Koncertanmeldelse og fotos af Jon Albjerg Ravnholt
Det er sådan en lørdag aften i Odense, hvor vibrafonisten Viktoria Søndergaard spiller nede på Teater Momentum, ude foran Posten stimler rygerne sammen før koncerten med de genopstandne indierockere Moi Caprice, der er gothet synthpop i Klub Golem, mere genopstanden indierock på Studenterhuset, og det er i det hele taget svært ikke at se for sig, hvordan den velinformerede odenseanske koncertgænger har været i vildrede, da de sorte jeans og skjorten blev taget på her til aften.
Så meget desto glædeligere er det at konstatere, hvor stor en del af antageligvis omtrent det samme publikum, der alligevel har fundet vej til Dexter denne aften for at høre det ret nye og relativt ubeskrevne krautrockband Autometer. Ret nye, som i debutpladen Format udkom i slutningen af november sidste år; relativt ubeskrevne, som i medlemmerne kommer hver især fra bands som Kashmir, Bisse, SVIN og Wash Your Dirty Money With My Art. Om det så er de forbindelser, der får fyldt bordene op i cirklen rundt om scenen, der denne aften er rykket ned på gulvet og helt tæt på publikum, eller om det simpelthen er trangen til at få et fix post-punket, instrumental krautrock er ikke til at sige.
Det er ret meget sådan, det føles at høre Autometer: Som at genbesøge en musik, der har været en konstant i ens liv, uanset hvor hvilke retninger ens lyttevaner ellers har ledt én i. Nogle gange er det, man har brug for, bare en 4/4-rytme, en hård plekterbas, der gentager en melodistump, og en guitar, der bygger katedraler med looppedalen, mens musikerne står vendt mod hinanden med ryggen til publikum og gør deres ting sammen. Der er noget umiddelbart genkendeligt og helt trygt ved den måde, trioen med trommer, bas og guitar lader grooves bundfælde sig og trækker mønstre frem i dem, uden det kommer til at virke som stiløvelse.
At det ikke gør det, handler om, at alle tre er sig stærkt bevidste om at undgå genrens faldgruber: Det ville være så oplagt at freake ud i fuzz og feedback, at tilte numrene med komplekse rytmer og noodling. I stedet lægger Asger Techau en spartansk grundrytme uden unødigt fyld, Lars Bech Pilgaard spiller uvant straight og melodisk, og Michael Vitus låser det hele fast i basrundgange, der trækker på reggae-traditionen og med det hårde anslag giver musikken et præg af britisk post-punk. I numrene ‘A5’ og ‘A6’ får det mig til at associere til Public Image Ltd: Sådan en ryggesløs appropriation af musikhistorien på tværs af årtier, kontinenter og kulturer, der ikke handler om at tiltuske sig autenticitet, men om at give ens eget bud på, hvordan musikken lyder spillet af lige præcis de her mennesker.
I ‘A4’ lyder den musik umiskendeligt som Neu! og det vel omtrent den mindst overraskende association, man kan få under en krautrockkoncert, men Autometer lader sjældent musikken hænge og ringle i for lang tid ad gangen uden at presse den nye steder hen. Der er for mig en meget klar følelse af, at det her godt nok er umanerlig fedt for dem selv at skabe mellem sig, men at de også er sig bevidste om, at bag ryggen på dem sidder der et publikum, som også skal kunne tage noget med sig fra koncerten.
Det, jeg tager med mig, er en let ømhed i kæben, efter jeg har siddet og storsmilet under koncertens sidste nummer, hvor de giver los med guitarhelteri og en rytmisk kompleksitet, der føles så meget desto mere som en forløsning, som den er blevet holdt tilbage indtil nu. Jeg ved ikke, hvordan de andre koncerter i byen denne aften har været, men vi, der valgte Autometer, har i hvert fald ingen grund til at ønske os noget som helst andet sted hen.
