Noget så sjældent som et konceptalbum fra en dansk kunstner. Og et særdeles vellykket af slagsen, hvor der er en fin balance mellem det tekstlige indhold og musikken. Sangeren og komponisten Emma Pilgaard (f. 1996) har allerede to helstøbte albums og en række vellykkede koncerter bag sig med sit etablerede band. Til A Woman’s Voice har hun portrætteret ni historiske danske kvindeskikkelser, og indspillet sangene med et stjernehold af danske og internationale kvindelige musikere.
Normalt hylder vi artister, der formår at skabe kunst på baggrund af egne oplevelser og følelser; her har Emma Pilgaard, med inspiration fra bogen Kvinde kend din historie af Gry Jexen, skrevet en stribe fortællinger om en række bemærkelsesværdige kvinder, der hver på deres måde har kæmpet sig til en position i det danske samfund. Kunstnere som Anna Ancher, Anne Marie Carl-Nielsen, forfatteren og debattøren Thit Jensen og forskeren Inge Lehman, men også den mere anonyme Carla Hansine Petersen, en af de mange anbragte kvinder på institutionen Sprogø. Hver især mennesker, som oplevede at blive underkendt og diskrimineret i samtiden, primært på grund af deres køn.
Historien har rehabiliteret de fleste af kvinderne på A Woman’s Voice, og her får de en kærlig og indforstået hyldest; skrives så at sige ind i dansk musikhistorie via dette originale projekt. Det kunne være forblevet som en fin og sympatisk ide hos en velmenende kønsfælle, hvis ikke opgaven var forløst med så meget talent hele vejen rundt, som et er tilfældet her.
Melodierne er runde og kærlige, og synges med Emma Pilgaards bløde og udtryksfulde stemme. Arrangementerne giver samtidig god plads til både medrivende og drømmende sekvenser fra bandet, og der skal lyde en tak for at have åbnet vores ører for denne buket af virkelig dygtige og personlige kvindelige musikere. I fællesskab løser de opgaven med at skabe en varieret og lytteværdig plade, der også kan nydes uden at man nærlytter teksterne. Et lille suk herfra: Man kunne drømme om, at disse tekster, der omhandler ærkedanskere, og som er skrevet og sunget af en kvinde fra Fyn, faktisk var på dansk? Det ville lænke projektet endnu mere sammen med vores fælles historie.
AF JØRGEN NIELSEN
Emma Pilgaard (voc), Rahel Talts (p), Hilda Nordkvist (b), Patrycja Wybránczyk (d), Viktoria Søndergaard (vib), Ida Brinch (tp)