæreste, Ellaine Schultz, der i filmen spilles fremragende af den irske skuespiller Valene Kane.
I begyndelsen af 1960’erne indleder Bill Evans et samarbejde med den unge bassist Scott LaFaro, som har et helt særligt håndelag, og som er i stand til at følge pianistens idéer og give kontrapunktisk med- og modspil på et højt kunstnerisk niveau. Alt det bekræfter musikken fra Village Vanguard – oprindeligt udgivet på to lp’er – til fulde.
Men kort efter indspilningen dør Scott LaFaro ved en bilulykke. Det slår Bill Evans ud af kurs. Han mister lysten til musik og bliver nødt til at holde en pause på ubestemt tid. Om den pause har den walisiske forfatter Owen Martel skrevet romanen ’Intermission’, som igen har inspireret den irske manuskriptforfatter Mark O’Halloran og den engelske instruktør Grant Gee til spillefilmen Everybody Digs Bill Evans.
Handlingen kredser om den periode efter LaFaros død, hvor Bill Evans rammes af nedtur og isolation og midlertidigt bor hos sin bror og svigerinde og deres datter Debby, til hvem han har skrevet sin bedst kendte komposition, ’Waltz for Debby’. Derefter tager han videre til sine forældre, der som pensionister har slået sig ned i Florida. Dertil indgår glimt – i farver – af begivenheder i de senere epoker af pianistens liv. Eller er billederne i denne malende musikdramafilm holdt i et velvalgt sort-hvid-univers.
I en autentisk rolle som den sorgramte og introverte Bill Evans ser man den norske skuespiller og musiker Anders Danielsen Lie, og hans forældre spilles fremragende af de to amerikanske skuespillere Bill Pullman og Laurie Metcalf. Det er sidstnævnte, der siger filmens centrale replik: ”Sometimes an intermission is part of the music.”
Filmen fokuserer mest på Evans mørke sider, og sandt er det, hvad der er blevet sagt, nemlig at Bill Evans kun levede og var lykkelig, når han sad ved flyglet, og at hans liv havde karakter af verdens længste selvmord.
’Everybody Digs Bill Evans’ er ikke en musikfilm. Men som sagt: ”Nogle gange er en pause en del af musikken.”
Filmen har allerede modtaget masser af ros efter den havde premiere 13. februar 2026 på Berlin International Film Festival, hvor Grant Gee modtog en Sølvbjørn som bedste instruktør. Der er premiere i danske biografer torsdag den 1. oktober 2026. Herved anbefalet.
NOTE: Ovenstående er en forkortet og redigeret udgave af den artikel der er med i den aktuelle udgave #199 af vores magasin.
