Af Erik Jensen

Hvad mon de talte om, de to barndomsvenner Michael Falch og Christian ‘Kedde’ Arendt, når de efter sidste skrig ved en af koncerterne på Malurts afskedsturne for et par år  siden satte sig ind i bilen for at køre sammen mod Fyn og Langeland?

 Et kvalificeret gæt er, at religion, kristendom og det spirituelle fyldte en del hos de to modne rockmusikere, sangeren med den store interesse for og indsigt i det åndelige og ‘præstens uvorne søn’ med guitaren, som Falch kærligt kalder sin ven, ‘Kedde’. Samtalen fortsætter i givet fald på det bemærkelsesværdige debutalbum fra Christian Arendt, ‘Tankestreger’, hvor makkerparret har genoptaget samarbejdet. Michael Falch har skrevet teksterne, der er alt end venstrehåndsarbejde, men en mere mundret og direkte version af den poesi vi kender i hans egne sange, mens guitaristen selv tager sig af melodierne, der svæver ud af højtalerne med stor overbevisning.

I tre af sangene, ‘Helligt’, ‘Hvis kærlighed er gud’ og ‘Hvordan ku’ du gøre det, Gud?’ adresserer Michael Falch forholdet mellem vi mennesker og eventuelt højere magter. I sidstnævnte med en melodi fra Arendt, der matcher Malurts tidlige intensitet. Titlen til trods er det faktisk ikke Gud, der må stå for skud, men derimod de indbildske jordbeboere, som tror, at vi kan styre liv, død og kærlighed. “Vi er slet ikke rustet til det/ vi har så lidt af dig i hjertet”, synger Christian Arendt i vennens tekst.

At debutere i en alder af 67 år er ikke helt normalt i dansk rock eller pop. Og den jævnaldrende Falch er da også helt på det rene, at det ikke ligefrem er et ungdomsoprør, de starter denne gang. I den blåtonede ballade ‘Helligt’ tager teksten fat på den uomgængelige afslutning, Døden. For der venter ikke noget evigt liv i det hinsides, synger Arendt: Jeg håber, det bare er/ et skridt ud i mørket / som intet i livet minder om / Som en rus af morfin / bare helt uden narko/ så evigt og fuldstændigt tomt / Jeg be’r til, at alting/ til den tid bli’r stille / og bare føles som et skub/ Jeg be’r til, at alle/ de tossede tanker/ om et liv efter døden er fup/ Det er livet, der er helligt / Ikk’ når livet slipper op / Det gælder om at dø kærligt/ dø fra livets krop.

 Sådan er realiteterne og præstens uvorne søn leverer ingen floromvunden prædiken med falske håb om sy tulle rundt som en lille skaldet englebasse med guitaren i favnen på en lyserød sky. Nej, det evige lev er her og nu, en samling af øjeblikke, vi må påskønne og dyrke: Gi’ mig glæde, mens jeg lever / la’ mig gi’ alt, hva’ jeg har / Send mig tilbage til universet / som den tankestreg, jeg var, synger Christian Arendt i titelnummeret. Ligesom ‘Ikke opgi’ endnu’ skuer den tilbage på levet liv, men også lader forstå, at levet er værd at leve fuldt ud i moden alder.

Skulle man være i tvivl, kan man suge energi fra Christian Arendts altid rene, skarpt skårne og besjælede guitarsoli, hvis elektricitet i sig selv bærer livsduelighed og optimisme med sig. Kan vel være, at Malurt er fortid og Michael Falch arbejder i andet musikalsk terræn, men guitaristen står tilbage som en trofast ridder af rockens rustne lanse af hjerte, sind og musik. Her støttes han på virkelig overbevisende vis af sin datter, Amanda Viktoria Arendt, hvis sårbare og nærværende stemme virkelig klæder den gamle guitarists besjælede, men ikke længere helt smidige vokal.

Det er lang tid siden, vi har fået et sådant, klassisk rockalbum på dansk med en afbalanceret blanding af energiske udladninger og ballader med smukke melodier, ovenikøbet med en sang med titlen ‘Nu glider vi fra hinanden’ som det mest oplagte bud på et hit. Det er en dejlig følelse at have rock af den gamle skole tilbage i dansk musik. Gabriel Jacobsen, endnu et medlem af klanen omkring Falch og Malurt, har produceret kongenialt og radiovenligt.

Optimistisk, for rock er vist ikke lige noget, man spiller i radioen. Personligt kunne jeg godt have tænkt mig, at den vildskab, der altid sættes i forbindelse med Christian Arendt var lidt mere præsent på et solidt album med en lidt for defensiv lyd. Der måtte gerne have været lidt mere Neil Young og bersærkergang i produktionen, som er mere firservenlig. Det er dejligt at høre Arendt synge de tænksomme tekster, men derfor behøver man vel ikke at tæmme det indre rockdyr?

Så meget mere grund er der til at håbe, at ‘Kedde’ og co. kommer på landevejene og sætter ild til et fint materiale i klubberne.

Christian Arendt: Vokal, guitar, keys, bas, Gabriel Uth Jacobsen: producer, guitar, trommer, keys, Amanda Arendt: Kor