Af Thomas Vilhelm og Mads Kornum
Carsten (med det senere tilføjede kunstnernavn Valentin) Jørgensen er født den 9. maj 1950 og opvokset i Lyngby, hvor han fra midten af 60’erne spillede kopinumre med teenagerbandet King Size.
Jørgensen, der har måttet døje med sukkersyge gennem det meste af livet, blev uddannet som dekoratør i Magasin og efterfølgende som reklametegner med et sikkert blik for, at initialerne C.V. rent grafisk ville gøre sig godt på plakater og pladecovers, nu musikken og sangskrivningens kunst var udset til at blive hans levevej.
I 1974 debuterede Jørgensen med En stynet strejfer optaget på fire spor i det nødtørftigt udstyrede Werner Demo Studie, som stedet oprindelig hed. Pladen med lange ordrige tekster og ditto guitarsoli af vennen Ivan Horn blev til uden valg af producer og modtog blandede anmeldelser.
Det tegnede lovende, skrev enkelte med tilføjelsen af, at det hele tekstmæssigt og musikalsk dog virkede noget rodet. Rytmegruppen bestod af trommeslageren Gert Smedegaard og bassisten Erik Falck. Især Smedegaard (død 2018) kom siden til at spille en central rolle i Jørgensens karriere som fast ankermand i diverse bandformationer.
Falck og Smedegaard udgjorde sammen med Per Wium (guitar og keyboards) holdet bag Jørgensen på T-shirts, terylenebukser & gummisko (1975) indspillet samme sted under samme vilkår, hvilket voldte produceren Nils Henriksen visse hovedbrud undervejs.
Jørgensens toer var tilmed Henriksens debut i den rolle. Musikken er her mere stram og funkpræget, og teksterne er i forhold til debuten skåret ind til benet ændringer, der bestemt ikke gik kritikernes næse forbi. ‘Små kunstværker’ og ‘Vanvittig og alvorlig på samme tid som Marx Brothers var det’, stod der at læse i Berlingske Tidende og Aarhus Stiftstidende.
I løbet af 1976-77 skete der markante ændringer omkring C.V. Jørgensen. Pladeselskabet Hookfarm, der blev etableret og drevet af vennen Michael Krogsgaard gik i opløsning, og det blev skiftet ud med det større Metronome, der så potentialet til trods for, de første udspil ikke havde solgt specielt godt. Gruppen, Jørgensen turnerede med efter toeren, gik i opløsning grundet skænderier og uoverensstemmelser, og nye musikere måtte skaffes.
Erik Falck fulgte med, Ivan Horn vendte tilbage, og trommeslageren René Wulff komplementerede holdet, der i folkemunde blev kaldt Det ganske lille band, hvor Jørgensen tog sig af rytmeguitaren ud over det vokale. En skarp og uhyre kompetent kvartet viste det sig hurtigt.
Musikerne med indforskrevne gæster drog i det relativt nye Sweet Silence Studios for at optage Storbyens små oaser (1977) produceret af Nils Henriksen og med Stig Kreutzfeldt som tekniker. Sweet Silence bød på rammer med anderledes moderne udstyr, flere spor og bedre akustiske forhold, hvilket høres tydeligt.
Albummet markerede Jørgensens gennembrud og tæller klassikere som ‘Det ganske lille band’, ‘Entertaineren’ og ‘Bellevue’. Hans spiddende pen og skarpe iagttagelsesevner fik yderligere næring, og både publikum samt anmeldere kvitterede med begejstring – Det ganske lille band var konstant på landevejen de år.
Succesen fulgtes op med Vild i varmen (1978) og Solgt til stanglakrids i 1979, indtil det hele sluttede brat, før 80’erne meldte ankomst.
‘Det ganske lille band’ trilogien bød på hans mest samfundskritiske, kommenterende og politiske udsagn. Vild i varmen kredsede om emner som pengemagt, fascistoide tendenser, dekadence og anonymitet i ‘Et satanisk mesterværk’, ‘Det rene hetleri’, ‘13.294 bananer’ og ‘I en blågrå kupé”.
Modeluner, trends, personligt forfald og opportunisme tages under kærlig behandling på ‘Surf a la Mode’, ‘Christiania Blackstar’ og ‘Marchmænd i civil’. Musikken, der på toeren og treeren i trilogien er produceret af Stig Kreutzfeldt, var inspireret af amerikanske navne som Steely Dan, Doobie Brothers, J.J. Cale og Little Feat. Ambitionsniveauet var højt, men varede dog så kort.
C.V. Jørgensen ville noget andet og væk fra gruppeidentitet og banddemokrati for at blive enerådende herre i eget (skrive)hus.
Tidens tern (1980), produceret af Billy Cross og indspillet med musikere fra Delta Cross Band, er med over 120.000 eksemplarer det klart mest sælgende C.V. album. Her finder man landeplagen ‘Costa del Sol’ og fine skud som ‘Sæsonen er slut’ og ‘Det blonde danske smil’.
To år senere stod den atter på udskiftninger over hele linjen – og musikken skiftede med. På Lediggang A Gogo (1982) er Nils Henriksen tilbage i producerstolen, Smedegaard sad bag trommerne, og Lars Hybel (bas og guitar) var ny mand i opstillingen. Lyden er 80’er tidstypisk med en mere aggressiv snert end tidligere.
Titelsangen og de otte øvrige numre tager temperaturen på det moderne menneskes trængsler i et nyt årti. Albummet byder desuden med ‘Elisabeth’ på en af de smukkeste og mest ømme ballader i hele sangskatten.
Vennerne og vejen (1985) skruer yderligere op for 80’er sounden, og er efter min opfattelse en noget overset plade i C.V. regi. Henriksen spiller guitar ud over at producere, og guitar er der så rigeligt af med tilføjelsen af Aske Jacoby. Pete Repete sørgede for nye tonale farver med sine keyboards.
‘Datadisciplin’ og ‘Messe for en masse’ holder lyrisk og musikalsk stadig vand – C.V. har her mere end blot ‘fingeren på pulsen’. Han skærer den nærmest over. En produktion med power og punch.
80’erne rundes af med Indian Summer (1988), der klangmæssigt kører videre ad samme spor som forgængeren. Holdet er det samme minus Jacoby, og for første gang valgte C.V. Jørgensen selv at producere. Det slap han fint fra med stærke skud som ‘Alle mine bagmænd’, ‘Det regner i mit hjerte’, ‘Lokomotivation’ og titelnummeret.
90’erne kastede kun to studiealbums af sig begge af vidt forskellig karakter. I det muntre hjørne (1990), hvor det swinger ‘i Bjerringbro by Night’ i ‘Det si’r sig selv’, er mere afdæmpet og akustisk end Indian Summer.
Det tiende studiealbum i rækken er igen produceret af sangsmeden himself, hvor en vis Dylan inspiration træder tydeligt frem. Muntre poetisk set kan man næppe kalde numrene, men der bydes på lækkert guitarspil, lidt country og Americana, der får den lyrisk beske medicin til at glide lettere ned.
Med Sjælland (1994) produceret af Kasper Winding foretager Jørgensen det mest radikale stilskift af dem alle, men med klar kunstnerisk og kreativ dividende. De selvbiografiske træk og en vis form for statusopgørelse er ej at overhøre. Lyt blot til åbningsskæringen ‘Ude af sync’, hvor der bekendes kulør: ‘Jeg er ude af sync & cirkulation, men sig det endelig ikke til nogen’.
Technobeats, trommemaskiner og atmosfærisk klingende jazztrompet indfølt udført af Flemming Agerskov faldt imidlertid enkelte kritikere for brystet, mens andre fandt det nyskabende og spændende. Jeg hører klart til den sidste lejr, og ‘Ude af sync’, ‘Florafobi’, ‘Spildte bedrifter’ samt ‘Skygger af skønhed’ er trumfkort, der rydder bordet i ord og toner.
Der skulle gå otte år, før det indtil videre sidste studiealbum udkom. Med Fraklip fra det fjerne (2002) er dusinet fuldt. Winding producerede videre, og stilmæssigt er albummet en forlængelse af Sjælland over i det jazzede, men denne gang i et roligere gear. Der er ikke meget at danse til her, og tekstuniverset er vendt indad. Dybest set er der ikke så meget mere at sige, sidder man tilbage med en følelse af – og den følelse deler Jørgensen ifølge pålidelige kilder stadig selv stadig her 23 år senere.
C.V. Jørgensen rejste land og rige rundt med bagkataloget i 2002 og 2009-10, og begge turnéer er foreviget på live pladerne Så live som muligt (2003) og Sange fra scenen (2012). En del tydede på, at vi næppe kom til at høre yderligere fra den i forvejen lidet meddelsomme C.V., men i slutningen af 2017 lød det pludseligt, at sangskriveren atter ville glæde sit trofaste publikum med fire koncerter i april måned året efter.
Billetterne til dem blev øjeblikkelig revet væk, og ekstra koncerter blev tilføjet, ligesom en større udendørsturne blev arrangeret med optrædener både på Nortside, Tinderbox, Roskilde Festival og Smukfest, inden han spillede sin stadig seneste koncert den 14. september 2018 på Plænen i Tivoli.
”C.V. Jørgensen sang en slatten version af ’Sæsonen er slut’, da hans koncert i Tivoli var ved at være ovre sent fredag aften, og sæsonen er vitterligt slut for veteranen. Hans omfattende comebackturné nåede nemlig til vejs ende på Plænen, og måske var det også et farvel til landets mest lovpriste rockpoet. Man har lov at frygte.”, skrev en vanlig skarp Thomas Treo i omtalen af koncerten, og her syv år efter tyder meget på at frygten er blevet gjort til virkelighed.
Det var på det tidspunkt velkendt at vennen bag trommerne Gert Smedegaard var alvorligt kræftsyg, og han døde blot et par måneder efter Tivoli koncerten.
På årsdagen for dødsfaldet blev der afviklet en hyldest koncert på Bartof Station, og C.V. Jørgensen var naturligvis til stede. Men han blev siddende i sofarækkerne. Vemodigt og venligt smilende. Scenen trak ikke, den overlod han til andre. Og sådan har det været siden.
Der er således stærk begrundet tvivl om en af landets i særklasse bedste sangskrivere og tekstforfattere egentligt har mere at byde ind med live og i studiet, selvom han har jo overrasket før.
Efter sigende skrives der stadig nye sange på matriklen i Birkerød. Men hovedpersonen mener vidst ikke at det er nogle som verden har brug for at høre. Og den dømmekraft må vi jo bare respektere.
Og er det definitivt sidste virkelig ytret fra den kant, har vi heldigvis allerede mere end rigeligt at tage af.
Derfor skal der slutteligt lyde et taknemmeligt og stort tillykke med de 75 år til C.V. Jørgensen, der har budt på en række unikke og sublime stjernestunder, og ikke mindst tekster, der ubesværet står tidens distance med alle dens omskifteligheder, og har rørt og ramt flere generationer af danskere.
