af Cim Meyer
Fem numre, hvoraf de to første bygger på I Got Rhythm-harmonier, hvor man blandt andet hører noget så sjældent som Roy Eldridge og Eric Dolphy i samme gruppe og begge i hopla! Storswingende, raspende trompetspil over for kontrolleret vildskab på altsaxen. Med 17 års forskel på dåbsattesterne møder historisk erfaring avantgardens modernitet, og det er egentlig typisk for Mingus’ projekter.
Charles Mingus havde veneration for pianisten Art Tatum og hans ekvilibristiske fortolkninger af jazzens standarder. Mingus skrev et arrangement – inspireret af en reharmoniseret Tatum-udgave af ‘All The Things You Are’ – og gav det undertitlen ‘All’, for at få royalty-pengene, som Mingus ærligt siger. Der er ingen soli, man fornemmer slet ikke standard-melodien, og stykket slutter mærkeligt uforløst efter fem minutter. Alligevel er det et bemærkelsesværdigt, originalt arrangement, der her kommer frem i lyset for første gang (og uden at udgivelsens track list krediterer Mingus for arrangementet).
‘Reincarnation Of A Lovebird’ er velkendt fra Mingus’ oeuvre. Her er det andet forsøg på kompositionen, og det er hørt bedre på andre udgivelser. Sidst ‘Body And Soul’ med forrygende soli af Eldridge, Dolphy, Knepper og Flanagan.
Hvis du allerede har et par af Mingus’ hovedværker og har lyst til mere, så er denne udgivelse et godt sted at fortsætte. Eller som Eldridge sagde til Mingus efter studie-indspilningen: ”I’m glad I made this. I wanted to find out what bag you were in. Now I know you’re in the right bag.” (Citatet fortsætter i næste anmeldelse.)
Som det ofte er tilfældet med nutidens mastereringer af ældre optagelser, er der over-kompenseret for diskanttab, således at lyden er en anelse spids – men det er en detalje.
Lonnie Hillyer (tp #1, #3, #4), Roy Eldridge (tp #2, #5), Ted Curson (tp #3, #4), Jimmy Knepper (tb #2, #3, #5), Britt Woodman (tb #3), Charles McPherson (as #1, #3, #4), Eric Dolphy (as #2, #3, #5, b-cl #4), Booker Ervin (ts #1, #3, #4), Paul Bley (p #1, #4), Tommy Flanagan (p #2, #5), Nico Bunick (p #3), Charles Mingus (b, arr), Dannie Richmond (d #1, #3, #4), Jo Jones (d #2, #5). Indspillet 1960.
Jazz Artists Guild: Newport rebels
Egentlig bør udgivelsen med de fem numre tilskrives Charles Mingus og Max Roach, som protesterede mest højlydt mod den kommercielle tilrettelægning af de fem dage med Newport Jazz Festival. For hvidt og for meget pop, mente de. Samtidig var Newport i 1960 præget af decideret voldelige optøjer blandt fulde teenagere med 200 arresterede og 160 på hospitalet. På den baggrund arrangerede Mingus og Roach med flere en anti-festival, hvor musikerne greb produktionsapparatet. Den alternative festival blev stablet på benene uden mellemmænd og uden økonomisk rygdækning – typisk for Mingus – og forløb ganske fredeligt. Et af historiens ganske få tilfælde af kooperativt engagement blandt amerikanske jazzmusikere. Unge som ældre musikere deltog – deriblandt kapaciteter som Coleman Hawkins.
Blandt udløberne af projektet blev Jazz Artists Guild og disse studie-indspilninger, hvor Mingus og Roy Eldridge spiller sammen for første gang. Og i forlængelse af citatet nævnt i ovenstående anmeldelse fortsætter Eldridge til en stolt Mingus: ”…a lot of the young ones are so busy being busy on their instruments, they forget the basics. They don’t get all the way down into the music. You did, baby. It’s good to know. There are very few of us left out here.”
Udgivelsen er et vægtigt historisk dokument sprængfyldt med kraftfuld swingende jazz. Forrygende soli fra alle blæserne samt Jones, Roach, Mingus og i særdeleshed fra en helt uimodståelig Benny Bailey.
Abbey Lincoln (voc #4), Roy Eldridge (tp #1, #3, #5), Booker Little (tp #2), Benny Bailey (tp #4), Jimmy Knepper (tb #1), Julian Priester (tb #2), Eric Dolphy (as #1, #4), Walter Benton (ts #2), Tommy Flanagan (p #1, #3, #5), Kenny Dorham (p #4), Charles Mingus (b #1, #3, #5), John ”Peck” Morrison (b #2, #4), Jo Jones (d), Max Roach (d #2). Indspillet 1960.
