Smag lige på ordet. Levebrødsmusiker. Umiddelbart et ord, der ligesom levebrødspolitiker, har en lidt kedelig og endda til tider, en lidt nedladende klang.
Det burde i stedet kalde på respekt. Til de mennesker, der ’Against all odds’ holder ved i egne drømme og bidrager i en kamp for kultur, musik, demokrati eller andet godt for fællesskabet. Folk der via deres valg af en usikker eller udefinerbar karrierevej, alligevel kan brødføde sig selv, og undervejs endda dele ud til andre.
Så kæmpe respekt til nu 60-årige Bobo Moreno, der hele sit voksenliv, har tjent sine penge i musikkens verden, og sammen med sin kone har kunne betale sine regninger, og forsørge tre børn.
Jeg vil påstå at stort alle voksne lyttere indenfor rytmisk musik har set eller hørt Bobo på et tidspunkt. For hans virke som sideman er næsten uden sidestykke.
Måske du har hørt ham i kendingsmelodien til ’Far til Fire giver aldrig op’ eller på ’Bella Notte’ fra den danske udgave af Lady & Vagabonden – eller hørt ham synge julen ind og ud med Sinne Egg.
Har du lidt flere år på bag og i smag, så kender du ham nok også fra soul-pop duoen Peaches & Bobo, der udgav et enkelt album i 1993 og særligt hittede med ”A place to Turn”.
Fra Pop til Rock via Jazz, Soul og Gospel. Han kan det hele. Derfor i mange år også en efterspurgt gæstevokalist hos diverse symfoni//harmoni/brass-orkestre og Big Bands, samt i en lang række underholdningsprogrammer på DR og TV-2, og ikke mindst som stemme i diverse TV- og film produktioner.
Undervejs er det også blevet til slidstærke album i samarbejde med nogle af jazzens store navne, blandt andre Ole Kock Hansen/Bo Stief, Ernie Wilkins Almost Big Band, Niels Jørgen Steen’s Monday Night Big Band og Kjeld Lauritsen.
Der er med garanti mange årsager til han har været så efterspurgt. Men den primære er stemmen. Fuld af glød, varme, sjæl og altid med indlevelse og personligt aftryk. Man bliver helt tryg, når man hører den stemme.
Derfor er han en så blændende fortolker af andres sange. Hans håndværk er i orden, og der tilsættes altid nærvær og nerve.
Nu har han for første gang i sin musikkarriere udgivet et soloalbum med egne sange. At han ikke har gjort det før, skyldes blandet andet at han har haft svært ved at finde sin egen identitet i en mangeårig forgæves søgen efter sin biologiske far.
Han fandt heldigvis svaret og sin egen identitet, og det er der kommet et særdeles lyttelækkert og vedkommende album ud af.
Teksterne kredser om alder, miljø og relationer og om livets store puslespil, der ofte må samles uden tidshorisont og uden at kende antallet af brikker.
Lyden på Missing Pieces er professionelt håndspillet og total tidløs. Meget amerikansk. Meget langt fra tidens lyd. Men helt på niveau med det bedste fra Michael McDonald, Hall & Oates, Chicago, Pages og andre ligesindede indenfor den soul-pop/vestkyst rock, der havde sin storhedstid i slutningen af 70’erne og det første halvdel af 80’erne.
Det her album kunne godt være en ‘klassiker’ der var skabt og udgivet omkring 1979, og alligevel føles det hverken old-school eller retro. Det har så meget vægt og værdi i nuet, fordi man hele vejen igennem kan høre at det er lagt sammen af summen af en sulten, søgende og bundsolid sangskriver, en fabelagtig sanger, og ikke mindst et drømmehold af danske og svenske musikere.
Ni numre foldes ud på godt 37 minutter. Ikke noget med korte skarpskårne numre, tilpasset en hitskabelon eller TikTok tiden. Der gives plads, ikke til fyld, men til at musikerne kan farvelægge og varme øregangene.
Åbningsnummeret ’Crawling back’ er Grand Cru Pop-Soul. Smoothie på den smagfulde og groovy måde. Det står allerede her klart. Bobo har fundet hjem. Skabt et sjælfuldt soundtrack over et levet liv.
Det følges op af ’There’s a Better way’ – der har potentiale som årets radiohit på P5, nu hvor P4 og P3 insisterer på ikke at have plads til kvalitetspop sunget af voksne.
Et nummer, der hos mig som lytter tænder håb og optimisme i en grå tid. For i skøre og usammenhængende tider, er de simple budskaber til tider de stærkeste. Og Bobo fastholder her en tro på at vi kan flytte og rykke brikkerne lidt anderledes.
“So the world belongs to the true believers / The ones who’ll protect all the birds and beavers / The ones who can talk to the self-deceivers and say / There’s a better way“.
Og sådan bliver albummet ved at være en ægte og næstekærlig musikalsk krammer. Undervejs bliver det måske lige ’banalt’ nok tekstmæssigt. Ikke mindst når det er hjerte og smerte, der er i centrum, som på ’Don’t Break up on the Phone’ og ’Fall info You’. Men i den her ‘boldgade’ er der ingen grund til at sende poesipolitiet på arbejde, for det er slet ikke agendaen her.
Det er med garanti i stedet at lave et gennemført iørefaldende album med varieret musikalsk sammenhængskræft, og det lykkedes til fulde, også selvom et nummer som ’Let My Love Be Your Mansion’ for mig bliver lige lovlig sødt med dets ’Bee Gees glasering’.
Til gengæld leveres der små fem minutters ren optursfunk på ’Last Time’ og de skønneste country vibrationer a la Eagles og Jackson Browne på ’Never Went Back Home”. To forskellige mesterstykker for sangskriveren og produceren Bobo Moreno.
Men svendestykket er albummet i sin helhed, og så lige toppet af ’I Hope You Feel Better. En groovy og svampet ’west-coast’ perle af dimensioner. Det oser af eviggrøn verdensklasse.
En slags udgangsbøn, der også viser at Bobo Moreno ikke ‘bare’ er den pæne mand i klassen, men også har masser af autensitet, kant og karakter;
Go to Hell – (I hope you feel better) – (I hope you feel better).
Jo, tak – jeg fik det bestemt meget bedre af at have dette album på repeat. Og det vil ikke overraske hvis man en dag hører Bill Champlin, Joseph Williams, Richard Marx eller David Pack fortolke Bobo Moreno.
Verden er jo i forvejen vendt på hovedet.
Bobo Moreno: Vokal, kor, keyboard, akustisk guitar, el-guitar, percussion, producer – Aske Jacoby: El-guitar, akustisk guitar – Staffan Astner: El-guitar – Niklas Medin: Hammond orgel, El-piano, Fredrik Landh: Bas klavinet, strings – Per Lindvall: Trommer, percussion – Rune Harder Olesen: Percussion – Anders Gaardmand: Tenor sax, Baryton sax, tværfløjte, Ari Bragi Karason: Trompet, flygelhorn, Nikolai Bøgelund: Trombone, Clas Olofsson: Pedal Steel, Sally Moreno Risell & Ella Moreno Risell: Kor, Dawn Joseph: Kor
