Multi-instrumentalisten Gustaf Ljunggren er en af mine absolutte favoritter. Hans kompositioner ligner intet andet og hans tilgang til alle de instrumenter han overlegent behersker er konstant overbevisende, overraskende og ikke mindst tilfredsstillende tilbagelænet.

En af svensk/danske Ljunggrens faste medspillere er den islandske bassist Skuli Sverrisson; en musikalsk tvilling, der heller ikke spiller mere end det absolut nødvendigste. De to har arbejdet sammen i mange år og lægger sig tæt op ad hinanden på denne udgivelse, der smukt følger op på tilsvarende musikalske statements fra to musikere, der enkelt og bevidst satser på at lade det musikalske oplæg udvikle sig, uden at det hverken forenkles eller besværliggøres undervejs.

Harmonisk bevæger Ljunggrens kompositioner sig behersket rundt i et mønster der ofte kredser omkring den samme grundtone, men som hele tiden lægger nye klange og forløb ind i lydbilledet. Og det er måske det, der gør musikken ideel som akkompagnatør til en god gang hjemme-yoga. For der er intet som forstyrrer originaliteten i musikken, intet der udfordrer de musikteoretiske dele af bevidstheden. Og så behersker de to musikere både deres respektive instrumenter til UG, uden at de på noget tidspunkt blærer sig. Det vigtige er det samlede udtryk.

Det er kort sagt musik med en indbygget ro og et musikalsk udgangspunkt, der henter inspirationer fra alle dele af allerede definerede musikalske genrer, uden at en enkelt stiller sig frem som den væsentligste. Jeg hører lyde fra hele verden Along The Low Road. Og det er måske det, der gør Gustaf Ljunggrens og Skuli Sverrissons musikalske udtryk til noget ganske særligt, beroligende og glædesfuldt i denne urolige og uforudsigelige tid.

Måske April Records skulle sende et eksemplar af dette album til Trump, Putin, og Nethanyahu i det mindelige håb at denne smukke musik kunne få dem på andre og bedre tanker…

Af Niels Christensen

Gustaf Ljunggren (g, ukulele, pedalst-g, ts, fl, bcl, p, org, celeste, keyb), Skuli Sverrisson (el-b).