Skrevet og fotograferet af Christian Holse Salicath
Det var med stor spænding i kroppen, at jeg cyklede direkte fra arbejde ud til Brønshøj Sommerjazz for at begynde Copenhagen Jazz Festival med tre dages betalt arbejde som fotograf. Opgaven var en ny udfordring for mig, som har fotograferet miljøet on/off med analogkamera, men først for nylig har taget springet ud i digitalt fotografi, Facebook, Instagram og alt hvad der hører med af stories, collab posts og jeg skal komme efter dig. De første to dage var koncerterne udendørs med meget overskyet lys og til tider voldsom regn. Spændende!
Første koncert var med Lis Wessberg på trombone i prangende gul dragt med Steen Rasmussen på klaver, Jesper Thorn på bas, Jeppe Gram på trommer og senere Veronika Rud på vokal. Deres samspil var imponerende med et filmisk udtryk, der også legede med det elektroniske. Wessberg gjorde et stort indtryk på mig med sin håndtering af trombonen – det ellers lettere statueske instrument blev i stedet til en dansepartner for Wessberg, der svajede og intonerede med en selvfølgelig lethed.
Jesper Thorn gjorde også et godt indtryk med en solo, der hurtigt lærte mig at arbejde med den malede baggrund snarere end imod den, og Steen Rasmussen emmede af Ray Charles-cool med solbriller og afslappet udstråling.
Det var dog lidt synd, da Veronika Rud trådte på scenen, og regnen med det samme begyndte at vælte ned, så hele midtersektionen af publikum trak sig tilbage ind under trækroner og pavillontelte. Men allerede her kunne man fornemme, at mange var på forkant med vejret og fortsat kunne nyde koncerten i fællesskab under en paraply, og Veronika Rud passede glimrende ind i Wessbergs faste ensemble.
Festivalens absolut sværeste koncert at fotografere kom allerede på dag 1, da Kresten Osgood fyrede den af på sit orgel med Fridolin Nordsø på guitar og Ludomir Dietl på trommer. Det væltede ned under hele koncerten, og jeg var så heldig, at en af de mange frivillige fandt mig en paraply, så jeg kunne sætte mig på hug som en skildpadde under koncerten på trods af det voldsomme vejr.
Osgood & Co. formåede dog at brænde igennem regnen uden problemer, så det næsten virkede som et planlagt element af deres performance, der demonstrerede, at man kan have en fest no matter what. Der var knald på med funky vibes og stærke soli – særligt fra Fridolin Nordsøs hånd.
Dagens sidste koncert blev en Tour de Force for den dansk-tyrkiske vokalist Hilal Kaya, der sammen med sit band fik publikum helt op og ringe, da solen gik ned. Hendes imponerende stemme kom virkelig til sin ret (særligt omkvædet til “Sultan” bragede igennem), og hele bandet spillede stærkt sammen, mens publikum dansede med.
Orhan Özgür Turan imponerede på de mellemøstlige strengeinstrumenter uod og bağlama, og Søren Bigum gjorde det godt på guitar, særligt da han spillede alene med på et af de mere nænsomme numre til sidst. Der var mange unge, som var kommet til i løbet af dagen, fordi det festlige program havde gjort et godt indtryk, og det var fuldt fortjent.
Lørdagen startede tidligt for mit vedkommende, da jeg også skulle dække Børnefestivalen fra klokken 10. Den vil jeg ikke tale så meget om her, andet end at vejret var imod os til at starte med, men at stemningen alligevel blev god med sang, ansigtsmaling og capoeira.
Da New Jungle Orchestra gik på, blev det hurtigt interessant. En hulens masse spændende musikere med Pierre Dørge i spidsen, der med sin finurlige tyggen på hvert et ord mellem numrene fremkaldte en godmodig klukken blandt publikum.
Musikken havde en klar upbeat og dynamisk energi, som fik en helt ny dimension, da Aviaja Lumholt gik på scenen og sang hjertet ud med tydelig henvisning til sit grønlandske ophav. Det var slående rent, oprigtigt og traditionsrigt på samme tid.
Personligt blev jeg også glad for percussionisten Ayi Solomon, der var omringet af klanginstrumenter og svær at fotografere. Men han opdagede hurtigt min tilstedeværelse, blinkede storsmilende til kameraet og kvitterede med et ivrigt nik.
Næste levende billeder blev også et kæmpehit blandt publikum, som kom op og danse, selvom vejret var lidt kedeligt. Dawda Jobarteh ejede scenen i selskab med det vestafrikanske strengeinstrument kora, der havde en fantastisk lyd, mens Øyunn sang med og spillede trommer, og Ida Duelund var på bas. Stemningen var interkulturel, varm og samhørig, det var skønt!
Den sidste udendørskoncert blev også en af de mest mindeværdige med Nikolaj Hess NYC Group feat. Kira Skov. Line-up’et var virkelig stærkt: udover Nikolaj Hess på elklaver og Kira Skov på vokal var Mathias Heise på mundharpe, Marc Mommaas på saxofon, Gerald Cleaver på trommer og Jayla Chee på bas.
Den eklektiske gruppe bød på en række spændende momenter, men i sidste ende var det samspillet mellem Nikolaj Hess og Kira Skov, der gjorde det største indtryk på mig. Her kunne man virkelig føle nærværet mellem to musikere, der har spillet sammen i mange år, og hendes personlige historiefortælling undervejs gav deres samspil yderligere vægt og inderlighed. Det gjorde et særligt indtryk til sidst, da Skov sang Leonard Cohens “Famous Blue Raincoat” alene med Hess. Brønshøj blev vindstille, vi lyttede og blev rørt.
Den sidste dag på Brønshøj Sommerjazz var en anden af slagsen, da de sidste tre koncerter foregik indenfor i Brønshøj Vandtårn – et fantastisk stort rum fyldt med søjler og rumklang. Det var en særlig udfordring for mig, ikke bare fordi lyset var begrænset, men også fordi hvert skridt kunne høres tydeligt, hvis man ikke listede med fuld koncentration. Konceptet gik ud på at sammensætte musikere, der ikke havde spillet sammen før, og fusionere dem i det særlige rum med farverige visuals projekteret ud på den hårde arkitektur. Det må man sige, de havde stor succes med.
Midt i rummet var en vindeltrappe, der fortsatte op i det uendelige, som Viktoria Søndergaard og Stine Benjaminsen inkorporerede smukt i deres åbningsnummer. De begyndte nemlig at spille ude af syne oppe på toppen af trappen, så ekkoet virkelig fik ben at gå på, hvorefter de langsomt trådte ned med sjælelig sang fra Benjaminsen, mens Søndergaard brugte selve trappen som instrument, inden hun nåede ned til sin vibrafon og Benjaminsen tog plads ved sin imponerende basblokfløjte. Stemningen var udpræget sakral og tidsopløsende, virkelig en særlig atmosfære, så det tegnede godt for de følgende koncerter.
Næste seance (som det næsten føles mere passende at kalde det) var med Oda Dyrnes på cello og Mike Sheridan på sit elektroniske panel, der førte stemningen i en mørkere retning, som komplimenterede rummet på en ny måde. Den mørke stemning blev direkte uhyggelig, da Oda Dyrnes pressede på strengene med sin bue, som afgav en forpint lyd, og til sidst forløste Sheridan lydbilledet i en glimtende, teknofuturistisk stemning, som man kender det fra Vangelis’ soundtrack til Blade Runner. Også her spillede det lydlige og synlige fantastisk sammen.
Sidste koncert var med initiativtager Anders Malta på trompet og Halvcirkel – som består af Mika Persdotter på viola, Bettina Marie Ezaki på violin og Nicole Hogstrand på cello. Her fik vi serveret en række kompositioner af både Malta og Halvcirkel, som også havde en filmisk atmosfære (ikke overraskende med Maltas CV taget i betragtning), men dog i en mere reflekterende og melankolsk retning end Dyrnes og Sheridans bidrag. Her var plads til at lukke øjnene, lade sig henføre og mærke efter, mens jeg selv cirklede rundt så stille som muligt i forsøget på at fange øjeblikket.
Dagen i Brønshøj Vandtårn var utvivlsomt en af festivalens mest unikke oplevelser – og her mener jeg ikke bare Brønshøj Sommerjazz, men Copenhagen Jazz Festival i det hele taget.
Samlet set oplevede jeg Brønshøj Sommerjazz som en festival, der var fyldt med fællesskab og store musikoplevelser.
Programmet var internationalt, eksperimenterende og menneskenært, og det indhegnede område ved siden af vandtårnet var hyggeligt og indbydende, ikke mindst på grund af de mange frivillige og deres gode mod, selv når vejret var imod dem. Jeg glæder mig allerede til at se programmet næste år, og til at følge med i hvad der ellers sker i Brønshøj Vandtårn inden da.
