Af Peter Danstrup

Den tunesiske oud-spiller Anouar Brahem skrev musikken til denne udgivelse i sommeren 2023, umiddelbart før Gaza-tragedien indtraf, og der hviler en mørk, tung stemning over det hele, hvilket (hvis man overhovedet tør udtrykke nogen form for kritik overfor IDFs brutale fremfærd, nu hvor domstolene her til lands på en utvetydig statsministeriel opfordring er gået i gang med at forfølge enhver anti-IDF ytring) er fuldt forståeligt. Også lydbilledet er mørkt og dunkelt og måske er det store auditorium i Lugano, hvor pladen er optaget, med til at lægge en slags akustisk dyne over det hele.

Anouar Brahem har taget det kunstneriske valg at underlægge sig den vestlige, tempererede skala, hvilket giver mening når han har et piano med i sit ensemble. Men han må unægtelig give køb på noget autensitet og original farve i det samlede udtryk. Og der er ellers mulighed i de stykker, hvor pianoet er udeladt, og hvor Brahem selv står stærkest. Tilføjelsen af Anja Lechners smukt klingende cello giver musikken en yderligere elegisk farvning og understreger tragedien og den katastrofale baggrund.

Et stykke som ‘The Eternal Olive Tree’ skiller sig dog ud med en frisk spændstighed i oud’ens duospil med Dave Hollands klippefaste bas. Brahems musik er overvejende ostinat/drone baseret, altså med en hvilende grundtone, men de steder hvor musikken flytter sig andre steder hen tonalt, kommer en musiker som Django Bates bedre til sin ret med et fint, indlevet klaverspil. Og sjovt nok er der ligefrem tangoassociationer i et stykke som ‘Dancing Under the Meteorites’. Det er Anouar Brahems 12. ECM-udgivelse, og man kan ikke anklage ham for at sætte sig solidt på det musikalske udtryk; (hvem laver en plade i eget navn i dag uden at spille med på første skæring?) han går efter det kollektive udtryk, underspillet, til tider hviskende som en stiltiende kommentar til volden og folkemordet. Det gør det hele endnu mere insisterende og tankevækkende.

Anouar Brahem: oud, Anja Lechner: cel, Django Bates: p, Dave Holland: b