For canadiske Dominique Fils-Aimé førte det til en markant livsændring at sidde fast i en elevator for godt ti år siden.
Det fortalte hun var på denne torsdag aften, hvor hun gæstede Danmark for første gang, og gav den sjette af seksten koncerter på den europæiske del af ’The Sunshine Tour’-
Dengang for 10 år siden havde hun en godt og stabilt ’daytime-job’, som hun brændte så meget for, at hun da gerne tog et ekstra vagt søndag aften. Det timelange ufrivillige ophold i elevatoren, gav dog stof til eftertanke, og hendes entusiasme for alt, hvad hun lavede, gik simpelthen i stå ligesom elevatoren.
Og det er der heldigvis blevet lidt af en optur ud af efterfølgende. Dominique Fils-Aimé begyndte nemlig derfra for alvor at synge og skrive sine egne sange.
Den Montreal-baserede sanger- og sangskriver er således nu aktuel med sit femte studiealbum My World Is The Sun. Nok engang imponerer hun med et album, der rummer en original og personlig blanding af jazz, roots, afro-world og soul. Fyldt med både delikate, dampende og dansable arrangementer, og en varm og vital vokal i front. Hun er også blevet (aner)kendt for at ’overdubbe’ sin egen stemme, og derved skabe nogle ekstraordinær rige, og koragtige harmonier.
Når man lytter til Dominique Fils-Aimé er det ikke svært at fornemme at der er stærke idéer og tanker bag alt i og omkring musikken.
De tre første album hang sammen som en tematisk og musikalsk trilogi, og udforskede udviklingen af afroamerikansk musikkultur og dens historie, fra smerte og tavshed til frihed og kærlighed.
Også visuelt kunne man se en smuk sammenhæng i det ensartede design af hendes albumcover.
Hun er nu to album henne i en form for ny trilogi, hvor hun søger mere dybt og personligt i både lyd og tekst. Alt den substans og sammenhængskraft kunne mærkes på hver en kvadratmeter i den udsolgte sal.
Koncerten var delt op i fem ’suiter’. I hver suite var det flere numre, der blev flettet næstekærligt sammen, og det skabte fra starten en intens stemning. Der blev lyttet aktivt fra salen, der var fyldt med naturlige smil, glade øjne og ører på stilke. Det var varmt, det vibrerede – det var musik, der talte til hele følelsesregistret i kroppe, der både blev bevæget og betaget.
Fra scenen blev der hele tiden vekslet i udtrykket, og det hele gjorde indtryk. Dominique Fils-Aime og hendes glimrende kvartet ramte plet uanset om det var legende, let, tungt, vækkende, vuggende, dybt, sumpet, sjælfuldt, søgende, rytmisk, eller roligt.
Mellem suiterne var Fils-Aimé en hyggelig og hjertelig historiefortæller. Taknemmelig og ydmyg. Lykkelig over den bagage hendes mor har givet hende med på livets landevej, hvor hun nu deler håb og drømme med hendes voksende publikum verden over.
Ligesom det aktuelle album både startede og sluttede koncerten med ‘La Mélodie’. Nøgent og nærværende. Mesterligt!
Indimellem var hendes band en vægtig og velspillende helhed, hvor dog især trompetist Hichem Khalfa indtog nogle højtflyvende hovedroller undervejs.
Koncerten peakede vel nok midtvejs med tredje suite, med numrene ”Life Remain”, ”Give Me a Reason”, ”Love Take Over” og ”The River”, og så de første to numre i fjerde suite ”Moi Je T’aime” og ”Some Body”.
Det føltes som varm næring i en kold tid. Sange fandt nye hjem, nye veje. Tændte nye håb. For os alle.
En blidt messende udgave af ’Moon Child’ gav i sidste suite vedblivende gåsehud og kunne medtages som en guiding light i natten. Wauw for en vokal !
En efter en forlod bandet til sidst scenen efter næsten 1 time og tre kvarter, alt imens Fils-Aime gav sin Outro a’capella. Overlegent. Jordnært. Hjertekært.
Smilene forblev på publikum også efter koncerten. Musicmatters.
Dette var en af den slags artister, der vil passe lige godt I et Roskilde Festival og et Copenhagen Jazz Festival program.
Lad os håbe på en snarligt gensyn.
