Hørt! | Live | Nyheder

11. januar 2026

AySay – Store Vega, Kbh – 09.01.26

FUNKY FORKÆLELSE

Foto: Jeppe Gondolf

Skrevet af Allthat.dk

Af Peter Andersen

Første gang jeg hørte AySay var i Jamteltet på Tønder Festival i 2023. Vel nok festivalens mindste scene, og kurdisk-tyrkisk musik fra Aarhus er heller ikke det, man normalt forbinder med Tønder. Vi, der havde mast os ind, fik en rigtig god koncert, og vi fik danset.

Anden gang jeg hørte AySay var fredag aften i et fyldt Store Vega i København. Og vi fik mere end bare en rigtig god koncert; vi fik en oplevelse.

Ét er, at instrumentspilleriet er overlegent. AySay er som udgangspunkt en trio med Carl West Hosbond på guitar, Aske Døssing på svinsk swingende trommer og så dansk-kurdiske Luna Ersahin, som foruden at synge (som jeg tænker engle synger i Mellemøsten), spiller på det klassiske, langhalsede strengeinstrument saz.

Live er besætningen udvidet med percussion og elbas, men ikke nok med det. Midtvejs entrerer et kor med hurtigt talt 18 stemmer for at hjælpe Luna Ersahin med at synge en palæstinensisk folkemelodi, som AySay har gjort til lidt af et varemærke til deres koncerter. 18 sortklædte mennesker bag den hvidklædte forsanger, syngende og svajende sammen som en blomst i vinden.

Til sidst kommer koret på scenen igen, men ind kommer også en tenorsax og en barytonsax (et af verdens mest sexede instrumenter, hvis man spørger mig) til en kakofonisk finale. Nu er det ikke en yndig blomst, vi ser, men en smuk, vildtvoksende tidsel.

‘Generøst’ og ‘overskud’ er to af de ord, der falder mig ind på vej ud af den fredede bygning på Enghavevej. Som dengang Den Sorte Skole fik en masse penge af Roskilde Festival og brændte dem allesammen af på gæstemusikere, et islandsk kor og et lysshow, der fyldte nattehimlen.

Undervejs er vi blevet forkælet med en gang funky, anatolsk musik, som naturligvis og heldigvis også trækker på danske folkemusiktraditioner. Præcis på samme måde, som man kan høre at Derya Yıldırım & Grup Şimşek har hjemme i Hamburg, og at Altin Gün kommer fra Amsterdam. Og vi har fået en koncert af den slags, hvor musikken bare flyder, tiden forsvinder og sætlisten egentlig ikke betyder så meget.

Det var Vegas sæsonåbner og sikken en. I april og maj er AySay på turné rundt i landet, og til august vender de i øvrigt tilbage til Tønder. Jeg kan ikke love, at det hver gang bliver med kor og saxofoner, men jeg kan næsten med garanti love, at man får en rigtig god koncert.

Alle fotos af Jeppe Gondolf

Seneste Nyheder

Live | På vej

Prince tænkte som en jazzmusiker

Dokumentationen kan høres i de næste fire uger i København

Hørt live

Arsenal Mikebe – Spillestedet Alice, KBH – 31.01.2026

Flammende rytmiske bølger ramte hele kroppen

Nyheder

Signe Svendsen med Band – DR Koncerthuset, KBH – 07.02.26

En fuldtræffer af en triumf for fællesskabets værdi og berigende energi

Nyheder

Made In Wood – H15 Scene, København – 5.2.26

Bevægende nordisk ro i stormens øje

Kontakt

Adresse
All That...
c/o Sundance Publishing ApS
Gothersgade 107
1123 Copenhagen K
Denmark

CVR 27482899

Redaktion
Mads Kornum
Tel. +45 21 95 20 12
madskornum@allthat.dk

Annoncer
Susanne Benz
Tel. +45 60 60 18 88
susannebenz@allthat.dk

Kommer snart

Denne feature er under opbygning