Da den fynske kvartet Fielfraz debuterede i 1990 hed den første sang på det første album ’I’m So Tired of Rock’n’Roll’, sunget med hårdt presset stemme af den 20-årige Claus Hempler med guitarer og trommer flyvende om ørerne.
Jeg så selv det unge band, så fulde af energi, liv og gode sange, på Gimle i Roskilde samme år og spurgte dem bagefter i det svedige backstage-rum, hvad meningen dog var med sådan en erklæring. Så vidt den tvivlsomme hukommelse byder, var svaret kun nogle lumske grin og skuldertræk. Der var nok ikke noget klart svar.
Hele 36 år længere henne ad vejen er Claus Hempler i hvert fald stadig optaget af mystikken og mytologien omkring det der rock’n’roll, som til trods for den tidlige protest og en fortsat lidt uafklaret holdning, blev hans skæbne. En skæbne, han i den grad både tager på sig, men også slås med på det, han selv med vanlig mild ironi har tituleret som ”den svære toer”, underforstået på dansk, med den rigtige titel ’Ordensduks i Ingenmandsland’.
Det er så nok lige her, jeg må komme med en tilståelse. Jeg var muligvis den eneste i landet, der ikke faldt pladask ned i et karbad af højstemte lovord, da Claus Hempler pludselig forvandlede sig fra indie-crooner på engelsk med permanent placering på sidelinjen til de store scener til en dansksproget rockpoet med nærmest folkelig appel i 2019 med ’En kuffert fuld af mursten’.
Min skepsis holdt ved, da jeg lyttede til ’Ordensduks i Ingenmandsland’ de første gange. For er det ikke bare forholdsvis banale tildragelser fra en aldrende rockstjernes småkedsommelige hverdag, peppet op med lidt af den slags legende lyrik, der får danskere og ikke mindst deres anmeldelser til at gå amok og straks trække ’Leonard Cohen-kortet’ for at beskrive omfanget af talentet? Naturligvis tilsat nogle ligefremme, forudsigelige melodier, som ikke vil skræmme nogen væk, højest få dem til at slumre hen i al den veltempererede korrekthed og stilistiske skråsikkerhed, langt væk fra alle tilløb til dårlig smag? Meta i metermål.
Jeg forstår sådan set stadig mit forbehold, men bøjer mig mange gennemlytninger senere for kendsgerningerne. Ja, Claus Hempler leverer sorgmuntre selvoptagelser, som så mange andre kolleger ud i sangskrivningen. Men han gør det godt nok med så stor overbevisning, så gennemarbejdede detaljer i både sprog og musik, at min kritik ikke bare forstummer, men har forandret sig til begejstring. For godt nok er det ufatteligt så mange sange, Hempler kan vride ud af sin rolle som ’Forsanger’ for nu at nappe en af titlerne. Men det er jo ikke bare en ironisk leg med rollen, men også en modig udlevering af ikke bare ham selv, men også alle de jævnaldrende m/k, som render rundt og føler sig lige så cool og alternative som den fynske pennefører – som pendlere i en cinematisk Bermuda-trekant mellem ”Imperial Grand og Palads/ og høre mærkelig musik/ det meste af dagen kun på vinyl”.
Sådan synger han i albummets måske svageste skæring, ’Juniorsenior’. En opfordring til sønnerne om at undlade at følge i sporene fra farmands spidse sko, for ”ærmerne op, fingeren ud, kinderne ind/ så alt det der er gået itu kan blive samlet igen”. Netop sådan er vi alle klovne, flanører og skuespillere i den virkelighed og den selvopfattelse, vi prøver at blive god nok til, at vi i det mindste selv kan leve med den. Og det er netop det show, Claus Hempler elegant lukker luften ud af. Og gudhjælpemig får alle dem, der føler sig truffet af rockpoetens pen, til at klappe begejstret med på en melodi så tør som daggamle britiske muffins til eftermiddagesteen, men også så sprød og velklingende som første bid af en biscuit af lidt nyere dato.
Både den musikalske og sproglige præcision er imponerende. Som for eksempel den veloplagte rant i ’Lukket fest’ om at være en bedrevidende ’popsanger emeritus’ i læderstolen med spansk guitar og ”bakkenbarter på størrelse med Grundtvig”.
Det er i det hele taget i dansen med alderen og den lurende død, Hempler når længst ind i sjælen.
Teksterne citeres i øst og vest, så dem lader vi ligge sammen med alle kliché-sammenligningerne med Cohen, Cave og alle de andre. For den sindssygt velproducerede og detaljerige musik er mindst lige så vægtig fra denne ordensduks, som forsøger at holde i det mindste musikalsk orden i det ingenmandsland af moralsk forfald og afvigende storpolitik, vi alle befinder os i. En moderniseret udgave af den gamle ’talking blues’ i ’Den svære toer’ og den poppede forførelse i det kulinariske lavpunkt ’Sour Cream & Onion’, som holdes muntert oppe af kærligheden, der kan stemme smagsløgene til lidt af hvert af hensyn til den elskedes lyster, bærer os frem til højdepunktet på den første side af den vinyl, man jo nærmest bliver nødt til at nyde stilisten Claus Hempler på, ’Skyfri horisont’.
Den langsomme, vederkvægende hyldest til det trods alt stadig rolige danske klima og den fredsommelige natur, hvor man kan gå rundt ”med en brandert jeg kan styre” og selv bag de tonede briller ane, at præcis den her ”blåhvid skyet horisont” med den – stadig – eneste ene kan være det øjeblik, der gerne må stå for evigt. Den tålmodighed og langsommelighed, der er blevet en del af Claus Hemplers image og musik dyrkes med stort held i disse melodier, man kan læne sig tilbage i og give sig hen til. Så behagelige er de og de kor, som hvirvler rundt omkring og inde i melodierne og hovedpersonens fortsat fremragende vokal, at det er decideret urimeligt at stå fast på sin indbildte modstand. Claus Hempler er forbløffende godt selskab til inspiration og eftertanke.
AF ERIK JENSEN Claus Hempler (voc., diverse), Lars Skjærbæk: (g, diverse, producer), Christoffer Møller (p, producer).
