Christina Grigoryants er endnu et relativt ubeskrevet blad i Danmark, selvom Twelve Moments in Stockholm er hendes tredje album. Efter mange år som klassisk koncertpianist har hun de senere år skabt sig et personligt projekt i krydsfeltet mellem den klassiske skole og den jazz, hun voksede op med via faderens bigbandmiljø og moderens righoldige pladesamling. Albummet er tænkt som en destillation af netop denne dobbelte arv.
Åbningen med Luiz Bonfás ’Manhã de Carnaval’ er blid og behagelig. Man bliver straks tilpas, føler sig inviteret indenfor i lobbyen, men bliver ikke helt grebet. Heldigvis løfter Jon Lords ’Sarabande’ niveauet med mere dramatik og rytmisk intensitet, og Grigoryants viser her, at hun både kan farve og forme musikken, og at hun har håndværket i orden.
Fint – ja, nærmest frydefuldt – bliver det på fortolkningen af ’Ave Maria’, mens ’Fly Me to the Moon’ får en drømmende lounge-behandling, der trækker standarden væk fra Sinatra-hylden uden dog at bygge på. Men så rammer albummet sit ene rigtige kunstneriske gennembrud: ’Bach on the Water’, en overraskende vellykket fusion af Deep Purple og J.S. Bach — og et nummer, der virkelig viser, hvad Grigoryants faktisk kan, når hun tør. Når modet vinder over præsentationen og præstationen.
Desværre falder energien efterfølgende. Flere af de romantiske-cinematiske numre midtvejs glider over i et velspillet, men noget tandløst lydtapet, hvor alt er i skønneste orden, men ikke meget er på spil. ’Summertime’ er stadig håbefuld og smuk, men bliver aldrig varm og personlig. ’My Funny Valentine’ og ’Tea for Two’ er pænt leveret, eller sagt på en anden måde; kunstnerisk ufarlige.
Til gengæld løfter Harry Warrens ’I Know Why’ – udødeliggjort af Glenn Miller, som afslutning på albummet. Her finder Grigoryants igen finder varme og nærvær, og minder os om, hvad vi kunne have fået af bølgende balsam til øregangen, hvis modet havde holdt hele vejen.
Twelve Moments in Stockholm er et album af både glimtende øjeblikke og lange, sikre passager. Når Grigoryants giver slip, er hun original og modig. Når hun holder igen, bliver det for poleret eller tæt på kedeligt.
Hvis hun fremover tør træde længere ud over kanten, og tør lade sjælen danse på tangenterne i mere uventede retninger, som på albummets store MOMENT ’Bach on the Water’, så har vi at gøre med en pianist, der står på tærsklen til noget stort!
Christina Grigoryants (p)
