Sjette og sidste bokssæt i gigantisk serie sætter fokus på afslutningen af David Bowies liv og karriere, hvor der blev skabt lige til det sidste. Rockens største solist gennem tiderne endte såmænd som en utrolig fin jazzsanger
Af Erik Jensen
Da enden var nær, blev cirklerne små, selv for en musikalsk opdagelsesrejsende og verdensmand som David Bowie. I de sidste måneder af sit liv holdt han sig til de nærmeste gader omkring sit hjem på toppen af 285 Lafayette Street i Nolita-kvarteret, downtown Manhatten.
Fra penthouse-lejligheden, hvor han boede med sin hustru Iman og parrets dengang 15-årige datter Lexi kunne den britiske legende overskue sine nærmeste omgivelser og let komme til sine to sidste ‘arbejdsplader’, studiet The Magic Shop i Crosby Street og The New york Theatre Workshop, 20 minutters gang derfra. Dermed var arbejdspladserne indenfor rækkevidde. Og det var vigtigt. For kreativiteten og skabertrangen blev trods et svækket helbred hos den britiske legende i sit eksil i New York lige til sidste åndedrag.
I studiet indspillede David Bowie i et fatalt kapløb med leverkræft sit sidste album, Blackstar og på teatret oplevede han premieren på teaterstykket Lazarus i begyndelsen af december. Til trods for teatrets nærhed – en kilometer fra hjemmet – ankom David Bowie i bil til premieren den 7. december 2015.
En måned senere, to dage efter udgivelsen af albummet og sin fødselsdag nummer 69 døde David Bowie hjemme i lejligheden. Og efterlod musikverdenen i chok.
Selv sad jeg i mit køkken i Berlin Mitte, hvor jeg boede i de år og hørte nyheden i tysk radio. Ligesom jeg selv gik fuldstændig i stå i morgenkaffen, stoppede den tyske nyhedsspeaker op. Og startede forfra på den nyhed, der var så lammende, at den også var uforståelig: “Musikeren David Bowie er død…… Men jeg må skynde mig at sige, at dette ikke er bekræftet”, sagde han tøvende som om alverdens tvivl og begyndende sorg trængte sig på foran mikrofonen i radiostudiet den 10. januar 2016 om morgenen.
Lidt senere slog nyhedsværten fast, at David Bowies management havde bekræftet dødsfaldet Legenden, den største solist, der kom ud af rockens storhedstid, var virkelig væk. Det var ikke en sidste leg med identiteter eller et forsvindingsnummer, planlagt i den mest opfindsomme hjerne, moderne musik har præsenteret os for. Det var ganske vist lykkedes for magikeren David Bowie at holde skjult for alverden, at han var syg og døende. Men døden kunne selv han ikke snyde.
David Bowie var virkelig død, men i samme øjeblik gik etableringen af hans efterliv i gang. ”Look up here, I’m in heaven/ I’ve got scars that can’t be seen/ I’ve got drama, can’t be stolen/ Everybody knows me now”, sang David Bowie i den sidste single, der udkom, mens han var i live, ‘Lazarus’.
Selv om han bevægede sig i små cirkler nede syd på Manhattan havde David Bowie travlt. I det sidste halvandet år af sit liv med dødsdommen svævede over sit hoved nåede han nærmest mere, end han havde gjort i et par tiår indtil da. Og det var hans absolutte plan at skabe mere musik, inden Døden indhentede ham. Til trods for de dystre udsigter var David Bowie optaget af at udfordre og udforske, hvad han kunne med sin musik og fremdeles langt mere nysgerrig end nostalgisk og tilbageskuende.
Stærk kvartet fuldendte værket
Resultatet af de sidste anstrengelser kan nu dyrkes i bund på det sjette og sidste af de såkaldte æra-bokssæt, der er udkommet siden hans død og dermed nu kan stå som massive mindesten rundt omkring hele karrieren. Med hele 18 lp’er eller 13 cd’ere er der i den grad nok at grave sig ned i på I Can’t Give Everything Away, opkaldt efter det sidste og fremragende nummer på David Bowies sidste og fortræffelige album, Blackstar.
Her synger David Bowie som en stadig levende selvmodsigelse, at han ikke kan give alt væk. Hvad han så gjorde en sidste gang og havde gjort med nærmest grandios generøsitet i hele sit musikalske liv – gav det hele væk til den hungrende fanskare.” Seeing more and feeling less/Saying no but meaning yes/ This is all I ever meant/ That’s the message that I sent”, sang – eller rettede croonede – han i nogle af sine allersidste linjer hen over en svævende tenorsax.
En sidste blændende sang, så kompleks, at man kan forske i den alene og skrive lange afhandlinger om den og referencerne til ‘A New Career In A New Town’ – for hvem ved, hvilke karrieremuligheder, der findes i det hinsides?
Hvad mente Bowie? Var det livet, han var bange for at miste og ikke ville give væk på gravens kant? Var det den kunstneriske frihed? Eller den totale indsigt i hans værk og liv, de mest påtrængende fans i årtier havde forlangt at få og måske ville kræve endnu mere dokumentation for efter hans død? Svaret får vi aldrig, men det er netop en af grundene til, at de stærkeste sange fra David Bowie vil blive ved at svæve ud og ind ad vores bevidsthed, som saxofonen her så længe, vi selv lever.
Den slags mirakuløse momenter er der heldigvis mange af på de fire album, som gav overraskende stærk, ny musik fra den aldrende mester i hans sidste årtier og som nu naturligvis står i centrum på det sidste bokssæt. Den afsluttende kvartet er alle remastered og fremstår strålende med knivskarp lyd på det cd-sæt, der ligger til grund for denne anmeldelse.
Heathen
Sættet indledes af det måske mest undervurderede album i værket, Heathen, der i 2002 fik David Bowie til at fremstå som en genopstået kunstner fornyet samarbejde med sin gamle makker, Tony Visconti, i producerstolen. Albummet formåede at fremstå uhyre repræsentativt for hele karrieren og rummede i tilgift mange fremragende sange. David Bowie var tilsyneladende færdig med at eksperimentere, han ville bare være og lyde som David Bowie igen. Fornuftigt efter de vilde trip i de senere firsere og tidlige halvfemsere, hvor Bowie prøvede sig af med hård rock med Tin Machine og dernæst hårde, elektroniske beats, inden han begyndte rejsen tilbage mod sig selv med det konceptprægede Outside fra 1995 og især Hours fra 1999. Her var det tydeligt, at David Bowie kunne se sig selv tilfreds med bare at være sig selv og levere velskabte sange fra sit voksne perspektiv. Det fortsatte på Heathen i det nye årtusinde.
Reality
Året efter – i 2003 – var det livekunstneren David Bowie, der stod sig på Reality. Befriet fra alle (selvopfundne) krav om at ramme tidsånden eller måske ligefrem forny den igen-igen rockede Bowie og det band, han tog ud på sit livs sidste turne, igennem. Albummet rummede endda en hans bedste sange ‘Bring Me The Disco King’ med et sjældent melankolsk tilbageblik på ungdom og fortidens bedrifter, smukt oplyst af Mike Garsons besjælede klaverspil.
Et hjertetilfælde i Tyskland satte en stopper for turneen og for David Bowies liv på scenerne. Han trak sig tilbage til hjemmet i New York og som årene gik, var mange af os overbevist om, at verden havde set og hørt det sidste til manden med de mange identiteter og den enorme musikalske variation. Helbredet holdt ikke til mere.
The Next Day
De tanker syntes David Bowie selv at bekræfte på det lige så overraskende som vellykkede The Next Day fra 2013. Aldrig nogensinde før eller siden var legenden så nostalgisk som på singleforløberen ‘Where Are We Now’, der med en sårbar og rørende røst så tilbage på årene i Berlin i 1970’erne på en gåtur med tristesse og død som ledsagere, “Just walking the dead”, som Bowie synger. På titelnummeret konstaterer han: “Here I am, not quite dying/My body left to rot in a hollow tree”. Men foreløbig var han i live og klar til at binde en fornem sløjfe om sin glorværdige karriere, som sluttede med den monumentalt overrumplende afskedsgave, ‘Blackstar’ tre år senere.
Blackstar
Et kunstnerisk vellykket dementi af alle tanker om, at Bowie fristede en herlig pensionisttilværelse på toppen af ejendommen på Manhattan.
Afskedsalbummet sendte ham endda tilbage til sine kunstneriske eksperimenter, denne gang med moderne jazz, og en ny udfordring omkring identitet, som inkluderede liv og død. Efter de tre solide og udadvendt rockende album fra dette årtusinde, var det på tide at overraske igen. Bowie havde hyret The New York Jazz Quartet under ledelse af saxofonisten Donny McCaslin til indspilningerne af de sidste og langt mere indadvendte sange. Et perfekt valg.
Et punktum så overbevisende, at det i dag hører til de stærkeste i en lang karriere med flere mesterværker end trafikpropper i Los Angeles, hvor den rastløse brite selvfølgelig engang fandt en fatal hjemstavn mellem alle myterne og alle stofferne. Heldigvis slap han væk derfra og kunne fortsætte sin musikalske og geografiske rejse.
Iscenesættende til det sidste
Alle de fire sidste album er skabt og indspillet i New York, der blev en givtig sidste station for David Bowie, som selv i de stille perioder, hvor han ordnede sine arkiver og passede familieforpligtelserne sugede til sig og lod sit hjerte slå i den frenetiske storbys puls.
En sortie så mesterlig og ladet med symboler, at spekulationerne straks gik i gang uden nogensinde at være aftaget. For Bowie, en mester i netop symboler, nye roller, publicity og promovering, havde selvfølgelig fattet, at Blackstar ville blive hans svanesang og derfor timet udgivelsen nogenlunde med den forventede død. Og fyldt albummet samt den video, der ledsagede det centrale nummer ‘Lazarus’ med så mange hints, at gættekonkurrencen kunne gå amok.
Sandt er det, at David Bowie vidste, at han var terminalt syg og holdt det som en hemmelighed, ligesom udgivelsen af både Blackstar og The Next Day tre år tidligere. På samme måde holdt han sin sygdom for sig selv og fortalte ikke hverken jazzmusikerne på det sidste album eller teaterfolkene om sin leverkræft.
Men som han havde sagt til blandt andre Tony Visconti håbede han at kunne skabe mere musik allerede i foråret 2016. Blackstar var naturligvis præget af sygdom og død, men efter alt at dømme ikke timet som en sorttintet hilsen fra det hinsides. Det bekræfter også den ep No Plan, der kom med fire sange fra forestillingen Lazarus, og som naturligvis også er taget med her,
Mere kommercielt i live end nogensinde
Et problem med de seks bokssæt fra David Bowies righoldige arkiver – udover den eksorbitante pris – er, at vi har hørt så meget før. Ingen Record Store Day uden – mindst – en ny liveudgivelse fra arkiverne. Her får vi to fulde og fyldestgørende livealbum, hvoraf den ene endda har været ude siden 2010 på cd, A Reality Tour.
I alt er her 68 sange fra koncertoptagelser. Mange af dem serveres flere gange i bokssættet. Fem udgaver af ‘Sunday’, der åbner Heathen er i overkanten, selv for mig, der holder meget af sangen, der sætter den melankolske stemning for Bowie, den ældre.
Her åbner sangen den virkelig fremragende koncert fra Montreux Jazz Festival i 2002 med konstateringen: “For in truth, it’s the beginning of nothing/ And nothing has changed, everything has changed/ For in truth, it’s the beginning of an end/ And nothing has changed, everything has changed”
Det er svært at forestille sig en smukkere indsigt i alderens ensrettede vej, tilsat melodien, der blidt synker ind sammen med erkendelsen.
Montreux Jazz Festival
Koncerten i Montreux byder på en stærk performance fra en veloplagt og vittig David Bowie. Han introducerer ‘Life on Mars’ sådan: “Old man sing old song”. Og det gør han så, som kun han kunne angribe en så fortærsket klassiker, nærmest overrumplende intenst. Med en klassisk meddigtende piano-solo af formidable Mike Garson, der hele vejen til Mars og tilbage igen værd.
Det band, som spillede på den turne, løfter selv de mest kendte slagvarer fra hylderne og ud til os. Igen. Uden fortrydelse. Man kan diskutere om det er den rette timing at levere hele Low her. Men det er til gengæld indiskutabelt, at numrene fra dette mesterværk står sig fornemt her. Fordi de får lov at være slet og ret musik i hænderne, hjerterne og ørerne på et vanvittigt musikalsk og velspillende band. Ikke så meget snak om at være banebrydende, kunstnerisk pioneer, længere. Nu er det bare musik. Og hvilken musik.
Sættet fra Montreux er hele boksens pris værd for mig. Da David Bowie stod af som livekunstner i 2004, er det virkelig en bekræftelse at høre, hvor suverænt han beherskede den afdeling også. Og spilleglæden er intakt, hvad enten det drejer sig om nyt eller gammelt materiale.
Selvfølgelig gav David Bowie de musikere genvalg, da han året efter skulle indspille sit på en gang mere afslappede og livfulde band-album, Reality og selvfølgelig også på den følgende turne. Derfor får vi her 31 sange fra Montreux og 32 fra Reality Tour med talrige gengangere. OK A Reality Tour er angiveligt ude på vinyl for første gang for dem, der har SÅ mange penge.
Men når den nu er her, er den en udpræget fornøjelse at lægge øre til igen.
Den lange sætliste var sammensat til noget nær perfektion, Bowie var selv stadig i forrygende form og bandet fortsat en udvidende oplevelse, indtil en norsk slikkepind, der ramte sangeren i øjet og det, der var muligvis var en serie af mindre hjertetilfælde i Tyskland var en effektiv bremse for turneer.
Fri leg i slikbutikken
Som på de fem andre bokssæt er afdelingen for ’outtakes, b-sider og andre rariteter’ et stærkt opløftende element. Således også her, hvor de såkaldte Re:Call 6 er en kennel for alle gadens og karrierens løse hunde, der strejfede planløst rundt, men nu er samlet, så de kan indtages i god ro og orden. Og der er masser at dyrke, strittende i alverdens retninger fra en rocket, men funklende udgave af Kinks-klassikeren ‘Waterloo Sunset’ over den for mig ukendte ‘Wood Jackson’, et fordømt godt outtake fra ‘Heathen’-albummet til AIR’s futuristiske remix af ‘A Better Future’.
For ikke at nævne det spøjse samarbejde med den gamle ven, ærke Ney-Yorkeren Lou Reed på ‘Hop Frog’, sat på plads med Reeds skærebrænder af en guitar, mere specielt end godt, men alligevel … interessant. Musik med David Bowies fingeraftryk var bare i det mindste det, interessant. Men her er også underskønne overraskelser som et vildt remix af ‘Bring Me The Disco King’ med Maynard James fra Tool på svarkor og den fremragende guitarist John Frusciante (Red Hot Chili Peppers) til at skabe en helt særlig atmosfære, Steve Reichs mix af ‘Love Is Lost’ med et stort swing tilbage til ‘Ashes to Ashes’ og et remix af ‘Everyone Says Hi’, der sejler på elektroniske bølger mod et psykedelisk aftenland.
Selvfølgelig er der også flere overraskende covernumre som Jonathan Richman’s ‘Pablo Picasso’ og ‘Cactus’ af The Pixies, George Harrisons ‘Try Some, Buy Some’, som han skrev og producerede for Ronnie Spector og den heftige version af Sigue Sigue Sputnik’s firserhit ‘Love Missile F1-11’ fra 1986, som han indspillede i forbindelse med Reality og dengang brugte som b-side på en single. Den har stadig potentiale til at blive et clubhit.
Vederkvægende er den slikbutik, hvor David Bowie i samarbejde med mange velvalgte partnere slap det legesyge løs. Den side af hans værk vil det være en synd at glemme. Og her har de seks bokssæt, hvoraf jeg selv har begrænset mig til dette nye, opsamlingen af halvfemserne (Brilliant Adventure) og det uundværlige fra Berlin-årene ( A New Career In A New Town ), spillet en rolle udover at tilfredsstille samlere og kompletister.
Fordi de udover at tilbyde en siddeplads i hovedstolen også giver plads til de myriader af ideer, der væltede ud af denne kreative ener. Eneste alvorlige anke er, at man kunne have leveret et mere fyldestgørende materiale i tilgift og serveret hele molevitten i en mere luksuriøs og flottere boks, som matcher prisen. Men musikken kan man intet indvende imod. Så mange herlige genhør og nye opdagelser. Måtte de blive hængende som nattens stjerner og blinke til os i mange, mange år.
De seks bokssæt der er udgivet i perioden 2015 – 2025 er fuldendte og består af:
Ovenstående er en redigeret udgave af artiklen bragt i All That…jazz med mere nr. 196.
