AF ERIK JENSEN
Han har aldrig været nem at blive klog på, Sveriges store pophelt Håkan Hellström. En mand, der fra sit 25 år gamle debut-album Känn ingen sorg för mig Göteborg har arbejdet sig frem til at være sit lands største navn med stadionkoncerter som speciale.
Den popularitet vil ‘Svensk Rost’ næppe svække. For her kaster den 51-årige Hellström sig ud i en varm omfavnelse af blue eyed soul, som hans landmand Björn Skiffs skar den i halvfjerdserne med klassikere som ‘Michelangelo (Men så svåra da)’.
Allerede i første sang bekender Hellström: ‘Jag är 30 år efter min tid’. Måske endda mere? For allerede i næste nummer, ‘Så sött livet kan smaka’ graver Håkan Hellström sig endnu længere tilbage til tresserne, da Motowns dansable og poppede version af soul fra Detroit spredte sig udover verden.
Det er herligt med et så gennemført musikalsk tilbageblik, men undervejs mister man orientering og drukner i festfyld. Slagerfesten skøjter rundt i den fedtede sved på dansegulvet og man aner ikke om man er til en Melodi Grand Prix-hyldest eller om der faktisk er en form for alvor i de løjer, der leveres med smittende energi og glæde, men efterhånden også føles vel tyngede af strygere og blæsere.
Måske som en kompensation for, at langt fra alle sange virker gennemførte. For mange fremstår som let ufærdige skitser fra en svunden tid med lidt for tydelige lån fra Beach Boys, Neil Young og Tom Petty, som Håkan Hellström skråler sig igennem som en så insisterende partykonge, at hans normale charme, som drengen, der for vild i poppens slikbutik, fortaber sig lidt.
Vi ender i swingpjatteri og kitsch snarere end i en gennemført hyldest til den hvide soulmusik. Dog med enkelte fuldtræffere som ‘Evergreen min vän evergreen’, ‘Sweethearts’ og den afsluttende klaverballade ‘Svindlande höjder’, hvor det et kort øjeblik føles som om der er mere på spil end sjov og ballade for den svenske forsanger i den store fest hinsidan.
