De tre medlemmer af Gilsons er José Gil, Francisco Gil og João Gil. De er henholdsvis søn og børnebørn af musik- og kulturlegenden Gilberto Gil, der var en af de centrale skikkelser i den betydningsfulde Tropicália-bevægelse fra slutningen af 1960’erne. En bevægelse, der blandede traditionelle brasilianske rytmer som samba og bossa nova med elementer af rock, psykedelia og pop.
Gilsons musik kalder også på bevægelse, men musikalsk flytter trioen ikke grænserne eller bevæger sig ud på nyt territorium. Det er lyden af velkendt terræn – heldigvis med egne varme og bløde popsange, nænsomt pakket ind i brasilianske rytmer. Primært hentet fra to album udgivelser, heraf det vellydende og let vanedannende album, der udkom tidligere på året Eu Vejo Luz Em Maior Proporção Do Que Eu Vejo A Escuridão.
Ganske velvalgt havde arrangørerne fjernet stolene i ’parterre’ sektionen lige foran scenen. Godt tænkt. Det gav en god vibe, at folk kunne bevæge sig frit, og kontakten mellem band og publikum opstod hurtigt.
Ud over de tre faste medlemmer af Gilsons var yderligere tre musikere med på scenen: en percussionist, en keyboardspiller og en musiker på trompet og flygelhorn.
Samspillet flød let og luftigt, men perkussionen havde svært ved for alvor at trænge igennem. Det havde ellers klædt det samlede lydbillede med lidt mere rytmisk tyngde, for de få gange, hvor perkussionen for alvor kom frem, gjorde det en mærkbar forskel. Om det var et bevidst valg eller et spørgsmål om akustikken i salen, skal jeg ikke kloge mig på.
Koncerten skulle lige føles i gang. Det var trods alt også kun andet job på den igangværende Europaturné. Men fra tredje nummer, ”Love Love”, var publikum med. En hurtig håndsoprækning i den ikke helt fyldte sal viste da også, at omkring halvdelen havde set bandet før, og overraskende mange var også helt familiære med sproget når der skulle synges med.
Om det var den fornemmelse af hjemmebane, der gjorde, at bandet hurtigt slog over i portugisisk også i snakken mellem numrene, skal jeg lade være usagt. Men god stil var det ikke. Jeg vil gætte på, at mindst halvdelen af salen derved absolut intet fik ud af den del af kommunikationen.
Således ekskluderet fra samtalen måtte man i stedet lade sig forføre af musikken. Den skiftede dog aldrig for alvor gear. Det var hot og godt, men det føltes aldrig som en hedebølge. Snarere som et behageligt varmetæppe.
Og det var tydeligvis nok for dagens publikum, der på mange sange kvitterede med fællessang og taktfast, rytmisk klappen. Ikke mindst i midtersektionen af stærke numre; ”Desejo”, ”Índia”, ”bem Me Quer”, ”Devagarinho”, ”Semeia” og ”Algum Ritmo” – inden ”Minha Flor” punkterede det rytmiske flow en smule.
Publikum kom dog hurtigt med igen på numre som ”Beijo na Boca”, ”Swing do Campo Grande” og ”Proposta”.
Men taget løftede sig aldrig. Hofterne kom aldrig på overarbejde, trods at de fik mere end 20 numre at arbejde med, og folk også på de bagerste rækker på siddepladserne måtte rejse sig, og lade kroppen svømme med.
Det blev derfor mest af alt til lidt over halvanden times musikalsk forspil – plus ekstranumre. Nok til at blive forført, men ikke helt forløst.
Sympatiske og gennemmusikalske var de. De kunne meget. Men de gav ikke alt. De var dejligt uhøjtidelige og nærværende – bortset fra det sproglige valg – og med en naturlighed og varme, der bredte sig langt ud i salen.
Gilsons gav os lyden af et varmt kram. Og et varmt kram skal man bestemt ikke undervurdere.
Men denne aften savnede jeg, at de på et tidspunkt gav lidt mere slip på omfavnelsen, skruede op for pulsen og lod musikken svede.
For et kram kan varme.
Men nogle gange vil man også gerne brænde så meget at isterningerne smelter.
