Giv mig byger, giv mig sol, min mest vidunderlige tid på året er den danske sommer.
De festivaler denne sommer, der tænder mig mest er forbi nu.
Den første, dén i Viborg, Forever Festival midt juni.
Dér fik min trofaste kammesjuk og mig nogen ordentlig store nogen på opleveren, oplevelser for livet på linje med, for mit vedkommende, The Who i Vejlby-Risskovhallen, september 1970.
SÅ bliver det aldrig større.
Nile Rodgers & Chic og Kool & the Gang I Viborg, blew my mind and body/buddy, Som netop indtrådte I vores 70ére er vi gået fuldstændig agurk og bananas over 1970ernes funk og disco.
Ah, ha, ha, ha, stayin’ alive, stayin’ alive!
“Peace, love and good times”, lød Nile Rodgers´ sidste ord i Viborg, før vi hastede hen til Kool & the Gang-koncerten og fik benene fejet væk over os. Endnu en gang.
De gode tider fortsatte på Copenhagen Jazz Festival. Hille mænd. Perle efter perle efter perle. I flæng Anders Koppel på nye eventyr i Valbyparken, New Jungle Orchestra i kirken på Blågårds Plads, Den Syvende Søn med Michel Belli på Mojo.
Og så gik det heeelt galt i Musikcaféen i Huset, torsdag:
Hilal Kaya med Orhan Özgür Turan, saz og tre killer-Århus/Skanderborg-musikere, Søren Poulsen, Søren Bigum og Henrik Poulsen.
Forspillet:
Ude på en ø, ud for Kalvebod Brygge, Green Island sidder jeg med to dejlige bekendte om eftermiddagen, hvor State Of Funk spiller. D.v.s. de spiller som en hyggepianist diskret i baggrunden, mens der spises og drikkes. Hancock (ikke den fra Skive) Headhunters, den slags ’state of funk’.
Udmærket dinnermusic.
Jeg skulle videre til Hilal Kaya, Musikcaféen i Huset, men var egentlig på dét tidspunkt på vej til et southbound tog.
Der var lidt bøvl med at kunne komme ind, men så i sidste øjeblik…
Thank God!.
På vej fra den grønne ø, ud for Kalvebod Brygge, passerer jeg Mindeankeret i Nyhavn, hvor et salsaband spiller lystigt op og, der danses på livene løs
Ganske udmærket. Positiv stemning. Solen skinner.
Videre mod Magstræde hvor et par glade kvinder foran mig på vej forbi Kgs Nytorv evaluerer salsaen i Nyhavn:
“Jeg blev glad helt ind i knoglerne”
Musikcaféen.
Jeg har fået besked; “vi går først på kl. 22.”
Så jeg er i lidt god tid og går i baren efter en kaffe.
I baren, møder jeg en kær og god bekendt.
Vi kommer til at snakke om farver. Om hvordan, som man siger, verden fra sort/hvidt bliver til farver i 1960´erne med The Beatles, Pink Floyd og blomster i håret.
Klokken slår 22. Jeg har fundet en stol at sidde på, så jeg ser scenen fra siden. Godt sted.
Uden indtagelse af stærkere midler end kaffe, er jeg fra start helt oppe at køre. Oplever Hilal Kaya og det vidunderlige mix af Tyrkiet møder Europa, øst/vest så stærkt og intenst, at det kan være fordi, der er puttet noget i min kaffe.
Det var der ikke.
Andet end et skvæt mælk.
Skønhed, skønhed, skønhed, både lyd og visuelt. Hilal Kaya synger gudesmukt, bevæger sig graciøst og yndefuldt på scenen, Orhan ved siden af hende på sin saz/baglama, der altid sender mig på langfart i retning af Jimi Hendrix.
Bagefter er jeg stadig stakåndet, forpustet. Det er jeg sådan set endnu her flere uger senere.
HVAD skete der lige der??
Ved det ikke, men det er ved at sive ind, jeg blev et rigere og smukkere menneske af dén oplevelse, kan kun finde på to ét ord at sætte på:
Bevidsthedsudvidende.
Og, tak.
Det tog mig to dage at komme mig over den oplevelse. Det eneste Cph Jazz-festival, jeg mere nåede at få med blev Rawkéké på Mojo, søndag aften: Moussa Diallo, Mikkel Nordsø, Sal Dibba og Dawda Jobarteh.
Jeg elsker afro om musikken har rod I syd, øst, nord eller Vestafrika
Og Mikkel Nordsø, der de her dage sjældent viser sig på en scene med sin guitar. Lige så god som i sin tid med BukiYamaz og Sneakers.
Mere at fordøje og bearbejde, inden turen ugen efter gik over Storebælt til Århus Jazzfestival, der blev afviklet fra torsdag den 11. til den 20. juli, alt imens Copenhagen Jazz festival var sluttet den 14. juli.
Aarhus Jazzfestival kan i kvantitet ikke hamle op med Cph Jazz Festival.
Kvaliteten i Aarhus fejler ikke noget.
Heller ikke i Aarhus er det til at være to steder på én gang og, der er det meste af tiden et par andre koncerter end den, man er til, hvor man osse gerne ville være.
De to steder jeg nåede at frekventere i Aarhus Jazzfestival blev, nok ikke helt tilfældigt, Vestergade 58 og stormagasinet, Sallings tagetage, Rooftop, hvor det torsdag var vokaljazz med Veronica Mortensen og dagen efter, var det i bagende sol sjælfuld blues med sangeren James Loveless, der her var i selskab med Uffe Steen på guitar, og Mikkel Vuust på trommer.
Begge koncerter spillede Peter Vuust med på kontrabas. Faderen, Sønnen & De To Helligånder
Peter Vuust spiller under jazzfestivalen én eller to koncerter hver dag med håndplukkede solister. Hans Rooftop-koncerter er efterhånden en fed institution i sig selv i jazzfestivalen
Og så med det bimlende klokkespil fra Rådhustårnet tæt på, jammende med.
Smukke mennesker synger smukke sange.
“Hey Jude, don’t make it bad, take a sad song…”
Lød konklusionen på Veronica Mortensen, Peter Vuust og Henrik Gundes, i mere end én forstand, brandvarme koncert på toppen af Århus, mellem Strøget og den meget blå himmel over byen denne torsdag under jazzfestivalen. .
Magisk øjeblik 1:
Under Peter Vuusts indfølte kontrabas-solo falder den ikoniske Århus lyd af Rådhustårnets klokkespil naturligt ind og spiller med
Magisk øjeblik 2:
Hey Jude når til “na na na na, na-na-na-na…”
og vi nana’er alle i Sallings taghave, som med én mund, nænsomt med.
Magisk øjeblik 3:
Pianisten Henrik Gunde fortæller den fulde og hele historie bag ’Hey Jude’.
(den kortere version:)
“John Lennon er langt nede over skilsmissen fra Cynthia Lennon og, at han har levet for meget Beatles- og rock’n’roll-liv til at have været tilstede for Cynthia og Johns søn, Julian.
John ringer til Paul.
Kort tid efter findes melodien og teksten til Hey Jude
i Universet.
Julian er er blevet til “Jude”
Na na na na, na-na-na-na….
Højt oppe at flyve.
Hvor synger Veronica fortryllende, smukt og indtagende.
Hvor spiller Gunde…
Hvor….
Og så i en instrumental passage parafraserer, Henrik Gunde over én af dem fra the big american songbook, og det solbeskinnede publikum sætter spontant og ufortøvet i:
Bye byye blackbird.
Magisk øjeblik, magisk eftermiddag
Du SKAL have været til jazzfestival i Århus og deltaget i en Musikhuset Swinger-koncert med byens eminente big band og en solist, ellers har du ikke rigtigt været til festival.
Undertegnede nåede første sæt i går og nyde Billie Holliday udsat for kompetente, smukt udførte arrangementer og Kira Skov på toppen som Billie Holliday.
’Strange Fruit’ lå heldigvis i første sæt med forhistorien om, hvordan Billie Holliday blev berufsverbotet og udstødt for at synge en sang om, hvordan hvide mænd myrdede, lemlæstede og lynchede sorte afroamerikanske mænd og kvinder og klyngede dem op i træer.
“Strange fruits hanging from the trees”
MAGA. Jeg har en grim fornemmelse af, det er den tids Amerika, semi-diktatoren ønsker USA tilbage til, når han til bevidsthed gentager sit fjogede slogan.
Og herhjemme:
Havde det været i dagens Danmark, at en kvinde var gået på en scene og sunget en sang om racisme i eget land, SÅ skulle I have set ulvekoppelet af det (små-)borgelige Danmark gå i rundhyl og på publikums vegne udtrykke stor forargelse over, at NU er det blevet for galt, at man ikke kan gå til en koncert uden at blive påduttet stærkt venstreorienterede slagord og holdninger.
Fred med det.
Vi skal være her allesammen, sorte, hvide, andre kulører, troende af alle mulige retninger, højre- og venstreorienterede.
Danmark er trods alt ikke Trumpland, Gud forbyde.
Endnu.
Nå, det rigtig fede og fantastiske ved Musikhuset Swinger-koncerterne er, at de er formidling på højt og folkeligt plan.
Folk, der ikke vidste, at de kunne lide jazz stimler hvert år ud og flipper ud over HVOR godt, jazz er.
For your mind and for your buddy.
Bagmanden, OK der er to, for de folkelige bigbandkoncerter hedder Thorkild Simonsen, først kulturrådmand, så borgmester i Århus.
Det var Thorkild og Jens Klüver, Klüverts Big Band, der sammen lavede en deal:
Big Bandet kommer på den århusianske finanslov, bigbandet breder jazzen ud til alle århusianere via gratis koncerter om sommeren og pædagogisk formidling for børn og unge.
Dét er kulturpolitik
Tak Thorkild.
Tak Klüver.
Århus elsker jazz.
Videre. For der var Souls on fire.
Fem prægtige herrer sang og spillede deres sjæle og hjerter ud på Casa Vestergade 58.
Et sandt stjernehold. Saxofonen spillede Niels Mathiasen. Kristian Fogh (Lars Lilholt) på klaver, Jens Kristian Dam (Mike Andersen, HP Lange) på trommer, Jørgen Nielsen på bas og så den dejlige sanger til James Loveless, deep soul, gospel, spirituals, jaaazz.
Du er altid i godt selskab med James Loveless´ stærke stemme og hans lune, afvæbnende humor. One of the most beautiful people.
Sangene sang James Loveless.
Og, eller omvendt.
I første sæt faldt den usynlige mur mellem musikken og os, da James Loveless hentede Florida hjem til Danmark i ’This Little Light Of Mine’.
Loveless agerede preacherman, menigheden hujede og sang med i vilden sky.
Gospel.
Vi var ét.
Lyden af Århus.
En anden Århus-lyd, Niels Mathiasens saxofon, kendt fra ikke mindst Gnags, bare lyt ’Lav Sol Over Århus’, blæste i tilgift denne aften sin sjæl ud i V58.
Svært at bede om mere.
Så vil skæbnen, forsynet, Gud, your choise, at James Lovelesssom før nævnt dagen efter synger på Rooftoppen med et andet hold drømmemusikere, og idolet, mit ihvertfald, Uffe Steen, hvis guitar kan tage én langt højere op at flyve end både Sallings tagetage og de efterhånden alt for mange semiskyskrabere, du kan se rundt i byen fra Rooftoppen.
I Loveless/Steen/Vuust-koncerter får vi én fra James Loveless´ bagkatalog fra Shades Of Blue-tiden, ‘I’m Gonna Cut My Hair And Find Myself A Job’.
I dén flyver vi med Steen Airways langt ud mod den galakse, hvor Jimi Hendrix måske lige har været, eller snart kommer. Three, two, one. Ignition. Houston, we dont have any problems.
Heller ikke med at finde toget tilbage til den dejlige varme ø med snabeltyrkersko på.
Jazzfestivaler i København og Århus imellem byger, der går og kommer i den danske sommer. The Most Wonderful Time Of The Year.
