Sangskriver, komponist og producer Viola Faber har sammen med sin medproducer Carmen Tynell skabt et smukt og mangefacetteret album, hvor produktionen omkring Fabers intime vokal er en stærk medspiller. Det er en produktion med stor stoflighed og raffinerede detaljer, hvor reallyde svømmer sammen med nøje tilrettelagte skift i – bogstaveligste forstand – rummet omkring sangene. Det sker fra sang til sang og indimellem også for et ganske kort øjeblik midt i en sang. Et eksempel på det er ’… Lige nu’. Den åbner helt stille og nedtonet med gedulgte keys og nøgen stemme, der næsten hviskesynger sig gennem vers og første omkvæd, som slutter i sætningen ”Du må gerne græde på min skulder”. I det øjeblik ordet ”skulder” falder, skifter rummet omkring sangen, som om døren bliver slået op til et helt landskab, samtidig med at musikken synes at suges ned i et undersøisk revlehul for så at blive spyttet ud igen, nu klædt i mørke strygere. Det er blot én af albummets mange overraskende lydmæssige panoreringer. ’… Lige nu’ udvikler sig i øvrigt til en regulær ørehænger, dog sådan en af slagsen, der aldrig malker melodiens hitpotentiale.
Der er flere melodier med åbenlys pop sensibilitet – eksempelvis ’Ro på’ og ’Sloggis’, mens andre, på godt og ondt, kun lige akkurat hænger sammen. Der er sange, hvor melodierne løber ud før sætningerne gør, så disse bliver klippet op på underlige måder, og lander langt fra det mere umiddelbare talesprogs konsensus om sætningers og meningers sammenhæng. I udgangspunktet synes jeg ikke om den type greb, MEN på den anden side får sproget, der i øvrigt ret konsekvent ikke opsøger rim, et poetisk og grundlæggende ukommercielt udtryk, som jeg på en eller anden måde ’køber’ i sammenhængen.
Teksterne beskriver en række sansemættede øjeblikke, der som oftest er befolket af et du og et jeg. Jeg oplever karaktererne som ansigtsløse og på deres egen stille måde i deres følelsers vold. Der er ingen tredje parter, ingen dybe portrætter, ingen karakterudvikling eller tid der går. Det er ikke den slags sange, Viola Faber skriver. Hendes ærinde er et andet, som jeg tolker som en generel kærren om det menneske, man deler nuet med, på den måde bliver sangene et sprogligt stilleben eller snapshot.
Tydeligt i sangen ’Er Her’: ”Har du noget i øjnene, spørger du / Men vi står ikke tæt på bålet lige nu / Du rører ved min kind, og stryger håret bag mit øre /Ved du at du viser at lyset fylder mere”
I pressematerialet beskriver Faber sit album som ’håndspillet’. Sangene er da også smukt instrumenteret med varierende håndspillede instrumenter blandt enkelte syntetiske smagsforstærkere. Jeg elsker håndspillet musik, og følger typisk netop de genrer tæt. Fordi produktionen her er så bemærkelsesværdig en medspiller, opstår der en anden type æstetik end den mere ’naturtro’ produktion, man normalt forbinder med de håndspillede genrer. Den samlede pakke af håndholdte instrumenter og en produktion, der henter sin inspiration i andre genrer end de håndholdte klæder Faber sange og lander dem i oplevelsesrige soniske landskaber.
Èt hjerte er hvad Viola Faber selv disker op med i albummets titel. Nu giver vi ikke hjerter her på All That, men derimod stjerner og dem fortjener hun en god håndfuld af for dette, hendes andet i fuldlængdealbum, som er et konsekvent, smukt og omhyggeligt stykke arbejde.
Viola Wendelboe Faber (Voc, klaver, synth, guitar, producer), Carmen Tynell (Producer, synth m.m), Carlo Becker (Cello, Flygelhorn, Trompet, Synth), Benedicte Pierleoni-Nielsen (Percussion, Trommer), Martha Elisabeth Zingraff Vesterskov (Guitar, Kor), Laura Marie Møller Madsen (Harpe, Kor) Freja Holm (Bas, Kor), Amalie Petri (Guitar, Synth, Kor), William Hoffmann (Bas), Magnus Kudsk (Klaver, Orgel), Eigil Pock-Steen (Kor, Klaver, Bas) , Andreas Grønne (Synth, Percussion), Carl-Erik Gippert (Guitar), Sanna Heinstedt (Sang, Synth) Helena Gao (Kor)
