Af Jørgen Nielsen
Indenfor Gypsyjazz er guitaren konge, og den skal helst spilles af en mand med Clark Gable-moustache og en Gauloise mellem fingrene. Klicheerne står i kø, og genren har da heller ikke flyttet sig meget, siden dens berømteste udøver Jean ”Django” Reinhard døde i 1953. Alligevel, eller måske derfor, er denne særlige variant af swing populær som nogensinde.
Den italiensk-amerikanske, men i London bosiddende klarinettist og saxofonist Giacomo Smith hørte som helt ung klarinettist en LP med Django. Det, der betog ham mest, var at klarinetten kunne lyde, som den gjorde i hænderne på Hubert Rostaing. Her startede Giacomo sin rejse ind i den genre, der også kaldes Jazz Manuouche.
Denne udgivelse er hans første som leder. Siden han rykkede til London, har han været en central figur omkring Kansas Smittys, der både er et spillested og en flok unge musikere, der dyrker klassisk amerikansk jazz med rødder i New Orleans og Kansas City. Opholdet i Europa har også bragt ham tættere på den levende tradition bag Jazz Manouche, koblingen af romaernes traditionelle folkemusik og amerikansk swingmusik. Guitaristen Mozes Rosenberg tilhører samme folkeslag som Django, og på denne indspilning demonstrerer han sammen med rytmeguitaristen Remi Oswald og bassisten William Brunard sine ekstraordinære færdigheder. Den insisterende rytmeguitar, kaldet La Pompe, er vigtig i det trommeløse univers, og her kører det i olie for Oswald, ligesom vi får et par overbevisende soli fra Brunard.
Lige fra første spor er der lagt op til nogle heftige dueller mellem en ildsprudende klarinet og en akustisk leadguitar, der spiller med et overskud, der nærmest vælter lytteren bagover. Sætlisten rummer primært numre, der nærmer sig de 100 år, som for eksempel Cole Porters ”Begin the Beguine”, og Gershwins ”Embreaceable You”. Adrian Cox, et andet af Londonscenens yngre klarinet-esser, har skrevet ”Beijinhos”, og Giacomo Smith selv bidrager med ”Mr. Tom”. Begge numre med god plads til at vise fænomenale instrumentale chops. Netop dette fokus på virtuositet, kombineret med stor følelse, er karakteristisk for genren, og bunder måske i at man igennem generationer i romaernes verden har været tvungne til at spille, som om det gjaldt livet. Fordi det gjorde det. Forholdet til musikken er pragmatisk; den har altid været en vej til overlevelse og velstand, og derfor går traditionerne og håndværket i arv, og det er almindeligt, at børnene lærer at beherske et instrument meget tidligt.
Giacomo Smith gør sig også bemærket i Snorre Kirks European Quartet, og er endnu et eksempel på en yngre musiker, der spiller med en dyb respekt for jazzens klassiske genrer. Som han sagde i en podcast fra 2019: Gammel jazz kan sagtens spilles af musikere iført hættetrøje og sneakers.
Udgivelsen slutter med en altsax/guitarudgave af ”Tiger Rag” fra 1917, en velvalgt showstopper.
Giacomo Smith (cl, as), Mozes Rosenberg (g), Remi Oswald (r-g), William Brunard (b)
