Da Doug Raney efter en europaturné med sin far, instrumentkollegaen Jimmy Raney, i 1977 slog sig ned i København, var den 20-årige New Yorker et helt ubeskrevet blad, ikke bare i det københavnske jazzliv, men i det hele taget.

Det varede dog ikke længe, før det havde ændret sig temmelig radikalt. Allerede samme år indspillede han den første af en længere række plader for danske SteepleChase, flest som leder, men også med navne som Chet Baker eller Bernt Rosengren i førersædet.

Påvirkningen fra faderen var åbenlys, men aldrig påtrængende, oftest var Raney jr. en streg mere udadvendt, og det var næsten ligegyldigt, om han spillede med mere erfarne folk eller knap så garvede, så havde man (= jeg) en klar fornemmelse af, at han gav, hvad han havde. Ikke noget med at sidde og fedte med det.

Foreliggende tre kvarters musik forekommer mig nærmest arketypisk, både i oplæg og kvalitet. Overvejende standards af den harmonisk spændende og ikke alt for fortærskede type, sammenspillet pletfrit uden på noget tidspunkt at nærme sig det ferske eller forudsigelige og hele vejen rundt præget af et herligt rytmisk overskud, og et par steder med en ret tydelig hilsen til Lee Konitz og Warne Marsh. Lundgaard klippestabil, Besiakov robust afbalanceret, hist og her ovre imod Tyner-hjørnet, og Raney selv med et (som det ofte var tilfældet) mageløst overblik. Hans seneste år var ikke sjove, de sidste par gange, jeg hørte ham, vil jeg helst glemme, men disse tre kvarter, hentet fra en DR-optagelse, er et smukt minde om en højt begavet musiker. Jeg er næppe den eneste, der savner ham. Og hans solo i Giant Steps er næsten hele pladen værd.

AF THORBJØRN SJØGREN

Doug Raney (g), Ben Besiakov (p), Jesper Lundgaard (b), Jukkis Uotila (d).