Live | På vej

29. november 2025

Efter 45 års pause

Buki Yamaz spiller igen

Foto: Niels Christensen

Skrevet af Allthat.dk

Af Brian Petro

Den banebrydende latin-fusionsgruppe fra 1970´erne er gendannet med ny besætning, og er nu klar til livescenerne.

Deres første koncert siden 1980 bliver hos Musikforeningen JIVE, mandag den 1. december kl. 19 i Bygningen i Vejle. Genfødslen omfavnes eksklusivt denne aften af succesproduceren Niels Erik Lund (Sneakers, Blast, Aske Jacoby, Sanne Salomonsen) som her genforenes bandet, mens aftenens vært er Niels Christian Cederberg, kendt fra DR P8 Jazz. En enestående fejring, som iøvrigt også markerer Jives 40-års jubilæum.  

Bandet har været samlet her i efteråret for at øve op til den aktuelle reunion-turné i december, hvoraf de to første offentliggjorte koncerter, på Hotel Cecil i København, hurtigt blev udsolgt.

Det bekræfter bandets popularitet herhjemme og dets store betydning for den særlige sammensmeltning af jazz, funk og ikke mindst latin- og brasilianske rytmer, der vandt indpas i Danmark op gennem 1970erne.                     

Det var de nu ikke alene om. Flere grupper fulgte i kølvandet: Nana Banana, Himmelexpressen og Zambassa. Men ingen af disse grupper nåede Buki´erne´s høje tekniske niveau til sokkeholderne. Et uovervindeligt, tæt sammenspillet hold af hyper talentfulde unge teenagedrenge, som overlegent spillede røven ud af bukserne og imponerede alle.

Vallekilde 1973

Buki Yamaz bestod fra starten af Kim Sagild og Mikkel Nordsø på guitarer, Klavs Nordsø på congas, Henrik Bødtcher på bas, Kasper Winding på trommer og percussion og den folkekære musiker og komponist Aske Bentzon, som gruppens helt central figur, på fløjte.

”Vi var en del af et miljø af unge musikere, som spillede mange forskellige slags musik på kryds og tværs”, fortæller Kim Sagild.

”Det var især med to projekter: Soul Service med blandt andre Mikkel, Klavs og jeg, saxofonisten Michael Hove, Jesper Nehammer, Bo Stief og Ben Besiakov på keys og orgel. Og så havde Mikkel, Klavs, Aske og jeg også en kvartet vi kaldte ”Klaskemik”, hvor vi dyrkede vores kærlighed for bossa novaen. Senere kom Kasper med på trommer og Henrik Bødtcher på bas. Vi seks jammede om sommeren på Vallekilde Højskole, og året efter i 1973 fik vi debut under navnet Buki Yamaz. Det blev en slags blanding af musikere fra Klaskemik og Soul Service.  Aske og Kasper var jo i familie, og kom til at skrive en del af den musik, der udkom på vores to første plader. Mikkel og jeg fik lov at skrive et par enkelte numre, men det var primært de to, der var de bærende kræfter på kompositionssiden. Kasper forlod bandet allerede i 1975, da vi endnu ikke havde fået en pladekontrakt. Men den kom jo så hurtigt efter, så Kasper var også med på pladerne og de store koncerter, vi spillede. Med på sidelinjen var også folk som Anders Gaardmand, Jens Haack, Palle Mikkelborg og Kenneth Knudsen. Alle sammen kendte navne, som medvirkede til, at vi opnåede den position, som vi gjorde på det tidspunkt”.

Slut med snakken

Året efter udgivelsen af det første album, udgivet på Hookfarm Records i 1975, blev Kasper Winding erstattet som fast medlem, af trommeslageren og perkussionisten Ethan Weisgaard, som også er initiativtager til gendannelsen her 50 år efter:

”Jeg gik længe og ønskede at vi fik genudgivet musikken fra de to første plader, ’Buki Yamaz’ og ’Segundo’, som for mig står for noget meget vigtigt. Det er en utrolig smuk musik, som stadig fortjener at blive hørt og spillet. Og så er vi jo stadigvæk en håndfuld aktive musikere, som spiller i flere forskellige sammenhænge og tanken om at bringe musikken ud i levende form, synes jeg er rigtig spændende. Og så ikke mindst dét at mærke, hvordan det er at spille de numre igen her så mange år efter”.

Kim Sagild: ”Ethan kontaktede mig, Mikkel og Aske for fem-seks år siden. Herefter har vi mødtes en del gange, snakket og hygget og talt om, om det overhovedet er muligt at gendanne Buki Yamaz. Men så for et år siden besluttede vi at nu ville vi simpelthen bare ud at spille igen. Nu skulle det være”.

Udfordringen er også til at tage og føle på, når et 50 år gammelt Buki Yamaz skal til at øve repertoiret op igen. Især Aske Bentzons kompositioner, som nummeret Zingaro fra gruppens andet album, kræver et særligt håndelag og teknik.

”Det nummer er det sværeste vi har på repertoiret, men vi gør et hæderligt forsøg”, lover Kim Sagild.

”Vi øver intenst, så vi skal nok nå det!”

Aske Bentzon

Det er svært at forestille sig en genopstået powergruppe som Buki Yamaz uden dens meget væsentlige og nok stærkeste drivkraft. Aske Bentzon var en stor del af Buki Yamaz´ samlede identitet, og desværre vil han komme til at glimre ved sit fravær i det nye line-up. Årsagen forklarer Kim Sagild:

”Han udviklede en svær høreskade igennem årene, som gør ham ude af stand til at spille i dag. Det skete faktisk allerede i de sidste år med Buki Yamaz i slutningen af 70´erne og perioden efter, hvor han turnerede med musikken fra sit soloalbum Badminton.

Hans hørelse kan simpelthen ikke klare det, og det er rigtig ærgerligt. Men det ser ud til at han vil kunne medvirke som gæst helt akustisk på et par numre, så det er rigtig godt. Men vi er glæde for at Christina von Bülow er kommet med som stand-in på fløjten. Hun er fuldt på højde med Aske, og så er han i øvrigt hendes store forbillede. Vi havde et par prøver med hende for nogle uger siden, og det var helt formidabelt at høre hende spille.”

Buki Yamaz anno 2025

Udover Christina von Bülow som afløser for Aske Bentzon vil det samlede line-up for den nye udgave af Buki Yamaz bestå af Ben Besiakov på Keyboards, Mikkel Nordsø og Kim Sagild på guitar, Kim Yarbrough på bas, Tira Skamby på percussion og endelig Ethan Weisgaard bag trommerne.

Kim Sagild: ”Ja, det bliver en skøn blanding af nye og gamle medlemmer. Vores fantastiske congaspiller, Klavs Nordsø, lever jo ikke mere, så vi har fået Tira Skamby med, og hun er vidunderlig. Og så bliver det et genhør med vores bassist, Kim Yarbrough, som har boet i Paris de sidste fyrre år. Han var med på de sidste tre plader vi lavede, og glæder sig til at komme og spille med os.”

Udover de planlagte koncerter er der også ambitioner om at få musikken udgivet på vinyl.

Kim Sagild: ”Vi har planer om i første omgang at udgive et udvalg af numre fra de første to plader digitalt fra vores første koncert. Går det rigtig godt, og vi fornemmer der er opbakning til det, så vil vi måske udgive en dobbelt vinylplade med tre sider med remasterede numre fra de tre første albums og en side med helt nyt materiale”.

Også i 2026 vil man kunne opleve den genopståede supergruppe på de danske scener. Under Vinterjazz festivalen skal Buki Yamaz spille i Gentofte Jazzklub i Hellerup 4.februar. De dukker også op som et af hovednavnene på den tilbagevendende hippierock festival – Kun for Forrykte – i Stubbekøbing i juni måned, og endelig besøger de Copenhagen Jazzfestival med en koncert i Bremen Teater 4.juli.

  • NOTE! Ovenstående artikel er en redigeret udgave af den, der kan ses og læses i vores aktuelle magasin nr. 196

Seneste Nyheder

Nyheder

Signe Svendsen udgiver single om partnerdrab

Giver dræbte kvinder en krop og en stemme med singlen 'Rosa'

Nyheder

Stor begejstring over comeback

Buki Yamaz var langt mere end bare nostalgi

Nyheder | Nyt

Rasmus Matthiesen flytter sig igen på nyt album

Ny næring til sangskrivernes hjemlige superliga

Nyheder

Danish Music Awards Jazz 2025

Ida Duelund i dobbelt triumf – Dinesen tager årets album

Kontakt

Adresse

Gothersgade 107
1123 Copenhagen K
Denmark

Tel +45 21 95 20 12
Mail madskornum@allthat.dk
CVR 21488895

Kommer snart

Denne feature er under opbygning