Der var udsolgt til den traditionsrige Ben Webster prisfest, som i år blev afholdt på Bartof Station.
Dette års to vindere af Ben Webster prisen – pianisten Rasmus Sørensen og trommeslageren Anders Mogensen – havde taget hver deres drømmehold af musikere med, så de hver især kunne give et sæt med prøver på den levende musik, der har gjort dem til helt velfortjente prisvindere.
De leverede to stærke og meget forskellige sæt. Især 27-årige Rasmus Sørensen – med helt nye og uprøvede numre på sætlisten – flankeret af den sprudlende og velspillende rytmesektion Cornelia Nilsson (trommer) og Mathias Petri (bas) imponerede med den slags individuelle færdigheder, der løfter fællesskabet.
Og det samlede udtryk gjorde tilmed et ekstra indtryk da guitaristen Pelle Von Bulow var gæst på de to sidste numre. Meget at musikken ganske kompliceret kompositorisk og i forhold til udførelse – men dejlig ukompliceret, let og nærværende at lytte til.
Jeg kom til at tænke på et citat fra den britisk-bahrainsk trompetist, flygelhornist og komponist Yazz Ahmed, der for nylig udtalte:
“Jazz isn’t just ENTERTAINMENT, it is a serious art form and the skills required take years to hone”.
Kort sagt en fabelagtig aften, der underholdende og afslappet blev ledet af formand for Ben Webster fonden Jesper Løvdal. Undervejs fik man i bonus også oplevet at bassisten Jens Sølund, der sammen med Peter Jensen, fik årets Ben Webster ærespris, i den grad også kan underholde med gode anekdoter fra en langt liv i jazzens tjeneste. Ham gad jeg godt høre på en hel aften, og det kan man heldigvis også ude i den virkelige verden, da han ofte tager ud og holder foredrag – f.eks. under titlen ”Jazzanekdoter” – Skæve og skægge anekdoter fra jazzens overdrev.
Denne aften var heldigvis mest af alt overdreven livsbekræftende, i form af både at kunne se tilbage, og samtidig mærke at nye døre åbner sig i samtiden, i en fælles vision om at jazzen er fremtiden. Men skal jazzen i alle dens afskygninger være mere end mere eller mindre lukkede klubber, og ramme bredere endnu, så kræver det nok bedre markedsføring fra Ben Webster Fonden og os efterhånden få musikformidlere i medierne. For uden at skulle gøre alder i sig selv til et emne, så var det ikke ligefrem Rasmus Sørensens jævnaldrende der var mødt op denne hyggelige tirsdag aften i kælderen midt på Frederiksberg, hvor gennemsnitsalderen var til den pensionsmodne side. Det gjorde så heldigvis ikke stemningen mindre god i selve nuet.
