Af Jakob Bækgaard
Der var god grund til at glæde sig for de heldige gæster, der havde sikret sig en billet til Lille Vega, hvor Divine Comedy spillede en koncert, der langt tid forinden var annonceret udsolgt. Man kunne sikkert godt have solgt nogle flere billetter ved at flytte koncerten til Store Vega, men nu lod man det blive ved den lille sal ligesom sidste gang i 2017, hvor bandet med den nordirske sangskriver Neil Hannon i centrum spillede en intim og rost koncert.
Denne gang kom opvarmningen fra Sheffield og singer/songwriter-projektet Studio Electrophonique, der trods det franskklingende navn dækker over ærkeengelske James Leesley, som dog har fået kontrakt med det Paris-baserede label, Valley of Eyes. De har udgivet albummet David & Jayne (2025), og herfra fik man blandt andet det stærke titelnummer, der kombinerer finurlighed og tragik i en parforholdssang, hvor to mennesker prøver at række ud mod hinanden. Det kunne minde om noget Hannon kunne have skrevet, men dog i et decideret mere lo-fi-format. Bevæbnet med en akustisk guitar og et Casiotone-keyboard leverede Leesley en stribe underspillede sange som også gav mindelser om tidlig Belle & Sebastian.
Da Divine Comedy så gik på, blev man mindet om, at Hannon er en sangskrivningens maestro. Han gik på scenen i bedste rockstjernestil med solbriller og et band bestående af seks musikere. De lagde ud med de to åbningsnumre fra bandets seneste album, Rainy Sunday Afternoon. Førstnævnte gjorde brug af mandskor med mindelser om Scott Walker og dette kraftige kor blev et velkomment krydderi ved en koncert, hvor bandet formåede at folde de orkestrale kvaliteter ved musikken fuldt ud. Her var masser af nuancer fra violin, harmonika og keyboards samt bas, trommer og guitar.
Hannon lod hurtigt solbrillerne falde og leverede den ene popperle efter den anden, men bag den til tider teatralske tilgang gemte sig en dyb alvor. Uanset om han sang en fuldstændig sårbar og nøgen dissekering af sin oplevelse med farens demens på ”The Last Time I Saw The Old Man” eller spillede et musikalsk rollespil som Trump i den satiriske ”Mar A Lago By The Sea”, som han annoncerede som ”en fjollet sang om et fjols”, så var der en nerve til stede i musikken, hvor tragik og komik hang tæt sammen.
I en tid hvor man nogle gange godt kan blive træt af den amerikanske indflydelse, også i musikken, så minder Hannon én om, at det engelske sprog også omfatter en særlig sofistikeret britisk musiktradition, hvor andre orkestrale bands som Tindersticks og High Llamas hører til. Hannon ligner ikke nogen af dem. Han er helt sin egen og hans værk er overvældende.
Den anbefalelsesværdige opsamling Charmed Life fra 2022 indeholder 24 sange fordelt over to album og kradser kun i overfladen, og selvom man fik obligatoriske hits som ”Generation Sex” og ”National Express” så nåede den næsten to timer lange koncert ikke omkring en lang række sange som andre sangskrivere nok uden tøven ville inkludere i deres sæt, heriblandt ”Our Mutual Friend” som en fra publikum forgæves måtte råbe på. Hannon svarede blot tørt, at ”vi spiller sætlisten” og hvilken sætliste. Udover endnu et højdepunkt fra det nye album, ”The Invisible Thread”, så spillede han blandt andet numre som ”A Lady of a Certain Age”, ”Absent Friends”, tilegnet dem, der ikke kunne være der til koncerten, og ”Your Daddy’s Car” og sådan kunne man blive ved. Det ene fængende og rigt orkestrerede litterære pophit afløste det andet til Hannon til sidst måtte sige stop.
Det var alt i alt en musikalsk fest med en umiskendelig undertone af alvor, et overflødighedshorn af gode sange, og folk var kommet langvejs fra for at være med. Landenavne som Irland, Canada, Finland og Spanien blev nævnt, da Hannon spurgte, hvor folk kom fra. Han spurgte også om folk kunne have lyst til at komme tilbage og svaret var indlysende – eller som de siger på Michelin-restauranter med det højeste antal stjerner: Værd at rejse efter.
