Af Erik Jensen
Hvad og hvor meget en god (pop)sang kan, viser Gabrielle Cavassa med sin indgående behandling af Burt Bacharachs og Hal Davids klassiker ‘Raindrops Keeps On My Head’, der så at sige åbner hendes andet album med den feminine djævel, Diavola, som titel.
“Hvad? En gammel poptraver? Skulle det være årets nye jazzåbenbaring”, tænkte jeg umiddelbart, da de ofte hørte regndråber dryssede ud af højtalerne. Heldigvis blev jeg hurtigt klar over, at min dovenskab som lytter ikke hørte hjemme under Cavassas musikalske paraply. Man skal ikke langt ind i hendes version for at erfare, at der er noget helt anderledes og vedkommende på spil her.
Nej, Gabrielle Cavassa er ikke den traditionelle jazzsangerinde, der magtfuldt swinger hen over rytmen og trækker tonerne ud i retning af de blå timer. Hun er snarere en moderne indie-jazzsanger; sårbar, tvivlende, næsten nølende, men netop derfor også en begavet og selvsikker kaptajn på en sensuelt drømmende rejse, der undervejs udvikler sig til en drøm af et album.
Efter en fornem vignet ‘Heaven Sighs’ af guitaristen Jeff Parker, der får lov at stå og dirre af tristesse i den nærmest elektriske varmedis, åbner albummet for alvor med ‘Raindrops…’, som i1969 blev skrevet til filmklassikeren Butch Cassidy and the Sundance Kid.
Her er den en præsentation af Gabrielle Cavassas kunstneriske indfaldsvinkel på dette, hendes andet album efter den selvbetitlede debut, som i 2020 ikke gjorde det store væsen af sig. Både hendes vokal og den musikalske stil er da også langt mere sofistikeret og signifikant denne gang.
Den gamle popmelodi er sat så langt ned i tempo, at Cavassas og hendes hold af verdensklasse musikere nærmest lyder som om de har forandret sig til snegle i regnskyllen.
Efter at vi således er listet i gang, kommer der et smukt break efter 2 minutter og 20 sekunders spilletid, hvor Herb Albert satte sin trompetsolo ind i originalen. Her tager Gabrielle Cavassa soloen op og nynner et par toner fra den som intro til Joshua Redmans indtrængende saxofon-solo, der nænsomt leger med originalen. Omkring saxofonen ornamenterer Jeff Parkers guitar og Larry Grenadiers bas med flotte, men diskrete harmonier. Så er vi i gang.
Det nedtonede arbejde fortsætter i en blid fortolkning af ‘Prisoner of Love’, der daterer sig helt tilbage til 1931, men her fremstår nutidig og vedkommende i al sin dæmpede, melodiske herlighed. Underspillet fortsætter på overbevisende vis på ‘Bossy Nova’ med en klangfuld solo af Jeff Parker og mere brasiliansk i Edu Lobos hjerteskærende afskedssang ‘To Say Goodbye’. Også her er den musikalske kommunikation mellem sangerinden og et band i absolut sync med hende betagende.
Det samme er det første af albummets to vidnesbyrd om Gabrielle Cavassas italienske rødder, udgaven af Luigi Tencos ballade ‘Angelo’, hvis indtagende melodi får melankolsk dybde her. Albummet rundes også af på italiensk med den nykomponerede ‘La notte dell’addio’, en duet med Paul Cornish.
Da er man fuldstændig klar til at tilbringe natten i dette stilsikre selskab. Gabrielle Cassava er ingen djævel, men en sangerinde med en stemme som en mørk engel. Sangeren, der er født i Californien, men residerende i New Orleans, har samlet det bedste fra mange musikalske universer i den stemme. Og overbeviser i den grad om, at jazzen har fået en ny stor stjerne.
Med først Fleas vellykkede udflugt til jazzen på Honora, Jeff Parkers Happy Today – ligeledes fra i år og Joshuas Redmans soloplader, som har Gabrielle Cavassa som vokalist, er det et behageligt faktum, at jazzen på den amerikanske vestkyst er cool og i virkeligt spændende udbrud igen. Æren derfor tilhører i høj grad det hold, som spiller sammen med Gabrielle Cavassa og som i høj grad går igen på alle de nævnte udspil.
Albummet er produceret af Don Was og Joshua Redman
