Sensommeren har været god og lang, og givet plads til refleksion over sommerens store festivaludbud og oplevelser.
Det kunne overordnet konstateres at de aller største udenlandske navne fortsat er svære at få på en dansk festivalplakat. Ingen Taylor Swift, Beyoncé, Billie Eilish, Ed Sheeran eller Bruno Mars var at finde på programmerne, og heller ingen af de største og stadig aktive legender som Stevie Wonder, Elton John, Stevie Nicks, Madonna, Neil Young eller John Fogerty.
Alle navne, der for alvor ellers ville kunne samle publikum på tværs af alder og køn. Men så må andre tage over, om end i mindre målestok.
Og det lykkedes da også mange steder. På Heartland beviste Alanis Morissette og Justin Timberlake, at tiden ikke er løbet fra dem, selvom deres største kommercielle hits nok ligger bag dem. De leverede, ikke bare på navn, men i høj grad på gavn, lige nu og her på en festival, der sammen med Kultursalonerne Gisselfeld må være i tæt konkurrence om at være Danmarks smukkeste.
Begge festivaler har også en masse andet godt på programmet. Ud over musik er der masser af fokus på talks samt delikat og bæredygtigt mad og drikke. Men publikum begge steder skal roses for mest af alt, at ville musikken, og sætte den i centrum når der er snakket dybt, og smagt på de dyre velskænkede dråber. Det var blandt andet koncerterne på Heartland med Von Quar, Vistis Vinyl Collective, og Aphaca på årets festival berigende eksempler på.
Copenhagen jazz Festival havde ligesom Heartland også en del velkendte internationale navne på plakaten. Mange af dem leverede bestemt også – og til tider mere til. Årets festival vil for mange med garanti blive husket for de store oplevelser som Meshell Ndegeocello, Norah Jones, Salif Keita, og Herbie Hancock sendte publikum hjem med.
Fremhæves skal det også at Roots & Jazz, der er en lille oase i festivalen ude på Den Røde Plads i Nordvest, i den grad lykkedes med at hente så forskellige funklende internationale navne som Bombino, Dora Morelenbaum og Ledisi til København. Især sidstnævnte var direkte overvældende, og virker helt oplagt til DRs koncertsal til næste års festival, når hun er ude et nyt album, der er en tribute til Dinah Washington.
Programmet på Copenhagen Jazzfestival viste desuden nok engang at kvaliteten i dansk jazz vel aldrig har været bedre og bredere. Navne som Ronja Rose Andersson, Viktoria Søndergaard, Anders Christensen, Nikolaj Hess og Kresten Osgood spillede her og der og alle vegne, og i mange forskellige konstellationer, hvor vækstlag og det etablerede ofte fandt nye veje og toner på den rejse i jazz, der herhjemme snart har varet i 100 år.
Festivalen viste således igen vejen som bannerfører for en nysgerrig og åbensindet tilgang til jazz og musik generelt. Det hele er i konstant bevægelse. For ingen kan erstatte Miles, Ben, Louis, Ornette, Nina eller Billie, men med inspirationen som afsæt kan der altid skabes ny musik eller nye fortolkninger, der bygger bro mellem generationer, mellem køn, mellem racer og mellem religion.
Kun kunne det undre, at der var så få fra den blomstrende britiske jazzscene på årets program?
Det var der til gengæld på Roskilde Festival, hvor især Kokoroko samlede mange folk i det store Apollo telt med deres soulfyldte take på jazz. I den mere eksperimenterende og elektroniske hybrid af jazzen imponerende Flock, der helt sikkert vandt mange nye publikummer, blandt det mindretal, der havde valgt IKKE at være en del af dette års helt store samlende koncert med danske Aphaca, der fuldstændigt overfyldte Apollo og området omkring.
Og JA, det var det Roskilde igen i år kunne. Overraske. Både festivalen selv, publikum og artister. Julian Svejgaard fra Stundom havde i hvert fald ikke i sin vildeste fantasi drømt om at skulle spille for et propfyldt Gloria, med et så tændt, entusiastisk og lyttende publikum, der i den grad elskede trioens originale og friske ‘take’ på folkemusiktraditionen.
I samme genre optrådte også danske Dreamers Circus, og de ramte på samme måde som Stundom præcis ind i et uventet musikalsk behov hos publikum, hvis gennemsnitsalder vel nok er landets yngste, men samtidig er et, der stadig vil mere end det som den Orange Feeling og TikTok kan/ikke kan præstere og/eller præsentere.
Protesterne levede naturligvis på Roskilde – det har de altid gjort, og det bliver de forhåbentlig ved med. Og når man kan lave en så gennemført musikalsk og visuelt fortællende forestilling, med klimakrisen som omdrejningspunkt, som Anohni and the Johnsons gjorde det, så bør man egentligt bare lytte og tænke efter. For mener vi i ramme alvor, at vores måde at forbruge og udnytte jordens ressourcer på er den bedst tænkelige? Årets stærkeste statement! Ingen folkeforførelse. Blot en opfordring. Lad os tænke os om, lad os handle og agere på baggrund af dokumenteret videnskab, og almindelig sund fornuft.
Jazzen var således repræsenteret mange forskellige steder, og selvfølgelig også på landets ældste jazzfestival – Ærø Jazz Festival, der igen samlede masser af folk på øen, til et mangfoldigt program, der i den grad havde fingeren på pulsen, og pegede fremad.
I det hele taget var der mange at de mindre festivaler, der virkelig flyttede sig fra mainstream strømmen og satte kvalitetstunge programmer sammen – skabt til lige præcis den festivals særkende, og langt fra tidens trends og tendenser. Skarø Festival, Avernax, Kun For Forrykte festival og Nashville Nights var smukke eksempler på dette, bare for at nævne toppen fra en spirende skov, der vil mere end at være en forvokset byfest med forudsigelige Top 20 navne og et væld af coverbands.
Men den sidste opskrift fungerer jo så fint for Smukfest, så måske ikke så overraskende, at det stadig er den gældende tendens.
Men heldigvis er der noget for alle, også for dem der er til ’handmade music’, og elsker musik hele livet. Sådan er det på Tønder Festival, der i folkemunde, desværre stadig er en folkemusikfestival med et publikum, der må have landets højeste gennemsnitsalder. Det image må forhåbentligt snart være slettet. For festivalen har igennem snart 10 år været meget andet end det.
At alder er et tema – på såvel Roskilde, som på Tønder – er jo i sig selv tankevækkende. For er der noget musik netop kan, så er det at samle på tværs af generationer, og give anledning til dialog og debat om musik. Marketingsmæssigt har musik altid henvendt sig til ungdommen. Men de fleste lytter nu om dage til musik hele livet, ligesom der ikke er pensionsalder for de udøvende musikere. Man mindes med musik og nyforelskes i musik. Musik er ikke en vare. Folk gider jo i hvert fald ikke betale for den. Musik er når den er bedst medicin for krop, sind og sjæl. Og en kontakt mellem mennesker. Øjeblikke af fragmenterede følelser og fornemmelser, der binder bånd fra scene til publikum, fra publikum til publikum, og siden fra publikum til alle andre, der siden hører det fra mund til mund eller via sociale medier, web sider som denne og så videre.
Så let’s FUCK FAKE, og FUCK AGE. Det er det, der gør Tønder Festival til en så berigende oplevelse. Her er ingen fordomme, vægtskåle eller stjernenykker. Selvom et af årets hovednavne Lyle Lovett – sammen med blandt andre Miley Cyrus næste år får en stjerne på den sagnomspundne the Hollywood Walk of Fame, så var han på Tønder mest af alt en glad gæst, der i et par dage var rundt og opleve musik og livet omkring på festivalpladsen. Kan det blive mere casual? At han så gav en stjernegod en koncert med et all-star band af musikere, der ikke bare kunne sit kram, men også spillede med stil og maksimal spilleglæde, og ud over flere genrer, gjorde ikke respekten for både Lovett og det Tønder kan mindre.
Musikerne er generelt i godt humør på Tønder, fordi de netop ofte er der i flere dage, spiller flere koncerter, og derfor i den grad både ‘connecter’ med nye og gamle kollegaer og mødes med sit publikum.
Det er ret enestående, og det smitter helt klart af på kvaliteten af de mange optrædener. Det her er åbenlyst koncerter, som kunstnerne virkelig godt vil ‘peake’ til, og det gør de heldigvis ofte.
I år særligt Fantastic Negrito med to mindblowing koncerter, der foldede sig vidt forskelligt ud, og viste Tønder nogle nye musikalske sider. Det var rock, det var funk, det var soul, det var gospel, det var storytelling, men mest af alt to åbenbaringer.
Også S.G. Goodman, der var store forventninger til ovenpå hendes sublime optrædener sidste år, optrådte to gange. Og heldigvis. For til den første koncert kunne det ikke skjules at hun havde en personlig off-day (nogle ville måske kalde det tømmermænd). Det kan jo ske. Men dagen efter var hun i den grad tilbage på det uhørt høje niveau, der med rette gør hende til en af tidens mest spændende sangere og sangskrivere indenfor americana genren.
Sproget betyder selvfølgelig noget på disse kanter tæt på den tyske grænse , og det viste også helt sublime koncerter med Rikke Thomsen og Rasmus Lyberth. Førstnævnte gennemførte alt på dialekt, også hendes snakken mellem numre, og beviste samtidig at man musikalsk godt kan gensplejse Bruce Springsteen og Anne Linnet. En koncert til absolut topkarakter, og en koncert der igen understregede, at folk er kommet for at lytte til musik når den spiller på Tønder. I de stille passager på Open Air, kunne man rent faktisk stå og høre et strå fra Marsken knække, så lydhørt var der. Imponerende.
Og når der er pause i musikken hygges der i campingstole, på bænke, i Nyholm Skov eller i den Hemmelig vinbar. Festivalen er alt andet end en lukket klub. Du kan finde og få gode historier alle steder fra. Om det er fra tre kvinder på omkring 70, der har været med de sidste godt tredive år, og bestemt ikke har kedet sig under mottoet “ingen mænd, ingen børn, og ingen faste måltider”, eller fra de tre kvinder – vel midt i 20’erne – som man møder en sen aften på byens musiksted Hagges, der begejstret beretter om hvorfor de år efter år melder sig som frivillige for at være en del af et fællesskab, der uden tvivl giver meget mere end fri entre.
Iøvrigt. At tænke sig, at traditionen byder, at alle de frivillige samler sig ved åbningen af festivalen og står på en lang række og klapper de første publikummer ind. Sikke en gestus. Nærmest rørende. Ikke mindst fordi de frivillige her – og på de fleste andre festivaler – jo reelt er dem der holder festival Danmark kørende. Dem vi bør klappe af. Kæmpe respekt.
Mad og drikke udvalget kan stadig blive bedre på Tønder, men det var blevet bedre i år. Til gængæld var festivalen ikke blevet bedre til at sætte danske artister, der allerede er på internationalt niveau på programmet.
Et af landets bedste LIVE bands, der i disse år spiller Europa tyndt – Thorbjørn Risager & The Black Tornados – måtte tage til takke med en halv time på FOLK SPOT scenen. De har kapacitet til at vælte Open Air. Mange blandt publikum kendte dem ikke i det lille telt, men de endte med at gå ud af teltet med store smil, åben mund og polypper.
Også Sunbörn optrådte til de en af disse kortere FOLK SPOT showcase koncerter, der altså er en lille festival i festivalen, og de satte på den halve time så eftertrykkeligt streg under hvorfor der er stor interesse for dem rundt om i Europa. En dansabel humørpille, der sluttede med at bandet spillede nede blandt et ovenud begejstret publikum.
Navne som Bye Bye Brenda, The Mukherjee Development og Total Hip Replacement kunne med garanti have gjort noget tilsvarende. Det virker udefra set lidt underligt, hvis det skal være en hæmsko at være dansk artist med internationalt potentiale i forhold til at blive booket til Tønder.
Ligeså vel ville det klæde en så rodfæstet festival, der har fokus på originalsprog- og musik, at invitere flere af de danske sangskrivere, der på vores modersmål sætter ord på og samler fortid, nutid og fremtid i tekster, der sammen med den musikalske ledsagelse smelter sammen til den poesi, som vi alle har brug for i tider, der mest af alt kalder på samling og fællesskab. Den slags kunstnere er derude, og det er ikke fordi de allerede er optaget på alverdens andre festivaler; Sebastian, Lasse & Mathilde, Madsen Band, Vilma, Sidste Udkald, Karl Kristian, Love Shop, Marie Key eller Stella Darla, bare for at nævne nogle af de mest oplagte.
Festivalen kunne sikkert også få glæde ved ikke altid at kigge så langt efter artisterne. Man kunne starte med at kigge mere mod Færøerne, Norge, Sverige og Island, hvor roots- folk- og americana musikken virkelig spirer i disse år.
Men summa summarum, det var på Tønder Festivalen, at grundfølelsen om hvorfor man tager på festival fik ny næring. Gav svaret på hvorfor man i en rutineret alder stadig orker at sove i telt, og komme i seng klokken tættere på morgenstund end på midnat , og stadig synes det er lige berigende om det musikalske højdepunkt kommer fra et band som de britiske veteraner Oysterband, der efter mere end 50 år havde valgt Tønder, som stedet for deres sidste koncert nogensinde, eller om det kommer hip hoppende fra Vestegnen via Tessa. Hun tog røven på alle skeptikere, og til festivalens traditionelle skolekoncert fik hun dokumenteret at kassetænkning er ‘so much yesterday’ og at hip-hop ikke længere kun er en skarnsunge i skolegården, men snarere en hip kulturbærer, der kan tænde håb i håbløsheden.
Årets måske mest vigtigste bevis på at at musik også kan bruges til at dele livserfaringer, budskaber, bekymringer, glæde og lyst – uanset hvor du lige nu nu befinder dig i livet, og hvilket bagage du har med.
Der var i den grad ben i den her festivalsæson, men mest kød på var der altså i Tønder.
