Så gjorde den altid dejligt nysgerrige og levende Jazz Club Loco det sandelig igen. Skabte de perfekte rammer om en af den slags musikalske oplevelser, som man ikke helt kunne regne udbyttet af på forhånd.
Når det forventede er det uventede kan alt jo ske, og der skete meget denne aften, hvor to nyere norske navne indtog scenen med et overskud, der snildt kunne måle sig med deres hjemlands bugnende betalingsbalance.
Første navn på scenen var SANYU, der sidste år tog sin bachelor med en afsluttende eksamenskoncert år på Nasjonal Jazzscena i Osla, udgav sin debut-EP og i øvrigt optrådte på både Oslo og Copenhagen Jazzfestival.
Nu er hun tilbage i Danmark med sit band med hele fem koncerter i forbindelse med den aktuelle Vinterjazz festival. Koncerten i Christianshavns Beboerhus var den tredje, og selvom jeg ikke kendte til SANYU i forvejen var rygterne løbet fra de foregående danske koncerter. Der var noget at glæde sig til.
Og at det ikke var falsk løbeild, afslørede koncertens første nummer ’Running’ lige fra første strofe. Sikke en stemme, med masser af mørk glød, variation og noget på hjerte, og sikke da et dragende og sjælfuldt udtryk, der tydeligvis hentede energi fra alverdens musikalske spændingsfelter. Kort sagt musik, der ikke er til at sætte i bås. Det var søgende, det var dybt, og der var noter af både jazz, hip-hop, soul, støj-rock, spoken word, og r&b. Det hele leveret af den slags talent, der bestemt ikke er en metervare.
Teksterne ville mere end bare at være ord. Der var ild i dem, uanset om det blev sunget ud, rappet eller i varm harmoni.
Med sig på scenen havde SANYU tre musikere, Kristina Fransson (multiinstrumentalist), Rino Sivathas (trommer), og Joachim Mørch Meyer (bas, keys), der på bedste vis tog sin vægtige andel af et helhedsindtryk, der i numre som ’Make some noise’ og ’You don’t hear it (do you?)’ nærmest var overvældende stærkt. Ikke mindst Kristina Fransson imponerede generelt når hun spillede på trompet med en nerve og et nærvær, der kom langt ud over scenen, og ramte en lige i hjertekulen.
Den musikalske bevægelse mellem ro og eksplosivet, det akustiske og det elektroniske var malende, og gjorde hele tiden nysgerrig på næste stop, og på at høre meget mere.
Sidste stop på Danmarks turen er på lørdag den 15. februar 2025, hvor SANYU spiller på Forbrændingen i Albertslund. Passende med den omgang musikalsk HOT STUFF de har med. Denne gang i en dobbeltkoncert med Lei Lowe.
Syvmands-ensemblet Flammer Dance Band er kendt for at have skabt deres helt egen lyd, hvor de kombinerer stilarter som afrikansk funk og disco, highlife, jazz-funk, boogie og psykedelia fra 70’erne.
Særligt har de vundet et stort live publikum, fordi deres koncerter er præget af spontan improvisation og et sanseligt samspil, der ofte oser af rytmisk romance og dansabelt trance.
Bandet var bestemt også tændte denne aften., men den udsolgte koncert blev dog aldrig den slags festfyrværkeri, der vil blive husket ret længe.
Der blev som ventet spillet op til fest, med gak, grimasser og sjov udklædning. Det rytmiske drive sad der da også fra start, men musikalsk kom man meget hurtigt til at savne noget variation, og vilje til mere end ’bare’ festen.
Det hele blev hurtigt for ensformigt og for uforløst, og saxofonist Bror Havnes fik for eksempel kun ganske lidt plads at udfolde sig på.
Meget symptomatisk for den koncert var de måske mest vellykkede numre ’Fri’ og ’Dansesko’.
De sidste blev i hvert fald luftet så det ville noget!
