Der var indkaldt til en eksklusiv snigpremiere på alle numrene fra det kommende album Elsker min næste fra Bo Bech. Albummet, der er det første i hans eget navn, udkommer den 6. juni 2025.
Ellers er han primært kendt som frontfigur og sangskriver i den københavnske rock-kvartet Falderebet, og i americana-bandet The Reptones. Med de to bands er det blevet til i alt 10 album siden 2012.
Elsker min næste er produceret og mixet af Nikolaj Nørlund, og ellers lavet i tæt samarbejde med Jesper Rasch, som også tidligere har været en del af The Reptones.
Det er dog de gode folk fra Falderebet – guitarist Henrik Berger, bassist Jakob Lund og trommeslager Anders Ramhede – der flankerer Bo Bech denne aften, bortset fra på ’Jeg har aldrig fri, hvor Rasch fik overdraget stikkerne.
Det bliver dog hurtigt tydeligt, at det her ikke er en Falderebet koncert med nye sange. Bo Bech Band lagde veloplagt ud med ’Sætter alting i sving’, og den titel kunne tages ganske bogstaveligt. For det var en et langt mindre kraftfuldt udtryk end man normalt oplever det hos Falderebet. Men det var bestemt ikke mindre effektfuldt, snarere tværtimod.
Som altid når Bo Bech skriver sanger, sætter han sig selv i spil, og gerne med følelserne helt uden på tøjet. Som solist virker han dog endnu mere nærværende og personlig, og til tider helt næstekærlig i numre som ’Jeg elsker min næste’ og ’Jeg savner dig’.
Der er også som solist bid og dybde i Bo Bech som sangskriver, ikke mindst når han på tre numre omfavner det at blive ældre. ’Jeg er for gammel til at lyve’ og ’Jeg troede det ville længere tid at blive gammel’ foldes ganske originalt og livsbekræftende ud, og det i en musikalsk retning, der fik en til at tænke Michael Falch når han er aller bedst.
Niveauet var generelt højt hele vejen igennem i de ni numre, som man kun kan glæde sig at høre i albumversionerne. ’Natklub’ manglede dog lige det sidste, og havde pudsigt nok slet ikke samme berusende virkning som de øvrige numre.
Højdepunktet var den underfundige ’Projektorienteret melankoli’, der lød som et vanvittigt godt bud på hvordan Warren Zevon kunne have lydt på dansk. Simpelthen et stjerneskud af et nummer i både tekst og musik.
Lund og Ramhede spillede hele vejen igennem tight og stilsikkert, mens Berger flere gange imponerede med nærværende og flotte guitarsoloer af den slags, der i sig selv kan løfte et nummer.
En særdeles opløftende premiere.
