5/6
Med albummet Plays Ballads inviterer GinmanBlachmanDahl os med på en veldefineret rejse gennem ballader fra den amerikanske sangskat. Fra første tone i ’Angel Eyes’ sætter trioen toget i gang – et damplokomotiv, der stiller og pulserende bevæger sig ud på en trans-melodisk rute, hvor hver station er en ny fortolkning af klassiske standards. Albummet rummer 15 ballader, der tilsammen udgør en times musikalsk oplevelse. Vi krydser et efterårspræget New York i ’Autumn in New York’, tager subwayen med ’Take the A Train’, mærker kulminernes hårde rytme i ’Work Song’, og afslutter med en energisk udladning i ’Things Ain’t What They Used to Be’ – som om trioen ryster balladestøvet af sig, inden pladen lukker ned.
Balladen er traditionelt forbundet med ro og velbehag, og GinmanBlachmanDahl både bekræfter og udfordrer denne forventning. På ’Plays Ballads’ er balladen et metodisk greb til at skabe spænding og fornemmelsen af, at intet er givet, men at man også som lytter skal lade sig indleve i musikken for at kunne opnå den fulde indsigt i balladens dybde.
Hver en bevægelse på klaviaturets tangenter, anslag på bassens gribebræt og slag på trommernes ride-bækken opleves som beregnet, planlagt og synkroniseret internt imellem trioens musikere i balladens puls. Præsentation af trioens musikere virker nærmest unødvendigt, men for den potentielle nye lytter oplever man på piano Carsten Dahl som igennem hele albummet har et legende og bredt klangfarvet spil. Hans høje internationale niveau eksemplificeres utallige gange med alt fra kraftige energiudladninger til følsomme anslag, med harmoniske krøller og dissonante forskydninger, der skaber kontrast og spænding. Dahl bakkes op af Lenart Ginman på bas. Ginman opleves konstant pulserende med en bagudlænet timing, og en melodisk frasering der giver musikken dybde og ro. Endelig opleves trioens rytmiske ankerpunkt i Thomas Blachman på trommer. Hans spil giver et konstant swingende flow der til tider understøtter balladens afdæmpet udvikling, og andre gange en rytmisk frasering, der netop er med til at understøtte de metodiske greb som han henter i sin dybe musikalske kunstkasse. På alle beats er Blachman og Ginman i fuld synkronisering, så at det skaber balladens ro og velbehag.
Af højdepunkter af numre på albummet kan nævnes ’Take the A-train’ og ’Satin Doll’ som begge udføres som langsomme og meditative arrangementer, der giver plads til trioens sammenspil, og lader den enkelte tone i melodien spille op imod bas-linjens frasering og trommens puls. ’C-JAM’ blues er dyster og præget i mol, som skaber den spænding, der udløses i Dahls solospil. ’Autumn in New York’ er smuk og klangfuld og viser Ginman som melodibærende solist. At udpege et højdepunkt på en skyline af høje tinder, når man er på ”jernbanens” fysiske niveau kan være svært, så derfor bør man som lytter gøre sig den ulejlighed at lade sig selv opsluge af de resterende ballader på albummet.
Plays Ballads af GinmanBlachmanDahl cementerer Danmark på den internationale jazzscene – trioen såvel som albummet. Den pulserende rejse igennem et velkendt bagkatalog af amerikanske ballader skaber en ro og et velbehag som emmer af forståelse for et tæt og intenst sammenspil, der opnås trioens medlemmer imellem på hele albummet. Uden for emnet, men dog et interessant emnefelt, kunne være, at man som lytter fremtidigt kunne få lov til at opleve trioen med udgivelser af egne kompositioner, således den del af spektret også kunne belyses med ro, velbehag og musikalsk intensitet.
AF NIELS BERING LARSEN
Carsten Dahl (p), Lennart Ginman (b), Thomas Blachman (d)
