Af Erik Jensen
En hovedløs mandekrop i plastik uden penis, men klædt i frakke, handsker og kasket, placeret for enden af en trappe, møder os på coveret til det andet udspil fra duoen Bechman Sidenius. Rigeligt til at gøre mig nysgerrig og lade øret snige sig ind til en lytter, If I Could.
Selv om der kun gemmer sig seks numre (og godt 28 minutters musik) bag coveret, er det en god idé at væbne sig med åbne sanser og tålmod. For det kræver lidt tid at hitte ud af, hvor i det musikalske univers, vi befinder os. Duoen, der er ude med sit andet mini-album, henviser til americana og folk som Tom Waits i deres referencer. Nuvel, Janus Bechmann synger på engelsk, men egentlig er der mere tale om en nedtonet, næsten skrabet blues, der udspiller sig i tyste nordiske skove, lige før mørket faldet på.
Der går de rutinerede og modne herrer Bechman og Sidenius rundt og spekulerer over muligheder, der forsvandt, kærlighed, der døde ud og de håb, som ikke desto mindre skæres ud med bulede og forvredne guitarer af Bechmann og listes frem i Morten Sidenius beherskede, men særdeles udtryksfulde trommespil.
De seks sange byder sig først og fremmest til gennem instrumenterne. Melodisk er landskabet lidt fladt og Janus Bechmann er en mere personlig end decideret udtryksfuld sanger. Bedst kan jeg lide duoen, når den skramler mest i retningen underspillet blues som i ‘Lost’ og den decideret skønne afrunding med ‘Be The One’.
Men der er liv i skovbunden og man kan kun håbe, at Bechmann og Sidenius besidder samme tålmodighed som deres herligt langsomme musik og får lov at præsentere deres særegne univers på livescenerne, hvor der givet kan lægges meget til udtrykket på et minialbum, som står indbydende som visitkort.
