Af Erik Jensen
Hvad der skete tilbage i 1969 i de to måneder mellem Green River og Willy And The Poor Boys, skal jeg lade være usagt. Men humøret er røget betragteligt i vejret her, hvor vi i første skæring finder bandet ’Down On The Corner’. De giver den som Willy And the Poor Boys på den første af en perlerække af udødelige rocksange, der lyder så friske, som havde de slet ikke opdaget, at den genre var røget af mode for længe siden.
Det er vel nærmest bare at nævne titlerne fra albummet – ’It Came Out Of The Sky’, ’Cotton Fields’, ’Fortunate Son’, ’Don’t Look Now (It Ain’t You Or Me)’ og ‘The Midnight Special’. Så starter mangen en indre jukebox. Måske skyldes den mere løsslupne munterhed de mange gode sange, måske at dette i høj grad – selv for Creedence Clearwater Revival – er et bandalbum, som i både tekst og musik hylder netop bandet.
Sange som ’Down On The Corner’, den spøjse ‘Poorboy Shuffle’ og ‘Feelin’ Blue’, der lyder som en inspireret jamsession, handler alle om at spille musik – sammen. John Fogertys sociale bevidsthed og hans vrede er ikke blevet mindre, og ’Fortunate Son’ er en hårdt rockende rambuk mod samfundet, før folk som Bruce Springsteen tog den fakkel op.
Selv de to covernumre, ’Cotton Fields’ og ‘The Midnight Special’, tager sig godt ud og er som så mange andre af Creedence Clearwater Revivals covernumre endt med at tilhøre bandet. Hvis man vil høre, hvad rock’n’roll egentlig kunne i form af stærke sange, slidstærkt samspil og fordømt god atmosfære, er det en god idé at hænge ud med Willy And The Poor Boys i et langt stykke tid, fuld af lykke.
