AnmeldelserNyheder

8. februar 2025

Danish Radio Big Band : XL/LX

Mangfoldighed, legelyst og musikalske udfordringer

Udgivelsesformat

5LP box/digitalt

Udgivelsesdato

20.09.24

Label

Storyville

Genre

Big band

Skrevet af Allthat.dk

Af Niels Christensen

Danish Radio Big Band, der gennem årene har haft mange finurlige navne for at tækkes internationale solister, festivaler og spillesteder, har rundede de 60 år i 2024 og præsenterede i den forbindelse løbende et ganske flot jubilæumsprogram.

Glædeligt er det at bemærke, at orkestrets lyst til konstant at lade sig udfordre er intakt. Den nuværende leder, japanske Miho Hazama, er en diamant, der funkler, både når hun sammen med Danish Radio Big Band skaber sin egen musik, og når hun leder orkestret gennem andre komponisters værker. Der er mange år i det samarbejde – ingen tvivl om det!

I anledning af jubilæet er der via Storyville Records udgivet en flot 5-vinyl box, med fem bestillingsværker fra de seneste år. De fem LP’er indeholder således hver cirka 20 minutters musik, komponeret af fem vidt forskellige komponister og med fem vidt forskellige udtryk. Ret interessant at høre, hvor forskelligt bigbandmusik kan lyde i dag.

Albumudgivelsen blev markeret med en stor releasekoncert i DR-koncerthuset den 10. oktober 2024.

FOTO: Flemming Bo Jensen

SPARKLES

Musik af Marilyn Mazur

Percussionisten og komponisten Marilyn Mazur har sin helt egen musikalske verden. Hendes præcise og dynamiske og konstant afvekslende spil sætter ild under en hvilket som helst samling musikere. Hendes ofte rytmisk komplicerede arrangementer kan frembringe hovedbrud hos musikerne, men når de har fundet og lægger sig i Mazurs ‘groove’, er vi henne i en musikalsk verden, der er ganske speciel.

Der sker hele tiden noget omme bagved, helt i front og selvfølgelig i akkompagnementet. Det er ikke musik for nybegyndere. Til gengæld er der en masse at komme efter, når man har været hele vejen rundt i nutidig såvel som tidligere tiders udfordrende udgaver af åben/fri musik. Her er musikken så bare komponeret, komprimeret, noteret og efterfølgende formidlet af Danish Radio Big Bands musikere med Marilyn Mazur som samlende kraft.

ROLLER COASTER

Musik of Carla Bley

Vi elsker alle Carla Bley. Hendes underfundige og skævt humoristiske tilgang til det at skabe store musikalske værker har været en nydelse gennem de seneste fem årtier, og her giver Bley sin musikalske udgave af de indtryk, hun gennem årene har fået af forskellige forlystelsesparker – bl.a. Tivolis rutsjebane, som Bley var meget fascineret af. Flotte soli af blandt andre Karl Martin Almqvist og Bleys trofaste ægtemand gennem mange år, bassisten Steve Swallow, forgylder denne faktisk atypiske Bley-komposition, der dog ind imellem lige stikker sin lille uartige snude frem og hvisker: ”Jeg er her stadigvæk …”

Alt i alt et yderst tilfredsstillende bevis på, at dybt personlig amerikansk jazz med dybe rødder i den amerikanske musikkultur og dansk professionalisme hele vejen rundt altid giver gode resultater.

THE MIND BEHIND

Musik af Palle Mikkelborg

Vores egen Palle Mikkelborg er sin egen – helt sin egen. Hans fascinerende vekslen mellem de dybe, det meditative og det fascinerende rytmisk direkte har altid haft den virkning, at hans lyttere får både til krop og sjæl – hvilket som bekendt er det, som musik er skabt til og af … Dette værk blev skabt af Mikkelborg i forbindelse med hans 75-årsdag og indeholder alt det, vi kender og beundrer ved denne store danske musikpersonlighed. Musikken er ikke særligt foranderlig, hverken i harmonisk eller i rytmisk henseende. Men der sker hele tiden nye ting, små rytmiske figurer blander sig i de laaange toner og de smukke melodiske korte forløb, der er med til at danne et nærmest symfonisk udtryk.

Mikkelborg som trompetsolist er en sand mester i at holde lytteren fast og så smide nogle udfordringer ind i alt det smukke. Hans spil er som sædvanlig på absolut topplan og er den naturlige frontløber i dette fornemme værk.

REFLECTIONS FOR CLARINET & JAZZ ORCHESTRA

Musik af Peter Jensen

Den danske komponist Carl Nielsen foragtede jazz! Han mærkede den med denne tirade: ”Den åndelige degradering af tidens musik” – og fortsatte: ”Aldrig før har Musikkens Kunst været så ilde stedt som i dette Øjeblik. Fra at være en Aandelig Værdi, som vi alle samledes om, er den blevet en Skøge, som tilbyder sig fra aabne Døre og Vinduer, fra Kælderhalse og stinkende Jazzbuler.” Sådan!  

Om han så vender sig i sin grav ved at vide, at den danske arrangør Peter Jensen her har arrangeret Nielsens Concerto for Clarinet and Orchestra til Danish Radio Big Band, får vi nok aldrig at vide. Ikke desto mindre har Peter Jensen skabt en fornem hyldest til originalen, og klarinettisten Peter Fuglsang stråler hele vejen igennem værket, der måske er en smule mere udfordrende end Carl Nielsens oprindelige udgave. Og heldigvis for det, for jazz har som bekendt været godt i gang med at opgradere sine mange udtryk de seneste godt hundrede år. Og det går da meget godt.

SUITE ELECTUS

Af Miho Hazama

Afslutningsvis er det radio-bigbandets nuværende kunstneriske leder, Miho Hazama, der viser sine sublime evner som komponist og arrangør i en tredelt suite, hvor orkestret virkeligt får vist sine muskler. Hazamas musik ligner intet andet. Selvfølgelig er der spor efter Thad Jones, Quincy Jones og Ellington, men også klassiske komponister som Tjajkovskij har med garanti inspireret denne ganske fascinerende orkesterleder. Det er musik, som uhindret bevæger sig rundt i vidt forskellige udtryk, men som hele tiden har fat i en stensikker energi og en melodisk opfindsomhed, som er svær at finde tilsvarende andre steder. Her har Danish Radio Big Band i den grad scoret en guldklump.

Det, vi så kan håbe, er, at orkestret fortsat vil være støtteværdigt for såvel DR som diverse fonde, organisationer og private virksomheder, som gerne vil linkes til et ensemble, som har en fornem historie, som styrer for vildt i denne tid, og som med garanti vil udvikle sig yderligere de kommende år.

Flere Anmeldelser

Emma Rawich & Gwilym Simcock: Big Visit

Englands nye farverige saxofontalent i virtuost duosamarbejde

Vivian Buczek: Le Grand Michel

Michel Legrands musik lever og har det godt

Søren Ulrik Thomsen & Det glemte Kvarter / Aarhus Jazz Orchestra: Hvor alting altid er

At tage sig den fornødne tid

Diverse artister: Renegade Queens: Salsa de la Bahia Vol. III

Vestkystsalsa har fokus på glemte kvinder

Hypnopomp: Glåm

Heavy-free jazz

Sara Indrio: Observer

Hverdagen omsat til musikalsk poesi

Kontakt

Adresse

Gothersgade 107,
1123 Copenhagen K
Denmark

Tel +45 21 95 20 12
Mail madskornum@allthat.dk
CVR 21488895

Kommer snart

Denne feature er under opbygning