Af Erik Jensen
Aldrig har Bo Bech Arvin lydt så godt, som tilfældet er på hans debut som solist, Elsker min næste. Det er produceret af Nikolaj Nørlund, der har hevet sangeren ud af den lydmæssige knytnæve, han plejer at stå frem i med den effektive centrifuge af et band, vi kender som Falderebet.
På Elsker min næste er der luft og lys mellem instrumenterne og rum omkring Bo Bechs vokal. Det klæder nogle sange, som profiterer af at tempo og arrangementer giver dem plads til at vise deres melodiske holdbarhed.
Den typiske historie, når en vokalist forlader sit band for at vise mere voksne og følsomme sider af sig selv frem, kan man indvende. Sandsynligvis sandt, men hvad så? Hvis Bo Bechs bedste sider foldes ud her i en musik, der passer bedre til de lidt knarvorne sange, han bedriver fra et sted midt i det liv, der viste sig ikke at bestod af lutter solskin og softice, er det i den grad i orden med mig.
I sangene sprænger Bo Bech rammen omkring det billede af ham selv, som en lidt mindre bemidlet blanding af Michael Falch og Peter Sommer. Sangene er som altid lige ud af en godt brugt Netto-pose med tro på, at rocken stadig er gangbar, musikalsk valuta. Med tekster, der er talt lige ud af den modne mands erfarne hjerte, der ved, at grundlaget for lalleglad optimisme krymper endnu hurtigere end håret på hovedet.
”Pladen er gået i hak op og pick up’en er slidt/ jeg kan slet ikke selv finde vej/ jeg savner dig”, synger Bo Bech i balladen ’Jeg savner dig’, der helt enkelt blotter en uventet sårbarhed hos den normalt så brølstærke rocker.
Flere facetter er der i titelnummeret om en bekendt uden mindreværdskomplekser, der har det gjort det så flot, at den voksne Bo ser til med slet skjult modvilje. ”Din kone er sød, ja, selv dine børn”, vrænger den misundelige Bo Bech i den befriende ærlige tekst med erkendelsen: ”Inderst inde håber jeg, at lykken går på hæld/selv om jeg elsker min næste og hader min mangel på oprigtighed”. Så meget for den positive rygklapper-hygge, der breder sig rundt omkring den ’gamle sure mand’. ”Jeg er for gammel til at lyve”, som Bo Bech synger i sangen af samme navn. Herligt.
Et af de bedste bidrag på et album, der bliver bedre og bedre hele vejen igennem. ’Jeg har aldrig fri’ er den rastløse sjæls undren over, hvordan man egentlig bærer sig af med at tage fri og bare slappe af, i et funklende fint arrangement og fornemt sunget af Bo Bech, der viser nye sider af sin vokale kunnen. Også i albummets bedste sang, der vel kunne stå som en slags overskrift på hele Bo Bechs væsen og værk: ’Projektorienteret melankoli’ om endnu en konference i tomhed. ”Jeg tegner dyr og lægger planer/ livet er forbi førend man aner”, synger vor jyske superoptimist. Så smittende, at det er svært ikke at dele af dele hans mistrøstighed over alt det, vi fylder tilværelsen ud med for at give den mening, vi så har alt for travlt til at se som regel er lige ved siden af os.
Hurtigt videre til den raske rocker ’Troede det ville tage længere tid at blive gammel’. Her parres sortsynet med en klædelig humor, da vor helt tænder for ”for radioens P3 i forventning om D-A-D og Dizzy Mizz Lizzy”, for kun at finde ”hip hop og Tessa – jeg troede, at det ville tage længere tid at blive gammel”. Kender man det? Lige så meget som chokket over sit eget spejlbillede om morgenen. Ak ja.
Måske er der en slags trøst at hente i den afsluttende ballade om ’Vort åndelige fælleseje’? Ikke rigtigt. Her er melankolien over tidens nådesløse ragekniv, der skærer alting af og i stykker, blot udvidet til det par, der har gjort boet op og delt det mellem sig. Men hvad så med alle oplevelserne, følelsen af at se på billeder ”af ungerne som små” og alt det andet? Hvordan deler man den slags? Det synger om Bo Bech om med stort set kun et klavers akkompagnement.
Smukt og prunkløst i al sin nøgternhed.
Lad os bare være ærlige og erkende, at den modne, hvide mand, som måske oven i købet er heteroseksuel har det hårdt i disse år og måske synker lidt ned i mistrøstighed ind i mellem. For denne truede art er det en stor glæde at have en så fin og ærlig sanger som Bo Bech.
NOTE: Albummet udgives til efteråret på vinyl.
