Sikke da et flydende flow, som den nye nordiske jazzbølge beriger os med i disse år. Og heldigvis med masser af variation. For nok er det en bølge, der er båret af stærke stemninger, favnende følsomhed, atmosfærisk aktivitet og malende melankoli pakket ind i milde melodier, men den leveres med så forskellig udtryksfuldhed, og i mange forskellige formationer, om du lytter til eksempelvis Bremer/McCoy, Svaneborg Kardyb, Vingborg/Valencia, Blåly eller i dette tilfælde Antonio Dayyani.
En 24-årig musiker og komponist fra Aarhus, hvis debutalbum Herfra kan det kun gå to veje fra 2022 fik masser af opmærksomhed og saglige roser, og endda hos jazznyt.dk blev kaldt Årets debutalbum.
Måske vel nok store ord om du spørge mig, men fakta var at det var et album, der åbnede noget for lytteren, og allerede der beviste, at Antonio Dayyani havde masser af personlighed i spil – også når han modigt og inderligt fortolkede C. V. Jørgensens ’Sæsonen er slut’.
Hovedinstrumentet for Antonio Dayyani er trommerne, men han spiller også klaver og guitar, og den musikalske diversitet foldes fuldt ud på Trop Op, der undervejs bestemt er et rytmisk velfunderet album, men bare ikke med trommerne i hovedrollerne. Hør ’Snefald på Lyravej’, der starter så indrammende smukt, at man drømmer sig ind i en ’’What a Wonderful World” tilstand – ikke mindst takket være Jon Askjærs og Andreas Maagaards næsten himmelske og fnuglette spil, og lukkes af et let og legende rytmisk sansebombardement. Kort sagt smagfuldt forførende. Og sådan opleves de 9 numre på lidt over 32 minutter, som en varm og krystalklar vandretur uden GPS. men med et musikalsk kompas, der går i retning af både jazz, nordisk vise tradition, country og americana.
Lydbilledet er en musikalsk delikatesse, men det bliver aldrig selvsmagende eller for lukket. Tværtimod. Hvilket nok kan findes i selve baggrunden for albumtitlen, der skal læses som en hyldest til fællesskabet, og det at stille op for hinanden.
Og på Trop Op stiller og spiller musikerne i den grad op for hinanden, og skaber et album, der i sin helhed lyder som var det et soundtrack til begreberne sammenhængskraft og samhørighed.
Otte af de ni numre er originalmateriale, men også denne gang sniger der sig en mageløs fortolkning ind. En mere skøn afslutning på albummet end holdets udgave af den svenske folkemelodi ’Vem kan segla förutan vind’ er det svært at bede om. Her forenes i den grad den delikate balance af nordisk melankoli og støvet americana, ikke mindst anført af pedal steel guitarist Magnus Munk Tækker, der er med til at understrege at den nordiske jazz bølge bestemt ikke skal sættes i bås, men tværtimod indtages som en udvidet horisont.
Albummet er instrumentalt, men originale titler som ’Wow, det er nat’, ’ Fyldt op (… pludselig af kærlighed)’ og ’Jakketyvens tristesse’ er med til at styrke helhedsoplevelsen til at være både let og lyrisk, og ikke mindst nærværende på grænsen til det vanedannende.
AF MADS KORNUM
Antonio Dayyani (d), Cahlo Heyman Krill (g), Magnus Munk Tækker (Pedal Steel g), Andrea Maagaard (p), Harald Hagelskjær (Double Bass), Jon Askjær: (tp, flh). Gæst: Carlo Dayyani (g) på ‘Wow, det er nat’. April Records. 2024. LP/CD/digital.
