Af Erik Jensen
En aften derhjemme, hvor kærligheden bor. God rødvin i glasset, stille brændende ild i pejsen, rummeligt, blødt tøj og hjemmeskoene på. God plads til at lade musikken få fylde og til at tale om de inderste og store følelser. Den musikalske ledsagelse? Den giver sig selv: Charlie Wood og Your Love Is My Home.
Selv om Charlie Wood, 59 år, har den musikalske baggrund mere på plads, end nogen kan drømme om, er han ikke et velkendt navn på scenerne. Det kan man håbe på, at dette stemningsfulde og stilsikre album, som danske Stunt har udgivet, kan ændre på. Geografien er i sjælden grad med i biografien for Charlie Wood. Født og opvokset i Memphis og senere bosiddende i New Orleans, giver en solid ballast i alt det bedste, sydstaterne har serveret i den musikalske gumbo: jazz, blues og soul.
Pianisten og sangeren med den store, fyldige røst har da også gjort sig i alle afdelinger på et dusin soloalbum og spillet sammen med legender som bluesguitaristerne Albert King og BB King som organist. Og hjemme i Memphis findes der ligefrem en årlig ’Charlie Wood dag’ for at fejre den lokale helt. Nu må tiden være kommet til Europa, hvor Charlie Wood har boet – i England – de sidste 15 år sammen med sin britiske hustru, jazzsangerinden Jacqui Dankworth.
På sit 12. album har Charlie Wood fået frie tøjler til at udfolde sin store vokal i en serie standards, store sange fra poppens og rockens katalog, som eksempelvis sørgeligt afdøde Amy Winehouses ’Love Is A Losing Game’, som han trækker ned i tempo og folder smukt ud på helt sin egen måde. I Paul Simon’s ’Still Crazy After All These Years’ og måske især i John Lennons hjerteskærende ‘Love’ giver Charlie Wood kontrast til de ballader, der såmænd kunne være arrangeret til Frank Sinatra, så stilfulde er de.
Det kan næppe overvurderes for værket, at Charlie Wood og musikerne på begge sider af Nordsøen hørbart har arbejdet i en rummelig, familiær stemning, orkestreret af de to projektledere Søren Friis og Peter Littauer, som mødte og blev begejstrede for den amerikanske sanger på Jazzahead Festivalen i Bremen, så et givtigt samarbejde blev født.
Leder man efter tempo eller eksperimenter er man havnet i den forkerte afdeling. Men en formfuldendt fortolkning af Sam Cooke’s ’You Send Me’ sender en frisk brise af poppet soul ind gennem stuen med de bløde møbler. Fortolkningerne af gamle standards som ’Stardust’ og især en forfriskende og inderlig version af ’Willow, Weep For Me’ passer fint sammen med de nyere sange, fordi Charlie Wood er en så suveræn fortolker der ved, hvad han vil med udvalgte sange.
Alle passer de ind i konceptet, stilen og lyden her. Også Charlie Wood’s egen, rørende ’Home’ til fruen, som også er albummets titelsang. Den er som resten af albummet arrangeret med så sikker hånd, at intet overflødigt får lov at fylde her. Derfor og på grund af de stærke sange, som fortolkes med stor personlighed, er ’Your Love Is My Home’ en homogen og fornemt behersket hyldest til den langlivede kærlighed. Også den musikalske af slagsen forstås.
Charlie Wood (vocal, piano, orgel, producer), Robin Aspland (piano), Daniel Franck (bas), Laurence Cottle (bas), Ian Thomas (trommer), Cornelia Nilsson (trommer), Áyoe Angelica & Sophie Ziedoy (kor), Villads Littauer Bendixen (violin), Lara Biancalana (cello), James McMillan (trompet)
