Anmeldelser

23. marts 2025

Diverse artister: Renegade Queens: Salsa de la Bahia Vol. III

Vestkystsalsa har fokus på glemte kvinder

Udgivelsesformat

CD/digital

Udgivelsesdato

21.03.25

Label

Patois Records

Genre

Salsa

Skrevet af Allthat.dk

Af Torben Holleufer

Spændende antologi fra latinscenen i San Francisco-området fokuserer på kvindelige kunstnere med sandt overflødighedshorn.

Når man tænker på The Bay Area, som er den amerikanske betegnelse for området omkring bugten inde bag San Fransisco’s Golden Gate, sker det, at man tænker på den hispaniske musik, hvor det ikke mindst handler om mexicanske musikere som brødrene Carlos og Jorge Santana, som i sluttresserne for alvor fik rettet opmærksomheden mod den ellers ukendte scene, som ikke blot handlede on mexicansk folkemusik, men også bevægede sig i an afro-cubansk retning. Det gjorde de selvfølgelig med storebror Carlos’ orkester, Santana, mens lillebror Jorge mere markerede sig lokalt med orkestret Malo. Men som det er ret udbredt i musikverdenen generelt og indenfor den måske lovlig macho-orienterede latinmusik i særdeleshed, ville de kvindelige musikere stå i baggrunden og mest indtage roller som sangere, mens der var mindre fokus på de mange dygtige instrumentalister, som The Bay Area ville producere især fra 1970’erne og frem.

Bevares, vi kender til en, nemlig Sheila Escovedo, som under scenenavnet Sheila E især blev kendt via sit mangeårige samarbejde med Prince, som beundrede hende dybt og gerne delte pladsen som solist med hende og hendes timbales. Som datter af Pete, som sammen med sin bror Coke Escovedo netop var med i en tidlig udgave af Santana, var hun født ind i områdets latinscene, men der er mange andre kvindelige musikere af fineste karat, og de bliver nu præsenteret på en vægtig udgivelse.

Et skatkammer af herlig musik

Det er basunisten Wayne Wallace og filmskaberen Rita Hargrave som står bag udgivelsen, som er nummer tre i rækken af udgivelser med kunstnere, som enten er fra The Bay Area eller har dybe relationer til området. Der er tale om både arkivmateriale, outtakes fra album og nyindspilninger, hvor nogle af kunstnerne samler trådene på imponerende vis, eksempelvis på åbneren ’We Were Born To Drum’, som nærmest har karakter af en edsaflæggelse og er den perfekte indgang til 19 numre fordelt over halvanden time med musik, der overbevisende bevæger sig i grænselandet mellem jazz og latin med afstikkere til sydamerikanske scener som Brasilien, Columbia og Venezuela. Alt sammen med kvinder i fokus.

Under det samlende navn Renegade Queens er Salsa de la Bahia Vol. III en værdig appetitvækker inden den dokumentarfilm om de kvindelige kunstnere, som får premiere til efteråret og får titlen RENEGADE QUEENS: THE DOCUMENTARY.

Men tilbage til musikken:

Researcherne havde svært ved at finde materiale fra før årtusindskiftet og det ældste track er en herlig brasiliansk inspireret rejse med Blazing Redheads, som har en herlig boblende fløjtesolo over en funky sambabund udført af Donna Viscuso. Tracket udkom oprindelig i 1981.

Jeg er også ret vild med Maria Marquez, som stammer fra Isla Margarita ud for Venesuelas kyst, og som synger for på La Lagrima, hvor der i orkestret er musikere af begge køn og hvor ikke mindst Jackeline Rago markerer sig på strengeinstrumentet quatro.

Wayne Wallace medvirker også selv, og sammen med sin kvintet præsenterer han sangerinden Jackie Ryan, som har en herlig smoot altstemme og tager på eventyr i scatsang sammen med hornene, inden kapelmesteren selv tager over med sin basun. Det koger eventyrligt.

Albummets styrke er den store alsidighed og det er et af den slags album, som kan blive en øjenåbner for dem, der søger kvindelige kunstnere med højt niveau, som tegnede en scene uden at få anerkendelsen og pressens bevågenhed.

De har min nu og jeg er lysvågen. Herlig udgivelse, som er som et skatkammer af herlig musik.

Flere Anmeldelser

Jakob Bro Large Ensemble: New morning

Morgenhymne til freejazzens guldalder

HunBjørn: The Digital Organic Life

Tilbage til fremtiden

Near The Pond: Wild Geese

Japansk poesi i naturlig fortolkning

Artturi Rönkä / Daniel Sommer / Thommy Andersson : Lost threads

Et nordisk punktum

Aarhus Jazz Orchestra og Michael Bladt: Shapeshifter

En palet af smukke musikalske farver – Aarhus Jazz Orchestra i absolut topform

Miss B. Haven: Endeløse Nat (soundtrack)

Glemslens endeløse nat lyses op af musikalsk magi

Kontakt

Adresse

Gothersgade 107,
1123 Copenhagen K
Denmark

Tel +45 21 95 20 12
Mail madskornum@allthat.dk
CVR 21488895

Kommer snart

Denne feature er under opbygning