På en gang søgende og selvsikker står den nu 59-årige Pernille Bévort på toppen af sin karriere. Tonen på tenorsaxen er fyldig, og fraseringerne udføres næsten helt uden vibrato. Spændvidden på saxen er omfangsrig – uden det øvre register dog bevæger sig helt op i stratosfæren. Bévorts kompositioner er effektive og aldrig fortænkte. Frem for alt er trioens sammenspil eminent. Det er åbenbart at Bévort trives, når hun bliver sat i scene med et sydende og groovy akkompagnement.

Ankarfeldts spil på kontrabassen er solidt uden at være pralende – Thomas Vangs optagelse ude i The Village yder fuld retfærdighed til det store træ-instrument. Især bemærkes Lillienskjolds supporterende trommespil med brug af kantslag, albuer i trommeskindene og andre imponerende finurligheder.

I petitesse-afdelingen kan man måske indvende at det er lidt mærkeligt, er der i mixningen er kommet rum på saxen, mens bas og trommer står knastørre. I et enkelt nummer (Speak Up) har Bévort også trickindspillet en andenstemme i temapræsentationen. Det er med til at skabe variation. Ligeledes kunne ændringer i lydbilledets dybde undervejs også yderligere have skabt lidt variation. Bévort har heller ikke valgt at variere ved at skifte til sopransax eller tværfløjte.

Ikke des do mindre vokser denne trio-udgivelse, jo mere man lytter til den. Og det er kun de bedste, som slipper afsted med at holde lytterens interesse fangen igennem 50 minutters trio-jazz udelukkende med tenorsax, kontrabas og trommer – og altså uden et harmoni-instrument.

A CUP OF JOE henviser til den amerikanske tenorsaxofonist (og fløjtenist) Joe Henderson, som angiveligt har inspireret Pernille Bévort. Dermed lægger hun sig i slipsporet af 1960ernes moderne jazz.

Cim Meyer

Pernille Bévort (ts), Morten Ankarfeldt (b), Espen Laub von Lillienskjold (d)