Af Mads Schledermann
Efter 5 hæsblæsende dage i roskildes camp område er min krop noget nær kvæstet og min stemme næsten forsvundet. Med hård hud på hænder og fødder er jeg igen klar til at lade Roskildes alsidige program lede mig rundt på festivalpladsen, der endelig har åbnet sluserne til det musiknydende folk. Smurt ind i solcreme fra næse til tå – og med en ufattelig træng til at stikke hovedet ned i en skål isvand – søger jeg ly for solen under teltdugen på Gaia. Temperaturen måler 32 grader og sveden drypper af mig, som en københavnerstang på smelt. Nuvel. Vi er her. Vi lever. Vi er klar!
I kølvandet på Kokorokos allestedsnærværende jazzede extravaganza på Arena slår jeg teltpløkkerne op og vandrer til Gaia. Rundt om mig går snakken lystigt, indtil den københavnske doom/grunge trio slim0 træder op scenen iført makeup i stil med jokeren. De har medbragt en saxofonist og cellonist som ekstra krydderi på de dystre arrangementer. Bag celloen sidder Agnete Hannibal – også kendt som labelmanageren på selskabet 15love, der blandt andet udgiver indieikonet ML Buch. De lægger ud med et cover af Dido’s ”Thank you” og cementerer en rytmisk tunghed, der klæder scenen i det varme telt. Bag klovnemakeuppen lyder somme tider maniske grin, der bidrager til spørgsmålet om, hvem der egentlig er de rigtige klovne her i verden. ”We are not here for escapism”, lyder det fra bandet, der har rødder i både Montenegro og Iran. Trods en lydmand, der har svært ved at styre feedbacken fra bassen, lander slim0 på fødderne og spiller en højst nydelsesværdig koncert, der balancerer mellem det smukke og det grimme – det sindssyge og det tilregnelige. Mørk doom, tunge riffs og til tider tribale trommer. What’s no to like?
Mine udtrådte vandresko med vabler i alle tænkelige størrelser sender mig bagefter til Gloria – i et indeklima, der mest af alt minder om en saunagus i det indre København. Dagens gusmestre; det indonesiske funksyrerockorkester, Ali. Allerede inden bandet går på hagler sveden af mig i sådan en grad, at jeg i en art fatamorgana tænker på at bade i en kold kilde. Da bandet går på, kommer jeg hurtigt på andre tanker. Dresseret i jakkesæt i 70´er stil lægger Ali dagsordenen med ufatteligt dansable rytmer tilsat en stor portion wah-wah pedal. Om det er psykedelisk rock er nok at strække den lidt, men Glorias sceneshow bidrager i hvert fald til illusionen. Det ligner vi står i midten af en indonesisk jungle med træer og tropestemning og rytmerne er i den grad varme. Gloria koger. De hårdtslående grooves og kildende ”guitarlicks” minder om en blanding mellem det norske Flammer Dance Band og Khruangbin. Et musikalsk kærlighedsbarn. Ali er kommet for at sætte gang i festen og holder tempoet højt igennem hele koncerten til stor fornøjelse for det sveddryppende publikum. De 4 musikere fra Jakarta spiller tight og holder sig til en klar formel. Mikrofonen bliver brugt sparsomt og de overlader snakken til guitarens klang, så man selv kan forestille sig, hvad der bliver sagt. Dog savner jeg hurtigt noget variation fra gruppen og de kører meget rundt i det samme groove. Bevares, det er da også fedt – men der bliver ikke taget mange chancer.
I stor kontrast til det ufatteligt varme telt er der endelig gået hul på de mørke skyer, hvis regndråber tilsøler min nøjsomme beklædning. Hurtigt bliver den tørre jord forvandlet til mudder og store udspekulerede pytter danner sig. Det er Roskilde, som man kender det bedst. Jeg lader mig blive ført rundt af et program, der byder på Still House Plants, hvis koncert – grundet et uoplagt publikum – måtte takke af før tid. I Gaiateltet stimlede folk sammen i ly for regnen, og mange af dem havde ikke i sinde at høre Still House Plants. Derfor gik snakken højt, der næsten druknede den alternative minimalisme Still House Plants havde at byde på. Musikken fejlede absolut ikke noget. Det var blot et ærgerligt tilfælde af uengagerede festivalgæster, der mest af alt ønskede tørvejr. Den unge trios fremtid er dog lys og de må tage revanche et andet år.
Regnen er så småt stilnet af og nu er der dømt psykedelisk salsa på selvsamme scene. Gaia er stedet, der bliver med at give i år. Meridian Brothers er ingen undtagelse. Allerede fra koncertens start skubbes dansegulvet i gang. Perkussionen ligger tæt og den colombianske salsarytme er ganske enkelt umuligt at stå stille til. Over salsagrundlaget ligger en tung og udsyret synthesizer over de fleste af numrene, der giver en psykedelisk ”gakket” klang. Det er klart koncertens første del, der er bedst. Her er det salsa i en lidt mere mystisk og syret skala, der gør flere af festivalgæsterne labile til at råbe ”ay caramba” og rulle med tungen. Senere skifter bandet over i nogle mere sukkersøde melodier – stadig dansable og med et virkelig godt rytmisk grundlag – men jeg kommer hurtigt til at savne det psykedeliske vanvid. Vokalisten og synth spilleren er iført en lang kåbe som en shaman og sender ekkoet fra hans mikrofon ud blandt folk. Næsten som en mindre colombiansk Uffe Lorenzen, der styrer dit trip under koncerten. Right on, Brothers! Jeg tænker straks på det legendariske pladeselskab Fania Records, hvis all-star orkester, med navne som Willie Colon og Ray Barretto, nok ville klappe anerkendende, hvis de stod blandt publikum. Jeg ved ikke præcis hvad jeg havde forventet af Meridian Brothers, men jeg er i hvert fald positivt overrasket. Lige så er de omtrent 300-400 andre mennesker, der lystigt danser i natten.
Dagen efter er temperaturen faldet med næsten 10 grader, der gør det lidt mere bekvemt at stå tæt sammen i pitten på Arena til Thee Sacred Souls. San Diego bandet er klart et af de navne jeg har set frem til at høre. Og det er sukkersød sweetsoul fra øverste hylde efter første anslag. Der er kærlighed i luften. Bandets rytmegruppe ligger ondt på beatet og inspirationen fra obskure 60´er soulplader er ikke til at tage fejl af. Det er kræs til hip-hop beatmagerne, der leder efter tunge trommer og svedige basgange. Det var egentlig også sådan jeg fandt bandet i sin tid. Jeg troede sågar at bandet var fra 1960´erne, og det er egentlig nok også derfor Thee Sacred Souls er blevet så populære. Det moderne folk er vilde med den der ”vintage lyd”. De kører efter en formel, der er bevist at virke utallige gange før. Så på den front er de ikke nyskabende. Jeg kan næsten forestille mig bandet sidde på en hip café i Los Angeles og drikke en flat white, imens de flekser deres nyindkøbte vinylplader for hinanden. Dog spiller de hamrende godt og til deres forsvar vil jeg sige; nogle gange har man altså bare ikke brug for andet end soul!
Rundt om mig står folk og danser og kysser og smiler op mod scenen, hvor sangeren Josh Lane giver publikum hvad de ville have. Hans tilstedeværelse på scenen løfter virkelig koncerten til nye højder efter han – helt uprovokeret af alle sikkerhedsforanstaltninger – vælger at gå ud blandt publikum og synge. Alle prøver at gennemskue hvor han befinder sig og selv kameramændene må kigge fortvivlet ud på menneskemassen i et forsøg på at finde mr. Lane, der i flere sange løber rundt nede blandt publikum. Det må siges at være et smart trick for at stilne publikums sult efter bassisten Sal Samanos bas i flere omgange feeder helt ufatteligt meget. Lydmanden er på overarbejde for at løse problemet, der desværre resulterer i et par sange, hvor lyden er langt fra optimal. Bandet spiller dog så charmerende og rutineret, at lydproblemerne ikke gør det store. Skidt pyt – det sker! Josh Lane krænger virkelig sit hjerte ud til publikum, der tager imod alt de kan få. Hans fløjlsbløde vokal smører øregangene og minder mig om, hvor godt en vokal til en livekoncert egentlig kan lyde. I bandets sidste sang – det virale tik-tok hit ”Can i call you rose” – kulminerer stemningen og de fleste synger med på den sukkersøde kærlighedstekst. Tak for kaffe!
Jeg trasker hurtigt over til Eos for at overvære Kwaashibu Area Band til en storartet omgang highlife og afrobeat. Advarsel! Det er ufatteligt funky. En af mine store helte – ”The golden Voice of Africa” – Pat Thomas er med som sanger og serverer highlife, som det serveres skal. Da bandet senere spiller Ebo Taylor klassikeren ” Odofo Nnyi Ekyir Biara” er der ikke et øje tørt. Det er varme vestafrikanske grooves, der i den grad stiller danselysten hos det publikum, der endnu ikke er taget til Beth Gibbons for at få en god plads. Pat Thomas bliver skiftevis fulgt frem og tilbage fra trommesættet, hvor også den legendariske Charles Amoah er at finde. Perkussionen er formidabel og Kwashibu Area Band minder igen en om alt det smukke livet har at byde på. Solen står højt og er end ikke klar til at takke af for i dag, inden mørket senere falder på over de festlystne festivalgæster.
Roskilde, tak for to fantastiske musikdage! Og der er stadig masser af godt i vente…
