Af Mette Breckling

Sammen med sit band forvandler norske Beharie stilheden til storm og stormen til poesi – med en stemme så sjælfuld og en koncert så groovy, at discokuglen i loftet danser og bænkene langs siden bevæger sig.

Scenelyset sættes og salen i Lille Vega slukkes. Kæresteparret ved min side, trækker vejret ind og puster samstemmigt ud. De smiler til hinanden og står i en omfavnelse. Med et blik, der signalerer, at denne aften er noget særligt og at Beharies musik har betydning for dem.

Selv ved jeg ikke, hvad jeg er gået ind til, hvilket altid er et spændende udgangspunkt.

Bemærk navnet Malu Pierini

Åbningen med support, Malu Pierini, sætter i selskab med en velspillende guitarist, stemningen er smuk. En nærværende optræden, der lader lyset og lyden finde sin plads, og publikum indfinde sig.

Malu fanger folks opmærksomhed – med sit flydende, drømmende musikalske univers, sin hjertelige stemme og smukke melodier. Hun tryllebinder Lille Vega med sine engelsk-franske tekster og sin ægthed. Efter 30 minutters opvarmning, fortæller hun, at hun spiller sin egen koncert i Lille Vega d. 17. februar, næste år.

Noget man nok bør notere.

Forventningsfuldt publikum

Da Beharie, efter en pause, træder op på scenen, er rummet varmt, vådt og forventningsfuldt.

Hans sjælfulde stemme strømmer ud af de store højtalere, varm, intim – som en skrøbelig hvisken i Vega.

En sensibilitet indfinder sig – og det eneste jeg ved på forhånd om Beharie er, at han er en ’rising star’ i alternativ soul.

“Hello København, har I det fint?”, siger Baharie på syngende norsk – og bliver mødt af et brølende “JAAAH” fra salen.

“Jeg var her i fjor”, fortsætter han – og der lovede jeg, at vi ville komme tilbage og spille igen. “Now we’re back”.

Nummeret ‘Alibi’ fra det seneste album When the silence gets too loud går i gang og det føles som om, vi i fællesskab forsvinder ind i Beharies bløde vokal.

“I saw your face the other day, couldn’t find the words to say, wish I knew the secrets in your eyes”. Sangen får mig til at mærke et lille buzz i brystet.

Med elementer fra indie, folk og soul, er der en smuk balance, når guitaren griber, bassen brummer, og orglet folder sig ud.

Som om himlen åbner sig over fjeldene. Og en blændende Beharie, står midt i det hele og blinker. En lysende nordmand. Jordnær og magnetisk.

I en sørgmodig solosang midt i spotlyset står en helt sal, kollektivt og holder vejret, efterfulgt af eufori og bragende bifald. Og sådan er det gennem hele koncerten.

Det stille udtryk, der stiger i intensitet. En vekselvirkning i Vega, mellem rytme, melodi og harmoni. En organisk Beharie’sk bevægelse.

Fra akustiske øjeblikke, smukke korarrangementer, til svedige orgelsoloer og dramatisk sammenspil.

Følelserne kommer frem

Vi er ikke bare til koncert, men på en musikalsk rejse sammen. Med sange som:  ‘We never knew’ og ‘Deadly’, der særligt får begejstringen i salen til at brage.

Og numre som ‘Anytime’, ‘Wake up’ og ‘Coyote pt. I’, der for alvor får følelserne frem hos folket.

Hvert nummer er et kapitel – med Beharies personlige fortællinger, der inviterer os ind i hans intime verden.

Som optakt til et nummer, fortæller Beharie, at han skal flytte til København næste år. Og hvis nogen har en lejlighed, kan de bare skrive til ham.

“Jeg har et ledigt værelse” råber en kvinde i rummet.

 Beharie griner og siger, at han skal bruge en hel lejlighed. “Jeg skal bo der med min kæreste”, tilføjer han – og sangen ‘Won’t you let me go’, tager sin begyndelse.

Der er noget berusende over aftenen. Som når man indtager den første tår og mærker varmen brede sig fra fødderne til brystet. En brusende fornemmelse og en tiltagende rus, der aldrig når at tippe over, men bare summer og snurrer i kroppen.

Det intime rum i Lille Vega, samt et dedikeret og engageret publikum, giver plads til at hver enkelt tone kan høres. Det gælder desværre også et højttalende vennepar, et par rækker bagved mig, der mangler feeling og situationsfornemmelse og måske har fået lidt for meget vådt indenbords. Men så kan man jo heldigvis flytte sig – og det gør jeg så.

Jeg får derfor den sidste del af koncerten helt oppe foran scenen – og bliver af hammondorglet blæst bagover.

“Tusind tak, København”, slutter den norske stjerne og bukker.

Da sidste tone rinder ud, mærker jeg, at stilheden i salen begynder at larme.

En poetisk efterklang.

Beruset og begejstret over Beharie.