Der er nok at være vred over i den skøre verden, der omgiver os i disse år, hvor grådigheden og stædigheden i egne standpunkter har vokseværk alle steder.
Men ikke på Roskilde. Her mærkes en befriende fornemmelse af frirum fra hverdagens mange bekymringer.
Det er dog også et sted, hvor man ikke passivt ser til. Hvor man aktivt argumenterer for handling mod de mest åbenlyse uhyrligheder, der omgiver os time for time, døgnets 24 timer, mens vi mest bekymrer os om benzinpriser og vores lille lands manglende deltagelse ved et VM i herrefodbold, som ingen med demokratisk sindelag vel reelt burde støtte.
Men som Norges landstræner sagde på et pressemøde før VM: “Vi er alle kynikere.” Og han har jo ret.
Så sender vi på opfordring 20 kroner – eller lidt mere – til støtte for Free Palestine efter en koncert med Smag På Dig Selv, mens vi bagefter skyller det ned med en pizzaslice til 90 kroner og en drinkkande til godt 500. Dobbeltmoralen lever endnu. Og uden mad og drikke duer selv den mest næstekærlige helt selvfølgelig ikke. Som salig Dan Turèll sagde: “Det er ikke let at være nogen.”
Fakta er, at Roskilde er meget mere end en musikfestival. Det er et rum for håb. For troen på, at handling kan blive til forvandling. At vrede kan få et konstruktivt udløb. At svære emner kan blive lettere at forstå i en tid, hvor vi i stigende grad tager stilling på et uoplyst eller direkte fejlagtigt grundlag.
Så tak, Roskilde. Og tak til Smag På Dig Selv, Krøyer, Kneecap og flere andre for at minde os om, at uhyrlighederne i og omkring Palæstina ikke er blevet mindre. Der har ikke ligefrem været meget held med at få en firkløverregering til at lægge et større pres på Israel. Skuffende. Ligesom vejret. Himlen græd over Roskilde. Lige indtil Little Simz indtog scenen.
Skuffelser var ellers ikke det, jeg oplevede på en festivaldag, hvor vreden fik frit løb på alle tænkelige måder.
Først hos Little Simz, der i den grad fyldte Orange Scene ud. Den britiske rapper havde alt det, kollegaen Pa Salieu manglede dagen før: musikalsk variation, et fremragende band, vid og bid, kant og kulør, vrede og næstekærlighed – og en lyst til at bruge sin stemme og sin musik til mere end blot at underholde. Hun gav gavmildt af sig selv, inddrog publikum og fik hele pladsen med.
Numre som ‘Point and Kill’ og ‘Woman’ føltes som langt mere end almindelig hitliste-hiphop. Det var statements. Opsange til en ny generation – og til den gamle, der ikke helt har lyttet efter.
Jeg havde ikke rigtigt dyrket Little Simz før. Det kommer jeg til fremover. Hun var en åbenbaring af feminint forstærket, livsbekræftende energi.
Energiniveauet var ikke helt det samme hos Ethel Cain, der med sit fremragende band i stedet leverede en opvisning i stenet dark indie-rock. Sikke en inderlighed. Sikke et nærvær midt i mørket. Lysene blev tændt, og sluserne i øjenkrogene åbnede sig hos et overvejende ungt publikum, der kunne deres Ethel Cain.
Selv kendte jeg hende ikke i forvejen og troede egentlig, hun var en lidt light dark-country udgave af Taylor Swift. Så meget kan man tage fejl på et uoplyst grundlag. Hun var snarere en tungere og mørkere udgave af Alanis Morissette. Overvældende. Ja, direkte rørende og rammende – ikke mindst i de afsluttende ’A House in Nebraska’ og ’Crush’. Og jo, country fik vi også en snert af til aller sidst i ’Thoroughfare’, hvor Cain udløste et jubelbrøl af dimensioner, da hun satte mundharmonikaen for munden.
Brøl i en helt anden oktav kom fra danske Krøyer, da hun lagde Gloria ned med hendes blanding af elektronisk musik og metal. Vild vrede. Sikke en stemme. Sikke et blik. Sikke en kraft.
Det er fascinerende, hvor forskelligt publikum reagerer. Nogle går direkte i moshpitten. Andre står bomstille og tager det hele ind, mens andre headbanger, hopper eller hyler med. Og så er der dem, der mest oplever koncerten gennem mobiltelefonens skærm.
Det var et bombardement for sind og sjæl. Heavy healing. Jeg har sjældent oplevet nogen synge det hele ud med så stor troværdighed – og samtidig med så stærk en teatralsk udstråling. Krøyer er en ener på den danske musikscene lige nu.
Også Kneecap delte vrede ud ved midnat. Intens, hårdtslående og alligevel ganske charmerende irsk hiphop med kant og karakter. Mest af alt blev det dog en times fest.
Trioen har en sjælden evne til at komme ud over scenekanten og ramme et publikum, der kan numrene fra start til slut, og også bærer vreden i sig. Det behøver ikke blive udpenslet, og et kort indslag på 2 minutter med taletid til aktivister var rigeligt for at tydeliggøre, at der stadig er nok at tale om.
Kneecap lod mest musik og ord tale for sig selv, og lod storskærmene undervejs være med til at understrege fakta og situationens alvor.
En alvor, som vi jo alle skal ’deale med’. Også den nye generation. Ved siden af mig stod to 10-12-årige unger, med deres far bag sig. Deres stemmer gjaldede, armene blev løftet. Deres øjne strålede.
Lad os håbe, den gnist kan tænde noget i os alle, så verden er blevet et lidt bedre sted, når Kneecap, Krøyer, Cain, og Little Simz – forhåbentlig – vender tilbage næste gang.
