Live | På vej

3. marts 2026

Flere navne til Tønder Festival er offentliggjort

Der kigges igen både frem og tilbage

Foto: Brian Selander

Skrevet af Mads Kornum

Tønder Festival har drypvis præsenteret nye navne til 2026-programmet. Og generelt har det været imponerende, hvad der er sat på plakaten. Det kan godt gå hen og blive en historisk stærk festival, med navne som :

Emmylou Harris (USA), Aaron Lee Tasjan (USA), Ron Sexsmith (CAN), James McMurtry (USA), Susan O´Neill (IRL), Ulige Numre (DK), Susto Stringband (USA), Sunny War (USA), Poul Krebs (DK), Emily Scott Robinson (USA), Daniel Lanois (CAN), Fantastic Negrito (USA), Jesper Lindell & The Brunnsvik Sounds (SE), Bye Bye Brenda (DK), AySay (DK), Heidi Talbot (IRL/SCO), Selina Gin & The Iconics (DK), Duncan Chisholm, Michael McGoldrick, Gerry O’Connor & Tony Byrne (SCO/IRL/UK).

I dag er der så kommet yderligere nogle navne til, der automatisk sætter forventningerne i vejret. Og igen med det Tønder Festival er bedst til i disse år, at kigge både frem og tilbage. Tage temperaturen på nuet, og huske den historie alt musik er bygget på.  

Der sker meget på den amerikanske country- og americana scene i disse år, og det kan være svært at spotte hvad der bevæger sig over gennemsnittet indenfor sang- og sangskrivning. Der er meget der kan og vil det samme.

Men når du hører Ken Pomeroy er du dog ikke et øjeblik i tvivl. Hun er både som sanger og sangskriver en, der straks kalder på opmærksomhed. Ikke som typen, der starter en revolution, men som en personlig og stilsikker formidler af og en stemme fra en tradition, hvor netop nerve, nærvær, indhold og udtryk gør forskellen på det der er interessant og uinteressant at lytte til.   

Den 23-årige singer-songwriter fra Oklahoma med cherokee-rødder, Ken Pomeroy, forener personlig historiefortælling og kulturel bevidsthed i et intenst og poetisk udtryk. Hun begyndte at skrive sange som elleveårig og har siden indspillet med John Moreland og turneret med blandt andre Lukas Nelson og American Aquarium.

Hendes landsmænd Oliver Hazard er også tilføjet. Her får man iørefaldende hjemstavns folkpop-sange, der er pakket flot ind i klangfulde harmonier. De skal nok gøre den del af publikum glade, som sidste år var særligt glade for Sons Of The East. Pænt godt. Men musikhistorie kommer de ikke til at skrive.

Det er der så andre der har gjort, og det hylder Tønder Festival heldigvis også.  

Tribute til Kris Kristofferson

På årets Tønder Festival kan man også opleve en helt særlig hyldestkoncert, der fejrer Kris Kristoffersons slidstræke enestående sangkatalog og fortællekunst.

Kris Kristofferson skrev om kærlighed, tab, frihed og tvivl med en ærlighed, der stadig taler direkte til publikum. Klassikere som ‘Me and Bobby McGee’, ‘Help Me Make It Through the Night’ og ‘Sunday Mornin’ Comin’ Down’ står den dag i dag som milepæle i moderne americana og har inspireret generationer af kunstnere på tværs af genrer

Hyldestkoncerten markerer ikke blot mindet om en stor kunstner, men også den levende arv, hans sange fortsat udgør verden over – ikke mindst på Tønder Festival, hvor fortællekunsten altid har været i centrum.

Solisterne er Steen Jørgensen, Kira Skov, Selina Gin, Mike Andersen, canadiske Joce Reyome og canadiske Ron Sexsmith. Bandet på scenen består af et dansk all-star hold af musikere, som er særdeles velkendte i Tønder, nemlig Casper Simonsen (trommer), Troels Skjærbæk (bas og kor), Palle Hjorth (keyboards), og ikke mindst to af landets bedste og mest rodfyldte guitarister; Kajsa Vala og Troels Skjærbæk.

Så i den efterhånden måske lidt for lange række af Tribute koncerter til gud og hver mand og meget få kvinder, så virker denne koncert rent faktisk som en, der kan komme til at virke som lidt frisk vin på gamle tønder.  

Der er i den grad udsigt til ‘Good Times’ på Tønder Festival.

Seneste Nyheder

Nyheder

JØRGEN DE MYLIUS 80 ÅR

Musikformidlingens evigt nysgerrige gudfar

Nyheder

100 ÅR MED DANSK JAZZ

Jubilæet fejres med mere end 100 begivenheder landet over  

Hørt! | Live

Laufey – Royal Arena, KBH – 22.02.26

Jazz i nye klæder

Nyheder

Nduduzo Makhathini & Aarhus Jazz Orchestra – Brorsons Kirke, KBH – 26.02.26

Spirituel jazz mellem forventning og eftertanke

Kontakt

Adresse
All That...
c/o Sundance Publishing ApS
Gothersgade 107
1123 Copenhagen K
Denmark

CVR 27482899

Redaktion
Mads Kornum
Tel. +45 21 95 20 12
madskornum@allthat.dk

Annoncer
Susanne Benz
Tel. +45 60 60 18 88
susannebenz@allthat.dk

Kommer snart

Denne feature er under opbygning