Af Jørgen Nielsen
Menneskets universelle trang til at udtrykke sig gennem kunsten er med til at definere, hvem vi er som art. Det levede liv byder på medgang og modgang, og indimellem rammer skæbnen os med næsten ubærlige hændelser. Her viser det sig ofte, at evnen til at udtrykke sig kunstnerisk bliver en del af den efterfølgende helingsproces. At miste et barn, endda ved en meningsløs ulykke, er den største sorg, man kan forestille sig. Det var, hvad der ramte musikerparret Christine Dueholm og Perry Stenbäck en tåget november morgen i 2020, da den 17-årige gymnasieelev Simon blev ramt af en bil på sin skolevej. Men på ubønhørlig vis ruller verden videre, og sorgen bliver bearbejdet. Individuelt, med familie og venner, og i de digitale netværk, vi alle efterhånden er en del af.
Christine Dueholm har med udgivelsen Sange til Simon sat ord og toner på sit dybe savn, og fremmaner samtidig de gode minder om den elskede søn, hun mistede. Den danske folkevisetradition rummer mange eksempler på grumme historier og tragedier, som man gennem fællessangen har bearbejdet. Den indledende sang ’Jeg kalder’ er en moders desperate skrig, lyden af et endeløst og altopslugende savn, og tonesproget er næsten middelalderligt. Det er i det hele taget en nordisk folketone, der går igennem de fine arrangementer på udgivelsen. Den talentfulde musikfamilie er rykket sammen om dette projekt. Centralt står Christine Dueholms spinkle, hjerteskærende udtryksfulde stemme, der synger de ord, der er skrevet som en del af en langvarig helingsproces. En nyfunden kreativitet, der kom som en gave fra sønnen Simon, hinsides graven.
Når man udgiver ny musik, er det oftest med det formål at gøre det lettere at booke koncerter. Det sarte, og dog stærke indhold af disse sange har en indbygget privathed, som måske egner sig bedre til fordybelse derhjemme. Evnen til at kunne omsætte følelser til kunst er selve drivkraften bag projektet, og et par af sangene har en så universel karakter, at de fint kan indgå i en sætliste. Men en hel koncert med Sange til Simon, fremført af den efterladte familie, ville være for meget for en grådlabil ældre herre som denne anmelder. En pendant er Thomas Helmigs Sortedam, der rummer nogle af karrierens stærkeste sange, men som alligevel står et særligt sted; en samling fortællinger, der lever deres egne liv.
Intet er så galt, at det ikke er godt for noget. For Christine Dueholm betød tabet af Simon, at der voksede en hidtil ukendt stemme frem i hende, der hjalp hende videre i livet, og nu har frembragt denne fine udgivelse.
CD´en er ledsaget af en lille bog med prosastykker og uddrag af sangteksterne. Skal man følge med i alle versene, må man på nettet, og det er et lidt ærgerligt, når man nu for en gangs skyld har en tryksag, der havde kunnet rumme det hele.
Christine Dueholm (voc, perc, dr, kor), Perry Stenbäck (g, nyckelharpa, mand., cister, dobro, kor), Henrik Kunz (b), Robert Dueholm Stenbäck (b, kor), Smilla Herold Ibsen (fl), Kristian Bisgaard (p), Jan Hansen (org, acc), Naja Storebjerg (kor), Nikolaj Storebjerg (kor), Ida Gormsen (kor).
