Hørt! | Live

4. maj 2026

Bertrand Belin – Bremen Teater, KBH – 03.05.26 –

Elektrisk pop-rock med fransk poesi og filmiske kompositioner

Foto: Jeppe Gondolf

Skrevet af Allthat.dk

AF METTE BRECKLING

Klokken seks minutter i showstart, er køen foran Bremen stadig 100 meter lang. Folk tripper, nogle forsøger at snige sig foran, andre står helt stille og sludrer. Flere sprog er i spil. Solen er brændende og får samtlige folk i deres stiveste puds til at smelte. Køen koges ned til én person. Jeg træder ud af skyggen – og dørene til Bremen lukkes.

Salen summer af sommer og bobler af begejstring. Lyde af liv, lykke og fyldte glas. Folk taler dæmpet. Det er den modne generation. Samtalerne flyder på fransk. Der er en særlig stemning af lørdag på en søndag. Jakkesæt og korte kjoler. Kærestepar og fnisende veninder. Og så ringer klokken. Salen samler sig og mørket falder på. Blå blink. Dyster lyd. Bertrand Belin træder roligt ind på Bremens skrå brædder. Publikum pifter, hyler og klapper.

Belin er betagende. Han står på scenen, rank og rolig. Det er som at betragte en karakter i en forestilling, der siger sætninger man ikke helt forstår. Og alligevel giver alt mening. Sproget er ikke i vejen her, det er opløftende og åbner sig. Belins blik er fjernt, når han synger, men stemmen er intens. Et forførende fransk nærvær. En elektrisk poet er ankommet.

Med sig på scenen har han to kvinder og fem mand. Seks, hvis man tæller lydmanden med. Og et helt hav af tangenter. De første toner forfører og lander forsigtigt. Belins stemme bevæger sig brummende gennem salen. Som røg på en bodega der siver hen over de levende lys.

Belins bassist er berusende. Med et forførende groove, sort netundertrøje og blinkende bælte. Jeg ved godt at musikskribenter bør afholde sig fra at kommentere tøj, men i tilfældet her, har jeg en fornemmelse af, at denne bassist er cool med, at jeg nævner det. Han er glimtende groovy og funky på den fede måde. Noget der får kvinderne i sæderne til at gynge.

Hele holdet svinger. Der er et sitrende sammenspil, en fascinerende rytmisk forståelse. Selvom Belin står i centrum, giver han plads til alle omkring sig på scenen. Og han inviterer publikum ind i cirklen. Hans franske fortællinger fremføres i insisterende og drømmende monologer.

“Til jer, der ikke forstår hvad jeg siger, forestil jer dette: Jeg er på en strand, det vil sige at, jeg tog til stranden og derfor befinder jeg mig altså på stranden. Jeg ligger på mit håndklæde, på min mave. Med et hul i sandet, som jeg har lavet til min næse. Jeg har ørerne helt fri. Fri, så jeg kan ligge og lytte til hvad der foregår omkring mig,” siger Belin, med sin charmerende fransk-engelske tone.

Og fortsætter:

“Så jeg ligger altså på stranden. På maven. Jeg hører skridt i sandet, skridt på afstand, der kommer løbende imod mig. Hvorfor løber folk i sandet på stranden, tænker jeg. Det er et barns ben der kommer løbende. Det er bare fødder i sandet. Jeg kan høre, at fødderne bevæger sig på en måde, så det lyder som en størrelse 38. Det lyder som et barns fødder. Barnet er måske 12 eller 13, eller måske 9 år. Anyway – Barnet bevæger sig hen til mit hoved. Og fødderne er lige ved mit øre. Det er utroligt så tæt man tillader sig at træde på andre mennesker på stranden, tænker jeg” 

Bertrand Belin får Bremen til at grine.

Showet er en sammensmeltning af jazz, pop, rock og stand up. Det er en fascinerende og cool cocktail. Belins optræden er gennemført. Mørk, morsom og dragende. Med en dyb og tør stemmeføring – i et flimrende filmisk univers, der runger lidt af Belins åndsbrødre –  Cave og Cohen. Et dystert, poetisk og lækkert lydbillede.

Belin danser rundt på scenen og er ‘in the zone’. Sanselige bevægelser, a la Julio Iglesias. Bevægelser, der er en blanding af ballet og boogie. Forførende trin. En hånd, der løfter sig og dirigerer følelserne. Hænder, der langsomt skærer gennem lyden. Hver bevægelse har betydning. Han er virkelig inde i musikken og lyden vokser. Han rækker ud efter sin guitar, og salen bliver elektrisk.

Belin er en åben bog, der brænder. Med fransk poesi og stilfulde kompositioner. Ordene flyder ud af ham som små glimt af hans drømme. Man mærker dem uden at forstå dem. Musikken er et universelt sprog.

En kvinde ved min side lukker sine øjne. Manden på den anden side lægger en arm omkring hende. Gulvet er fyldt med kærestepar og kvinder. Og hvinende veninder med varme kinder.

Belin takker Bremen for at bringe ham tilbage til København. Han takker publikum og personale. Han takker lydmand og lysmand, scenetekniker og samtlige musikere. Han takker alt og alle. Kærlighed til hver og en.

Efter tusinde klapsalver og to ekstranumre rejser rummet sig med åbne arme og danser til de afsluttende toner. Belin er begejstret og fremstår bevæget.

“ Merci beaucoup ! Thank you so much. Tak”

En fransk pop-rock crooner sender håndkys, vinker farvel og forlader scenen.

Folk rejser sig langsomt. Smiler, finder frakkerne frem og samler sig ude foran i små søer. Solens stråler er stadig skarpe. En kvinde låser sin cykel op, kigger på sin veninde og siger: “Hold kæft, han var sød. Totalt cool stemme hva?.”  Veninden vender sig rundt og nikker: “Ja, og ham bassisten med diamantbælte altså. Og bandets ekstreme energi sammen – “Wow!”.

Veninderne cykler væk, mens deres stemmer stadig snakker. Der er franskmænd på de fleste fortove. Og syngende københavnske kvinder. Nogle nynner genkendelige melodilinjer, andre bevæger sig bare videre. I den samme retning.

Bertrand Belin og hans band, bliver hængende – holder en velfortjent pause i et par timer, før de endnu engang skal på scenen, denne blinkende solfyldte søndag aften på Bremen.

Seneste Nyheder

Nyheder

HUN SOLO Extravaganza

Se video fra vigtig og vægtig fejring mod nye mål

Nyheder

HUN SOLO 10 år

En diversitetseksplosion, der har sat spor

Nyheder

Simon Spang-Hanssen Turtle Talk Quartet- Christiania Jazz Club – 29.04.2026.

Fængende kompositioner og livgivende energi

Nyheder

VÆRINGS MUSIKLYTTERI på SPOT FESTIVAL

Del 2 - de danske anbefalinger

Kontakt

Adresse
All That...
c/o Sundance Publishing ApS
Gothersgade 107
1123 Copenhagen K
Denmark

CVR 27482899

Redaktion
Mads Kornum
Tel. +45 21 95 20 12
madskornum@allthat.dk

Annoncer
Susanne Benz
Tel. +45 60 60 18 88
susannebenz@allthat.dk

Kommer snart

Denne feature er under opbygning