Hilal Kaya med Orhan Özgür Turan, Henrik Poulsen, Søren Poulsen og Søren Bigum
Musikcaféen, torsdag aften kl. 22.
En åbenbaring, en ud af kroppen, ud af hjernen, langt ud i galakserne-oplevelse.
Intet mindre.
Jeg finder Magstræde, Huset i Magstræde, nakker dagens kongeetage op ad trapperne til 4. sal, den sagnomspundne Musikcaféen.
Møder i baren en kær bekendt, snakker 10 minutter, finder en plads på gulvet, så jeg sidder og ser scenen fra siden. Og får en skiftevis rød og blå spotlight lige op i krydderen.
Så går Hilal Kaya på scenen med et sindssvagt stærkt besat superband med saz/baglama-fænomenet, Orhan Özgür Turan (Sorten Muld med flere) og tre af Århus/Skanderborg-kantens smukkeste musikere.
Wåååååuwååuwååååå.
Hilal Kaya synger, Hilay Kaya danser, Hilal synger, synger sit hjerte ud. ‘
Til mig. Til os.
Den der irriterende spotlight i øjnene tager jeg til nåde.
Set fra siden bevæger Hiilay Kaya sig frem og tilbage, mens hun synger.
Når hun rammer stedet mellem hende, den røde/blå spotlight og mig, ligner det, at hun har sin aura over hovedet.
Ikke bare ligner. Det var Hilals aura over det smukke menneske og sangerinde, hun er.
Jeg har set og hørt Hilal Kaya talrige gange gennem de seneste 10 år eller mere.
Altid berigende og stærke oplevelser.
Forrige gang var i marts med det band, hun sang med i går. For dælen en vellykket kombi af tyrkisk og dansk musikkultur – Nå ja, Hilal er fra Herning, Orhan er fra Brabrand.
Var fedt i marts, men det var først i går, Hilal Kaya ramte rent ind i hjertet med en pil, der kunne være Amors, ramte præcis ind i tårekanalen og den knap, der aktiverer kuldegys, gåsehud og frydefuld rislen op og ned af ryggen.
Hele pakken.
Hilal Kaya synger på tyrkisk.
Jeg fatter ikke en bjælde tyrkisk.
Jeg ved præcis, hvad det er Hilal fortæller mig.
Ligningen går op.
Hilal er soul-sangerinde.
Synger lige ud af den sjælenl. Besidder indre og ydre skønhed.
Som Aretha Franklin.
Som Etta James. Som….
Som, og nu tror du, jeg overdriver helt vildt.
Så, jeg overdriver bare vildt.
Som fra den arabiske verden, Oum Kulthum fra Ægypten, der lagde byer øde, fik alt til at stå stille, tømte gaderne når hun blev transmitteret i radioen. Og da Oum Kultthum døde døde, udløste det flere dages landesorg i store dele af den arabiske verden.
Som Fairuz fra Libanon.
Som Annisette….og Eivør.
Høj på sangen, Høj på musikken. Høj på livet.
Man siger så meget, når man har er og har været SÅ højt oppe at flyve.
Jeg sværger og lover; jeg havde ikke røget det mindste, ikke drukket noget stærkere end kaffe og et køligt glas god hvidvin i solen flere timer før Musikcaféen.
En bevidsthedsudvidende koncert.
Psykedelisk, du ved.
“Ses vi i Kulturværftet, Helsingør den 2. september?”
Det kan vi bande på, vi gør!
“Hvad mere er der egentlig at sige?
alt er på det nærmeste sagt
for vanen tro & alt andet lige
har ordet atter mistet sin magt”
Tak for lån C.V..
Tak Hilal, Orhan, Henrik, Søren og Søren.
Tak Gud for musikken.
Der i bund og grund handler om, at mennesker mødes og hjerterne slår, spiritualitet, ånd. Og krop.
Kærlighed.
Kærlighed.
Kærlighed.
Alt er lige her.
Aum
