Af Cim Meyer
Trods heftige billetpriser var der udsolgt i Tivolis Koncertsal til den 54-årige amerikanske sanger Gregory Porters optræden fredag 16. januar – og det endda uden at Tivolis pressemeddelelser med et eneste ord havde omtalt den ellers kapable kvintet, Porter medbragte og har arbejdet med gennem længere tid.
Porter lagde ud med frasen ”Lifting me higher” fra 2020-sangen Revival. Allerede i den følgende første annoncering fornemmede man at Porter var ganske klar over, hvor han befandt sig på en ellers omfangsrig verdensturne. Med elegant reference til den højspændte politiske situation mellem det danske kongerige og den orange smadremand, som vil eje Grønland, sagde Porter blot: ”Thank you for allowing us into your country.” Og der skulle komme flere udsagn – endda musikalske – der afslørede en af publikum påskønnet følsomhed for vores kongerige.
Selvom koncerten blev afviklet professionelt og selvsikkert, bar den ikke præg af en frygtet totalt indstuderet rutinemæssig koreografi. Også set-listen afslørede at det ikke var helt det samme identiske show, som det Porter og hans orkester havde fremført tidligere på turneen. I Tivoli blev det disse sange: Revival • If Love Is Overrated • On My Way To Harlem • Be Good (Lion’s Song) • Mister Holland • Take Me To The Alley • Musical Genocide • When Love Was King • Free • No Love Dying. Alle med musik og tekster af Porter med hans faible for gospel tilsat lidt funky pop og moderne jazz. For nemhed skyld kan vi dele koncerten op i to:
De numre, der mestendels havde hele orkestret i sving mere eller mindre oven i hinanden, havde en tendens at drukne vokalen, der var mikrofonforstærket med en equalisering, der gjorde Porters stemme skærende, når han sang igennem. De mere afdæmpede ballade-agtige numre med fine transparente arrangementer afslørede betydeligt bedre Porters stemmepragt og sprøde baryton-vokal. Porter afholdt sig fornuftigt fra scat-sang og anden improvisation, og overlod alle soli til de andre orkester-medlemmer.
Som sagt var den akkompagnerende kvintet af ganske høj klasse. Emanuel Harrolds trommespil fremstod agilt, opmærksomt og veloplagt. Hans arbejde (for eksempel i Take Me To The Alley) med en stik i den ene hånd og en kølle i den anden var udsøgt understøttende, og han var hele tiden opmærksom på at fange Porters rytmiske forskydninger.
Ved siden af Porters 1,93 meter virkede den jamaicanske tenor-saxofonist Tivon Pennicott nærmest petit – men der var ikke noget diminutivt over hverken hans tone eller fraser. Efter bedste evne vred han frigjorte og jazzede alterationer ud af de simple akkord-progressioner.
Tjekkisk-amerikanske Ondrej Pivec bag Hammond-orglet havde mest en udfyldende rolle som en slags ”strygere” bag vokalen. Som solist (i On My Way To Harlem) var lyden spids og figurerne temmelig ligegyldige.
Den amerikanske pianist Chip Crawford var umiddelbart diskret tilbagetrukket, men han havde en nøglerolle. Ligesom han i Australien fremførte denne nations uofficielle national-melodi, Waltzing Matilda, begyndte han i Tivolis Koncertsal, i forbindelse med Porters I Do Not Agree, pludselig at spille et solo-arrangement af Der er et yndigt land, og salen istemte spontant med sangteksten. Man var næsten hensat til en stemning, der kunne matche tabet af Sønderjylland i 1864. I de følgende numre gjorde han sig mest bemærket med gentagne nedadgående fejende arpeggioer på alle tangenter som en slags filmmusikalsk harpe-effekt.
Jahmal Nichols fra St. Louis alternerede mellem en femstrenget el-bas og den traditionelle opretstående fire-strengede akustiske. Hans spil var robust tangerende det bastante. Også han fik en solo-afdeling, hvor han blandt andet citerede Beatles’ Come Together. I det hele taget var der mange musikalske citater og referencer gennem koncerten – for eksempel også My Girl af The Tempations (i No Musical Genocide) og i On My Way To Harlem citerede Porter fra Marvin Gayes What’s Going On.
Ved koncerten i Tivoli var hovedpersonen, trækplasteret, uomtvisteligt Gregory Porter. Han er gennem sin opvækst blandt andet blevet inspireret af Nat ”King” Cole, Donny Hathaway, Ray Charles og generelt gospel og blues gennem sin mor – en hårdtarbejdende prædikant, som alene opfostrede sine otte børn. Men siden Porter på grund af en alvorlig skulderskade måtte opgive en ellers lovende karriere som amerikansk fodboldspiller, har han finpudset sin passion for musikken og udviklet sin genkendelige, fuldtonede og lindrende sangstemme – og dertil tillagt sig en venlig og jordbunden stil i sin fremtoning. En stil der også indbefatter den ikoniske kasketkyse med stropper, der skjuler nogle ar efter hud-operationer i ansigtet, som Porter fik som syv-otte-årig.
Porter har dygtigt realiseret den amerikanske drøm og bevæget sig fra en relativt beskeden tilværelse, som skuespiller og med arbejde inden for restaurationsbranchen, til en højt betalt verdensstjerne som 40-årig. At nogen kalder ham den største mandlige jazzsanger i moderne tid er at tage munden for fuld. Dels bør man afholde sig fra at gøre musik, og kunst i det hele taget, til en konkurrence med målfoto, dels er der andre kandidater – for eksempel Kurt Elling for bare at nævne en enkelt. Men ikke desto mindre var denne lytter godt underholdt ved Porter og kvintettens koncert i Tivoli.
