Min første Ellington-koncert. Eller næsten, for de 69 minutter hér er hentet fra den marts aftens anden koncert, mens jeg havde taget turen ind fra Frederikssund for at overvære den første. Repertoiremæssigt var der nu næsten ingen forskel, hvis man checker Ole J. Nielsens stadig vældig nyttige diskografi. Jeg kan stadig mindes den mageløse fornemmelse af at blive presset tilbage i sædet og helt fysisk mærke øjeblikket før ”take-off” på startbanen, når de satte i med ‘A-train’. Her er ikke det 20-25 minutter lange, rutineret afviklede medley af de kendteste ting, det har vi trods alt så mange andre steder, men i stedet den kvarterlange ‘Harlem’, den ikke ret tit dokumenterede ‘Skillipoop’ (kun hørt i 1964-65, mindre end en snes gange), en spilvågen Paul Gonsalves i ‘Happy Reunion’, og fem bestemt heller ikke fortærskede stykker fra Far East Suiten, hvor ikke mindst Johnny Hodges med sine glissandi i ‘Isfahan’ giver mig voldsom velvære-kriblen ned ad ryggen. Og Carney, massiv. Cootie, snerrende. Hodges, creamy. Procope, vims. Og The Piano Player, selvfølgelig, I en mildt sagt sprudlende ‘Kinda Dukish’ hen imod slutningen.
Har jeg brugt ordet ”mageløst”? Hvis nej, så er det her. Hvis ja, så gør jeg det gerne igen: M-a-g-e-l-ø-s-t.
Men var Ellington virkelig SÅ forkølet den aften, eller har jeg helt glemt, hvor nasalt, han faktisk talte?
Af Thorbjørn Sjøgren
Cat Anderson, Cootie Williams, Herbie Jones, Rolf Ericson (tp), Lawrence Brown, Buster Cooper, Chuck Connors (tb), Russell Procope, Johnny Hodges, Paul Gonsalves, Jimmy Hamilton, Harry Carney (reeds), Duke Ellington (p), Ernie Shephard (b), Sam Woodyard (dm).
København, marts 1964.
