For tre år siden faldt jeg fuldstændig i staver over en lille videofilm af det hus, bassisten i Red Hot Chili Peppers, Michael ’Flea’ Balzary havde sat til salg i bakkerne over Glendale i Los Angeles. Et arkitektonisk vidunder af en moderne luksusvilla med skarpe vinkler og store glasflader omkring en vidunderlig beskyttet patio i midten af herlighederne. Som naturligvis var forsynet med de dyreste møbler og interiør, designerne kan levere.
Huset var til salg for 10 millioner dollar og jeg måtte selvsagt nøjedes med at drømme. Og få en øjenåbner ind i den luksus, der også kan være en del af livet som rockstjerne, hvis man altså har så meget succes og stil, som Flea. En skærende kontrast til det forgyldte helvede en anden amerikansk rigmand, ja ham, ynder at placere sig selv i.
”Free As I Want to Be”? Jo, det er vist en underdrivelse af de største.
Ikke desto mindre er det titlen på sidste nummer på det første soloalbum fra 63-årige Flea, der er født i Australien, men vokset op i New York og Los Angeles, hvor han mødte sangeren Anthony Kiedis i skolegården på Fairfax High School. De to er de eneste permanente og vedholdende medlemmer af Red Hot Chili Peppers, hvor Flea normalt slår sine folder som bassist på foreløbig 13 album. Inden de stiftede dette åbenbart særdeles lukrative band med speciale i en blanding af funk, rap og en rockmusik med en punket og anarkistisk tilgang, dyrkede Flea kun den jazz, som hans stedfar Walter Urban selv spillede. Miles David og Dizzy Gillespie var blandt de foretrukne på grammofonen.
På solodebuten Honora er han tilbage ved det musikalske udgangspunkt. Er det lyden af en af rockens midaldrende millionærer, der leger lidt hyggejazz med sine venner fra øverste, øverste hylde? Måske. I anden skæring, bønnen ’A Plea’ indsnuser Flea over en frenetisk og hidsig rytme i et kaotisk lydbillede atmosfæren i verden og ikke mindst sit eget hjemland, hvor han kan føle, at der er borgerkrig i luften i en politisk uhyggelig splittet tid. ”We’re all human beings/ Can’t we all just get along?”, råber den gamle punker spørgende.
Uden tvivl ærligt og oprigtigt ment, men selvfølgelig let at afskrive som en velhavende hippies ønskedrøm.
Måske er det godt, at det meste af albummet er instrumentalt? For her viser Flea sig hurtigt som en nysgerrig og opsøgende musiker med sans for velkoordinerede musikalske forløb og melodier med naturligvis på engang solidt og springende rytmisk fundament.
Flea brugte dagligt timer af sin fritid på at øve på trompeten, da Red Hot Chili Peppers sidst turnerede rundt til stadions over den ganske verden. De tillærte evner bruges nu på det instrument, som var det første Flea lærte at spille på som dreng, til at udforske jazzens muligheder. Resultatet på debutalbummet som solist er blevet positivt modtaget blandt Fleas proselytter i rockmiljøet, mens man i jazzen er mere forbeholden. Kan godt hænde, at skeptikerne har ret i, at Flea rent teknisk ikke er verdens bedste jazztrompetist. Men for de af os, der går mere op i feeling end teknik, er det svært at høre sig sur på Honora. Flea har samlet et fast korps af nogle af de fremtrædende musikere fra den moderne jazzscene i Los Angeles, som er de gennemgående figurer på albummet.
Resultatet er blevet et måske nok søgende, men også fremragende og opløftende album med jazz, som den også kan lyde i 2026. Nemlig som en livfuld genfødsel af den cool jazz, der netop havde sit udgangspunkt i Californien. Ind i mellem i rendyrket jazz, andre steder i et grænseland mod det elektroniske i for eksempel på de to sange, hvor mikrofonen overlades til venner som Thom Yorke og Nick Cave. Førstnævnte, som Flea har spillet sammen med i supergruppen Atoms For Peace, optræder som en moderne crooner i den trippende ’Traffic Lights’, der humoristisk udfordrer AI-truslen: ”On the scale of one to 10 – how is this experience? Can you spot the idiots?”, spørger Radioheads sanger.
Også veteranen Nick Cave får lov at indtage nyt terræn i en vellykket version af klassikeren ’Wichita Lineman’, bedst kendt med Glen Campbell. Her er sangen sat I et skrabet, langsomt univers, hvor den kryber ind under huden med Nick Caves beherskede rolige stemmeføring, der fuldkommen matcher arrangementet.
De fleste numre er dog instrumentale og ladede med atmosfære som den over ti minutter lange ’Frailed’, der lyder som en lang jamsession gennem en varm labyrint, hvor skyggerne bliver længere og længere, mens tusmørket sænker sig. Flea spiller trompet sammen med sin kollega fra RHCP, guitaristen John Frusciante. De to trompeter stråler ud i det stadigt mere dystre arrangement som kegler fra et sært uklart lys i den tætte bevoksning.
Efter at have taget os gennem en omgang tætsiddende neo-bop på ’Morning Cry’, følger George Clinton og Eddie Hazels ’Maggot Brain’, der her leveres som et flyvende tæppe af en ballade, som holdes svævende af Fleas varme og fremragende trompet, ledsaget af fløjter, klarinet og vibrafon. En fornem vejviser for Cave og ‘Wichita Lineman’ og albummets højdepunkt, Fleas version af Frank Oceans smukke ’Thinking About You’. En lektion i musikforståelse fra solo-debutanten ,der først skubber melodien fra land med fornemt fingerspil på den elektriske bas, inden han slipper trompeten løs og hæver det, der er omkvædet i Frank Oceans sang, der her serveres instrumentalt.
Den svæver videre ud i horisonten med et lækkert strygerarrangement. Sublimt, instrumentalt arbejde, der former denne fine popklassiker om til en ditto, varmende nyklassiker i jazz. Selvfølgelig en yngre slægtning af Miles Davis omskrivning af Cindi Laupers syndigt iørefaldende ’Time After Time’ og i lighed med den hverken er overdreven eller leflende for sit publikum. I begge tilfælde bruges poppens iørefaldende melodiøsitet som afsæt til jazzede forgreninger af stor skønhed.
Knapt så vellykket er versionen af en af jazzens mest kendte standards, ’Willow Weep For Me’ med himmelstræbende trompet og et ambient arrangement, Miles Davis sikkert gerne have lettet fra, hvis han stadig var blandt os. Sættet rundes af den groovy ’Free As I Want to Be’, der bringer os til Fleas hjem i Californien, som jo også er vugge for den cool jazz, Flea tydeligvis er inspireret af.
Resultatet er et spraglet og farverigt musikalsk tæppe, som ikke desto mindre formår at være homogent i kraft af solistens sympatiske udforskning af jazzen og musikken som en universel styrke. Honora er ikke bare en fiks idé fra en rockmusiker, der leger jazz. Albummet hænger til trods for sine forskelligheder og særheder sammen. Bedre end for eksempel André 3000’s ambiente forsøg på at ramme et jazzalbum New Blue Sun (2023). I kraft af bandet, der i høj grad består af musikere fra guitarist Jeff Parker’s ETA IVtet, som man med fordel kan nyde på albummet The Way Out of Easy fra forrige år.
Så håndspillet og humanistisk som Honora fremstår fra coveret med det smukke foto af Fleas iranske svigermor, Shahin Badiyan, og hele vejen gennem en musik, der er helt sin egen i en tid med trist ensartethed i popmusikken og AI-trusler om mere af det samme, er det en nødvendighed. Af de mest spændstige og behagelige lytteoplevelser, vi endnu har fået serveret i år.
AF ERIK JENSEN
Flea, trompet og bas
Josh Johnson, sax og producer
Jeff Parker, guitar
Anna Butterss, bas
Deantoni Parks, trommer
m.fl.
